Lektionen findes i eleven

Frem for at forsøge at »›påfylde‹ klassedeltagerne med information,« som præsident Monson har sagt, at vi ikke skal gøre, forsøgte denne underviser »at inspirere den enkelte til at grunde over, indleve sig i og så gøre noget for at efterleve evangeliets principper.«¹

Kort sagt, var denne undervisers mål at hjælpe klassedeltagerne til at gøre noget, de måske ikke ville have gjort, hvis ikke de havde deltaget i klassen. Og den gøren havde til formål at hjælpe hver person med at blive en sand discipel af vor Frelser.

Formålet med denne form for undervisning er omvendelse. Ordet omvendelse betyder helt enkelt at vende sig i en ny retning, at tage en ny adfærd til sig. Omvendelse – det at blive en sand discipel – er ikke en enkeltstående begivenhed, men derimod en livslang proces.² Under dette møde, havde medlemmernes gøren ikke blot til formål at hjælpe medlemmerne selv, men også de forholdsvis nye medlemmer, som de ville prøve at hjælpe tilbage til aktivitet igen. Hver eneste gang vi lever et evangelisk princip mere fuldt ud, så bliver en anden, enten direkte eller indirekte, velsignet. Af denne årsag er evangelisk læring og undervisning enestående. I stedet for blot at lede til tilegnelse af kundskab, leder evangelisk læring til personlig omvendelse.

Mens jeg deltog i mødet i Peru, kunne jeg ikke alene fornemme den kærlighed underviseren havde til de tilstedeværende, men også til de nye medlemmer, som han opfordrede klassedeltagerne til at aktivere. Kærligheden syntes at brede sig i lokalet – fra underviser til klassedeltager, fra klassedeltager til underviser, fra klassedeltager til klassedeltager og fra klassedeltager til de nylig omvendte.

Kærlighed hjælper os som undervisere til at undervise, som Frelseren ville have undervist, havde han været i klassen. Sandelig, »kærligheden tilskynder os til at forberede os og undervise anderledes.«³

Når en undervisers motiv er at gennemgå alt materiale i lektionen, fokuserer han på indhold frem for behov hos de enkelte klassedeltagere. Underviseren fra Peru syntes ikke at have behovet for at gennemgå alt. Han ønskede blot at inspirere klassedeltagerne til at række ud i kærlighed til deres brødre og søstre. Kærlighed til Herren og til hinanden udgjorde drivkraften. Kærlighed er motivet. Når kærlighed er vores motiv, vil Herren give os styrke til at opnå hans hensigter med at hjælpe hans børn. Han vil inspirere med, hvad vi som undervisere bør sige, og hvordan vi bør sige det.

Underviseren fra Peru læste ikke op fra lærerhæftet, mens han underviste. Jeg er overbevist om, at han brugte lærerhæftet eller konferencetaler i sin forberedelse, men da han underviste, underviste han ud fra skrifterne. Han genfortalte lignelsen om det mistede får og citerede følgende vers: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32). Han delte præsident Monsons opfordring til alle Kirkens medlemmer om at redde dem, der var faret vild. Lektionens centrale lære var tro og næstekærlighed. Medlemmerne havde brug for stor nok tro til at handle, og de havde brug for at handle ud fra kærlighed.

Når der undervises i lærdommene fra Jesu Kristi gengivne evangelium med klarhed og overbevisning, vil Herren styrke både klassedeltagere og underviser. Jo mere klassedeltagerne bidrog med forslag til at række ud mod deres mindre aktive brødre og søstre, jo tættere følte alle sig på Frelseren, som konstant rakte ud til andre i løbet af hans jordiske tjenestegerning. Lærdomme er nøglen til effektiv evangelisk læring og undervisning. Det åbner hjerter. Det åbner sind. Det åbner for, at Guds Ånd kan inspirere og opbygge enhver, der er til stede.

Gode evangeliske undervisere erkender, at de faktisk slet ikke er undervisere. Evangeliet læres gennem Ånden. Uden Ånden kan undervisning af evangeliske sandheder ikke lede til læring (se L&P 42:14). Jo mere underviseren opfordrer til at handle, desto mere vil Ånden være til stede under lektionen. Underviseren fra Peru gav en inspireret opfordring. Da klassedeltagerne så kom med forslag, tiltog følelsen af Ånden og styrkede alle.

Underviseren forsøgte ikke at dække hele lektionen. I stedet forsøgte han at afdække den lektion, der allerede fandtes i eleven. Ved gennem Åndens kraft at opfordre klassedeltagerne, hjalp underviseren deltagerne til at opdage deres eget ønske om at handle – at række ud i kærlighed til deres brødre og søstre. Efterhånden som deltagerne delte deres idéer, inspirerede de hinanden, fordi de var fælles om at trække på Ånden.

Når vi forsøger at efterleve evangeliet ved at hjælpe dem omkring os, vil Herren inspirere os til, hvad vi bør gøre. Så, hvis vi som undervisere ønsker at have Ånden mere tydeligt til stede i vore klasser, bør vi helt enkelt opfordre klassedeltagerne til at efterleve et evangelisk princip mere fuldt ud. Når vi forpligter os til at efterleve et evangelisk princip mere fuldt ud, nærmer vi os Herren og Herren nærmer sig os (se L&P 88:63).

Vi lærer og underviser ikke i evangeliet med det ene formål at opnå kundskab. Vi lærer og underviser i evangeliet for at opnå ophøjelse. Evangelisk læring og undervisning handler ikke om at mestre fakta; det handler om at mestre det at være discipel. Uanset om vi underviser vore egne børn i hjemmet eller underviser medlemmer i menigheden, så bør vi huske på, at den lektion vi forsøger at undervise i, allerede findes i eleven. Vores rolle som forældre eller undervisere er at hjælpe deltageren til at opdage den lektion, der findes i deres eget hjerte og sind.

Når vi anerkender hver enkelt deltagers pragtfulde potentiale, begynder vi at se, som Gud ser. Så kan vi sige det, han ønsker, vi skal sige, og gøre det, han ønsker, vi bør gøre. Når vi følger denne fremgangsmåde til at lære og undervise på, bliver omvendelse vores mål, kærlighed vores motiv, læren nøglen og Ånden underviseren. Når vi lærer og underviser på denne måde, vil Herren velsigne både deltager og underviser, »så at alle … må være blevet opbygget af alle« (L&P 88:122).