Vi er Herrens hænder

Da biskop Johnny Morante i Guayaquil i Ecuador så ud på medlemmerne i sin menighed, blev han tung om hjertet. Alt for mange familier kæmpede for at klare dagen og vejen. Eftersom han ønskede at hjælpe dem, rådførte han sig med menighedens ledere og tog sagen op med Herren.

Eftersom jobmulighederne i området var få, begyndte han at arbejde med en gruppe af 11 søstre og opmuntrede dem til at starte en lille forretning eller virksomhed. Disse søstre lagde mærke til, at der var et behov for billige rengøringsartikler af god kvalitet, og de tænkte på, om det var noget de kunne fremstille og sælge i deres lokalsamfund. Men hvordan kunne de lære at fremstille disse produkter?

På det tidspunkt blev biskop Morante opmærksom på en arbejdsløs søster i sin menighed, der havde arbejdet som farmaceut. Da de 11 søstre bad om hendes hjælp, blev hun glad for at kunne lære dem, hvordan man lavede ufarlige kvalitetsprodukter.

De lavede en forretningsplan, de lod hver søster dække et område i lokalsamfundet, de bestemte sig for, hvilke produkter de ville fremstille, og designede emballage og mærkater.

I løbet af et par måneder havde de oparbejdet en kundekreds og indbragte tilstrækkelig overskud til at lette deres fattigdom og dække deres familiers behov.

Da lederne i en lokal farmaceutisk virksomhed fik nys om deres foretagende, blev de fascineret af historien om den arbejdsløse farmaceut. De fik hende til samtale og ansatte hende til at lede deres egen produktion.

I Rechnoy menighed i Moskva i Rusland, gled Galina Goncharova, der tjente som menighedens historiker, på noget is og brækkede begge arme. Hun blev kørt på hospitalet, hvor begge hendes arme blev lagt i gips. Hun kunne ikke selv spise eller tage tøj på. Hun kunne ikke rede sit hår eller besvare sin telefon.

Da medlemmerne i hendes menighed hørte om, hvad der var sket, reagerede de med det samme. Præstedømmebærere gav hende en velsignelse og sammen med søstrene i Hjælpeforeningen lavede de en plan om at se til denne gode søster og dække hendes behov.

Vladimir Nechiporov, menighedens missionsleder, sagde: »Vi kom i tanke om en konferencetale om en statue af Kristus, der havde mistet sine hænder.⁵ Nederst på statuen havde nogle sat en mindeplade, hvor der stod, ›I er mine hænder‹. I de par uger, hvor denne gode søster ikke kunne noget, følte medlemmerne i Rechnoy Menighed en tilknytning til den beretning. Vi blev bogstaveligt talt hendes hænder.«

Da den tropiske storm Washi ramte Filippinerne i 2011, oversvømmede den området med vand og vind. Ca. 41.000 hjem blev ødelagt, og flere end 1.200 mennesker mistede livet.

Forud for oversvømmelsen havde Max Saavedra, præsident for Cagayan de Oro Stav i Filippinerne, følt sig tilskyndet til at skabe et nødhjælpshold, der kunne rykke ud. Han oprettede komitéer til at udføre forskellige opgaver – alt fra at søge og redde til førstehjælp og at sørge for mad, vand og tøj.

Da vandmasserne begyndte at falde til et sikkert niveau, mobiliserede Kirkens ledere og medlemmer sig. De gjorde rede for hvert eneste medlem, sikrede dem og vurderede skaderne. Et medlem bistod med gummibåde, der bragte strandede medlemmer i sikkerhed. Kirkebygningerne blev åbnet for at give ly til alle, der trængte til mad, tøj, tæpper og et midlertidigt sted at bo. Der var kritisk behov for vand, så præsident Saavedra tog kontakt til en lokal virksomhed, der ejede en brandbil, og de transporterede rent vand til evakueringscentre i kirkebygninger. Medlemmer med sygefaglig erfaring så til de tilskadekomne.

Da man kunne gøre rede for alle Kirkens medlemmer, tog præsident Saavedra og hans hold ud til andre evakueringscentre og tilbød hjælp. De medbragte mad og andre fornødenheder. Mange af medlemmerne, der selv havde mistet deres hjem, tjente uselvisk andre lige efter stormen. Da regnen stoppede og jorden igen var tør, arbejdede frivillige fra Hjælpende Hænder fra tre stave med at uddele fornødenheder og hjalp med at rydde op.

I byen Sete Lagoas i Brasilien er der et herberg for kvinder med handikap, som er blevet påvirket af stofmisbrug. Hver dag kæmpede de for at overleve. De havde en lille ovn, som de brugte til at lave ca. 30 brød om dagen. Selv om disse kvinder fik hjælp fra en lokal humanitær forening, havde de knap nok mad til sig selv. Da Kirkens ledere fra Sete Lagoas Brasilien Stav hørte om disse kvinders behov, ønskede de at hjælpe.

De talte med kvinderne om deres behov. Kvinderne fortalte, at hvis de kunne bage flere brød, ville de ikke blot selv få mere mad, men de kunne måske også sælge et par brød og tjene en tiltrængt indkomst.

Kirkens ledere og medlemmer arbejdede sammen med det lokale militærpoliti og en lokal skole for at forbedre forholdene for disse kvinder. Med hjælp fra Kirkens humanitære fond og frivillige fra Kirken og samfundet, fik de bygget et nyt bageri – et, der gjorde det muligt for kvinderne at bage 300 brød om dagen.

Med deres overskud kunne kvinderne i bageriet ansætte deres første medarbejder – en af kvinderne fra herberget.

Ligesom Kirkens inspirerede ledere for årtier siden så det store behov omkring dem og ønskede at gøre noget ved det, gør Kirkens ledere og medlemmer over hele verden i dag det samme i deres eget område og på deres egen måde.

Da præsident Uchtdorf talte til Kirken om at drage omsorg for andre, sagde han: »Herrens måde er ikke at sidde ved et vandløb og vente på, at vandet løber forbi, før vi krydser. Det er at stå sammen, rulle ærmerne op, gå i gang og bygge en bro eller en båd for at krydse vore udfordringers vande.«⁶

At søge de fattige og tjene dem, der lider, er en absolut nødvendig del af det at være Jesu Kristi disciple. Det er det, Jesus Kristus selv gjorde, da han tjente menneskene på sin tid. »Arbejdet med at yde omsorg på Herrens måde er ikke blot endnu et punkt i kataloget over programmer i Kirken,« konkluderede præsident Uchtdorf. »Det kan ikke forsømmes eller sættes til side. Det er centralt i vore lærdomme; det er kernen i vores religion.«⁷