Vent på solopgangen

Værelset var indhyllet i mørke, mens jeg lå vågen og lyttede til min mands vejrtrækning for at høre, om han sov. Det var kun to dage siden, at vores 12-årige datter var blevet slået ihjel i en pludselig, traumatisk ulykke. Jeg lukkede øjnene igen, men jeg kunne ikke sove. Mit hjerte længtes efter min datter. Al min viden om frelsesplanen kunne ikke stilne sorgen over eller savnet efter hende.

Da daggryet nærmede sig, følte jeg en pludselig, intens længsel. Solen ville snart stå op, og i mit sind så jeg for mig himlen badet i det milde, lyserøde lys. Vores datter holdt meget af farven lyserød. En lyserød solopgang var lige det, jeg havde brug for, for at føle mig tæt på hende igen.

»Lad os stå op og se solopgangen,« hviskede jeg til min søvnige mand.

Vi stod i indkørslen, og så mod øst og ventede … og ventede. Selvom himlen blev lysere, skinnede solen ikke igennem de lavtliggende skyer.

Jeg lagde mit hoved på min mands skulder og sukkede og prøvede at lade som om, at det ikke betød noget. Men jeg ønskede mere. Jeg havde brug for mere. Vor himmelske Fader ville uden tvivl kunne opfylde dette ønske, nu hvor vores søde pige var blevet taget hjem til ham.

Da min mand vendte sig for at gå ind, så han bag os mod vest og sagde: »Se!«

Jeg vendte mig om. Bag os var skyerne badet i et fint rødligt gyldent lys, der omgav dem. Jeg holdt vejret, og tårerne pressede på. Det var smukkere, end jeg kunne have forestillet mig. Det føltes som et kram fra vores datter. Jeg vidste, at vor himmelske Fader var opmærksom på mit knuste hjerte og sendte et løfte om håb for fremtiden – en kærlig påmindelse om evige familier og om alle de smukke øjeblikke, der ventede forude.

Jeg har ofte tænkt på den smukke stund og på det nye perspektiv, det gav mig. Hvem ser mod vest efter en solopgang? Men der ventede mit mirakel alligevel. Hvor mange velsignelser og mirakler er jeg gået glip af, fordi de kom fra uventede retninger? Hvor mange gange fokuserer jeg på det, jeg forventer, og går glip af det, der sker lige for?

Vi havde bedt uden ophør om et mirakel, der blev os nægtet. Men da jeg så rundt med mit nye perspektiv, så jeg miraklet ved de fire liv, der nu var blevet forbedret gennem vores datters organdonation, miraklet ved kærlighed i familien og fællesskab i menigheden, og miraklet ved tjeneste. Jeg følte en dyb sorg, men jeg følte også det stærke håb, der fyldte min sjæl for hver eneste rødlige solopgang, hver rosenrøde solnedgang og hver eneste lyserøde blomst, jeg mødte på min vej.

Når solen står op, ser jeg mod øst, og vender mig og ser mod vest. Jeg smiler over at have fundet ud af, at der altid kan findes mirakler og velsignelser – og at solen altid vil stå op over vore sorger, hvis vi lader den.