Jeg havde rigeligt at dele af

Jeg havde altid tænkt på kriseberedskab som at tage mig af min familie og af mig selv. Men jeg lærte at se anderledes på beredskab en søndag morgen i Sydflorida i 1992. Orkanen Andrew, som var en af de mest ødelæggende og dyre orkaner, der har ramt USA, afbrød en smuk sommer i Miami i Florida.

Jeg boede midlertidigt alene i en lejlighed ved stranden, da jeg tog del i et tre måneders orienteringsprogram for mit arbejde. Da orkanvarslet kom, og jeg fandt ud af, at vi måtte evakueres fra vores lejlighedskompleks ved middagstid, bookede en kollega hotelværelser på et hotel inde i landet til mine kolleger og mig. Jeg satte skodder for mine vinduer og oplagrede mine personlige ejendele.

Fordi min hustru og børn havde planlagt at komme på besøg i en uges tid, havde jeg forinden købt nok mad og vand til min familie på seks. Jeg var tryg ved tanken om, at jeg havde et sikkert sted at tage hen og havde nok mad med, der kunne mig holde kørende i flere uger.

Da jeg kl. 10:30 var klar til at tage af sted, havde jeg det godt – alt var på plads. Jeg knælede i bøn og takkede vor himmelske Fader for mine velsignelser og bad om hans hjælp under den kommende storm. Da jeg sluttede min bøn, tilskyndede Ånden mig til at sige: »Hvis der er nogen, der får brug for hjælp, så hjælp mig til at finde denne person.«

Inden for få minutter bankede en enke, der var i 80’erne, på min dør. »Undskyld,« sagde hun. »Jeg er gået forkert. Jeg leder efter en ven.«

Hun så nedslidt ud. Da jeg tilbød min hjælp, blev hun fortvivlet og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, eller hvor hun skulle gå hen. Jeg spurgte, hvor hun boede, og sammen gik vi hen til hendes lejlighed, fik overblik over hendes situation, og så på hendes muligheder.

Jeg fortalte hende, at mit firma måske havde plads på et af vore hotelværelser, og jeg inviterede hende til at være sammen med vores gruppe. Hun sukkede af lettelse. Vi pakkede hurtigt og sikrede hendes lejlighed og ejendele, og jeg fik en kollega til at køre hendes bil til hotellet.

Da jeg var ved at tage af sted, bad yderligere to enker om hjælp. Jeg beroligede dem, så de kunne tænke klart og finde ud af, hvor de kunne finde tilflugt. Da jeg hentede bagage for en af mine kolleger, bad en anden ældre enke om hjælp. Vi sikrede hendes skrøbelige ting og hjalp hende med at gøre sig klar til at tage af sted.

I mellemtiden inviterede nogle kolleger to universitetsstuderende, der havde boet på en ø, til at bo sammen med vores gruppe på hotellet inde i landet. Det eneste mad, de havde, var en håndfuld snacks og en liter vand. Heldigvis havde jeg meget at dele af, ikke kun med dem, men også med alle de andre.

Det var en velsignelse at være så forberedt og vejledt af Herren. Dette gjorde det muligt for mig at have en beroligende indflydelse i en urolig tid og at bruge næsten al min tid på at hjælpe andre uden tanke på mig selv. Jeg fik en ny påskønnelse for vore præstedømmelederes råd om at være forberedt.