Selvtilliden ved værdighed
Fra et foredrag for unge afholdt den 31. december 2006.
Jeg ønsker at tale meget direkte om, hvordan man får en helt særlig form for selvtillid.
Mit budskab til jer består af håb og opmuntring nu og i resten af jeres liv. Der er meget uro i verden, men der har altid været uro i hver eneste tidsalder. Vær ikke alt for optaget af det og vær ikke urolig over det. De kommende år vil være fyldt med vidunderlige muligheder og store velsignelser. Vi vil fortsat se fremskridt inden for videnskab og teknologi, medicin og teknologi – på alle områder, der beriger vores liv så meget. I lever i den mest storslåede tidsalder, som verden nogensinde har kendt, hvor flere af tidens velsignelser kommer til flere mennesker verden over end på noget andet tidspunkt i historien. Husk på – jeres bedstemor drømte aldrig om en digital tablet, da hun var på jeres alder, og jeres bedstefar ved stadig ikke, hvordan man sender en sms. Så vær lykkelige, sunde og optimistiske.
Jeg siger dette delvist på grund af en artikel, jeg læste for nylig, som sagde, at den mest almindelige sygdom blandt unge i dag ikke er diabetes, hjertesygdomme eller kræft. (Den slags problemer er normalt reserveret for mennesker på min alder, ikke jeres). Nej, den sygdom, som teenagere og unge i tyverne lider mest af, stod der, var tvivl på sig selv, frygt for fremtiden, lavt selvværd og generel mangel på tillid til sig selv og til verden omkring dem.
Selv om jeg er meget ældre end jer, så forstår jeg den slags bekymringer, fordi jeg det meste af min tid som ung også syntes at stå i situationer, hvor jeg ikke havde særlig meget selvtillid. Jeg kan huske, at jeg stræbte efter at få gode karakterer i håb om at kunne få et legat, og jeg undrede mig over, at andre syntes mere begavede på det område, end jeg var. Jeg kan huske år efter år med sportskonkurrencer, hvor jeg forsøgte at spille med den nødvendige tillid for at kunne vinde kampe i gymnasiet og på college, hvor jeg så desperat ønskede at vinde den store kamp eller hjembringe et eftertragtet mesterskab. Jeg husker især også min manglende selvtillid sammen med piger, hvilket ofte skaber ængstelse hos unge mænd. Jeg er så taknemlig for, at søster Holland lod mig få en chance. Ja, jeg husker alt det, som I husker – at være usikker på, hvordan jeg så ud, eller om jeg var accepteret, eller hvad fremtiden gemte for mig.
Min hensigt her er ikke at gennemgå alle de problemer, som en ung står over for, der kan medføre mindreværdsfølelser og mangel på selvtillid, men jeg ønsker at tale direkte om, hvordan man opnår en meget særlig form for tillid – en tillid, der udfører mirakler for alle andre aspekter af livet, når den er opnået på retfærdig vis, især for vores selvtillid, og hvordan vi ser fremtiden. For at understrege min pointe er jeg nødt til at fortælle en historie.
Værdien af personlig værdighed
For mange år siden nu, længe før jeg blev kaldet som generalautoritet, deltog jeg som taler ved et stævne for unge voksne. Stævnet afsluttede med et vidnesbyrdsmøde, hvor en flot ung nyligt hjemvendt missionær rejste sig for at bære sit vidnesbyrd. Han så godt ud, ren og fuld af selvtillid – som enhver hjemvendt missionær bør se ud.
Da han begyndte at tale, fyldtes hans øjne med tårer. Han sagde, at han var taknemlig for at stå midt blandt en fremragende gruppe unge sidste dages hellige og samtidig føle godt ved det liv, han forsøgte at leve. Men den følelse var kun mulig, fortalte han, på grund af en oplevelse nogle få år tidligere, en oplevelse, der havde formet hans liv for evigt.
Han fortalte derefter, at han var kommet hjem fra en date, kort tid efter at han var blevet ordineret som ældste som 18-årig. Der var sket noget på den date, som han ikke var stolt af. Han gik ikke i detaljer, og det burde han heller ikke gøre offentligt. Den dag i dag ved jeg ikke, hvad han havde gjort, men for ham var det af tilstrækkelig betydning til, at det havde påvirket hans ånd og hans selvværdsfølelse.
Mens han sad nogle minutter i sin bil i indkørslen til sit hjem og gennemgik, hvad der var sket, og følte oprigtig sorg for det, kom hans mor, der ikke var medlem, ophidset løbende fra huset direkte hen til hans bil. På et øjeblik fortalte hun, at hans lillebror lige var faldet i huset, havde ramt noget skarpt med hovedet og havde en form for krampeanfald. Faderen, der heller ikke var medlem, havde straks ringet efter en ambulance, men selv hvis alt gik godt, ville det tage hjælpen nogen tid at komme.
»Kom og gør noget,« bad hun. »Er der ikke noget, I gør i din kirke i sådanne situationer? Du har deres præstedømme. Kom og gør noget.«
Hans mor vidste ikke meget om Kirken på det tidspunkt, men hun vidste noget om præstedømmevelsignelser. Men denne aften, hvor én, som han elskede højt, havde brug for hans tro og hans styrke, kunne denne unge mand ikke hjælpe. På grund af de følelser, som han netop havde kæmpet med, og den overtrædelse, han følte, han lige havde begået – uanset hvad det var – kunne han ikke få sig selv til at gå til Herren og bede om den velsignelse, der var behov for.
Han sprang ud af bilen og løb ned ad vejen til en værdig, ældre mand fra menigheden, som havde været hans ven, lige siden knægtens omvendelse to-tre år tidligere. Efter en kort forklaring var de to tilbage ved huset i god tid, før ambulancen kom. Den lykkelige udgang på denne beretning, som blev fortalt i det vidnesbyrdsmøde, var, at den ældre mand straks gav en værdsat og kraftfuld præstedømmevelsignelser, som efterlod det tilskadekomne barn stabilt og roligt, inden ambulancen kom. En hurtig tur til hospitalet og en grundig undersøgelse viste, at der ikke var sket nogen permanent skade. Et meget skræmmende øjeblik for denne familie var nu forbi.
Så sagde den hjemvendte missionær, som jeg taler om, dette: »Ingen, som ikke har oplevet det, jeg oplevede den aften, vil nogensinde kende den skam, som jeg følte, og den sorg, jeg oplevede ved ikke at føle mig værdig til at bruge det præstedømme, som jeg bar. Det er et endnu mere smertefuldt minde for mig, for det var min egen lillebror, der havde brug for mig, og mine elskede forældre, som ikke var medlemmer, som var så bange, og som havde ret til at forvente mere af mig. Men nu, hvor jeg står foran jer i dag, kan jeg love jer dette,« sagde han. »Jeg er ikke fuldkommen, men siden den aften har jeg aldrig gjort noget, der ville hindre mig i at gå tillidsfuldt til Herren og bede om hans hjælp, når det var nødvendigt. Personlig værdighed er en kamp i denne verden, som vi lever i,« erkendte han, »men det er en kamp, jeg vil vinde. Jeg har oplevet en fordømmende finger pege på mig en gang i mit liv, og jeg ønsker ikke nogensinde at opleve det igen, hvis jeg kan gøre noget ved det. Og selvfølgelig,« konkluderede han, »kan jeg gøre alt ved det.«
Han afsluttede sit vidnesbyrd og satte sig ned. Jeg kan stadig se ham. Jeg kan stadig se omgivelserne for mig. Og jeg kan stadig huske den slående og bevægende stilhed, der fulgte hans bemærkninger, da alle i lokalet tog sig tid til at ransage sin sjæl lidt dybere og love lidt mere at efterleve disse kraftfulde ord fra Herren:
»… lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.
Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed« (L&P 121:45-46; fremhævelse tilføjet).
Nyd Guds Ånd
Mine elskede, unge venner, hav et vidunderligt liv. Tænk det bedste og håb det bedste og hav tro på fremtiden. I har et storslået liv foran jer. Jeres himmelske Fader elsker jer. Hvis der er begået nogen fejl, kan I omvende jer fra dem og blive tilgivet, ligesom det skete for denne unge mand. I har alt at leve for og planlægge for og tro på. At have godkendelse fra jeres samvittighed, når I er alene med jeres minder, tillader jer at mærke Guds Ånd på en meget personlig måde. Jeg ønsker, at I nyder Ånden og altid mærker den selvtillid i Herrens nærhed. Må dydige tanker holde vore handlinger rene i dag og i morgen og for evigt.