Moses

Jeg blev født i Egypten på et tidspunkt, hvor mit folk, israelitterne, var i fangenskab. Farao, der frygtede det voksende antal israelitiske slaver, beordrede alle israelitiske drengebørn dræbt ved fødslen. For at beskytte mig gemte min mor mig i tre måneder efter min fødsel, før hun lagde mig i en kurv i Nilens siv. Faraos datter fandt mig og opdrog mig som sin søn.²

Da jeg blev voksen, forlod jeg Egypten og bosatte mig i Midjan. Der vandt jeg gunst hos Jetro, der var hyrde og præst, og giftede mig med hans datter Sippora. Jeg modtog Det Melkisedekske Præstedømme fra Jetro.³

En dag, mens jeg vogtede Jetros flok, viste Herren sig for mig i en brændende busk og kaldte mig til at frelse israelitterne fra trældom.⁴

Jeg vendte tilbage til Egypten og bad Farao slippe Herrens folk fri, men i stedet pålagde han dem flere byrder. Herren sendte en række plager over egypterne, men Farao forhærdede sit hjerte og nægtede stadig at lade israelitterne gå. Den sidste plage var ødelæggeren, der dræbte alle førstefødte i alle familier i Egypten. Israelitterne blev beskyttet fra ødelæggeren ved at stryge blod fra et lydefrit lam på deres overligger og de to dørstolper. Gennem mig indstiftede Herren påsken som en ordinance, der hvert år skulle minde israelitterne om dette mirakel.⁵

Den sidste plage fik Farao til at bøje sig og lade israelitterne gå. Men Farao forhærdede igen sit hjerte og sendte sine hære ud efter de udvandrende israelitter. Herren velsignede mig med kraft til at dele Det Røde Hav, og vi kunne flygte på tør grund, mens Faraos hære druknede i havet.⁶

Herren ledte os gennem vildmarken som en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. Han brødfødte os med vand, manna og vagtler.⁷

Jeg gik op på Sinajbjerget, hvor jeg blev i 40 dage og modtog de ti bud fra Herren. Da jeg kom ned fra bjerget, havde israelitterne vendt sig fra Herren og lavet en guldkalv, som de tilbad. De var ikke længere værdige til at modtage den lov, Gud havde givet mig, så jeg knuste stentavlerne med loven. Jeg vendte tilbage til bjerget, hvor Herren gav mig den mindre lov, opkaldt efter mig – Moseloven.⁸

I vildmarken åbenbarede Herren for mig, hvordan jeg skulle bygge et tabernakel, eller et transportabelt tempel. Vi fragtede tabernaklet med os på vores rejse, så vi kunne tilbede i det. I tabernaklet modtog folket ordinancer, og jeg talte med Herren »ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet.«⁹ Herren viste mig også, hvordan pagtens ark skulle bygges, et helligt relikvie, der stod på det helligste sted i tabernaklet, i det Allerhelligste.¹⁰

Da Herren sendte »slanger« for at revse israelitterne, blev jeg befalet at lave en kobberslange og sætte den på en stang, så alle, der var blevet bidt af slangerne, kunne se hen til den og blive helbredt. Men på grund af deres stolthed og opgavens enkelhed, ville mange ikke se derhen og mistede derfor livet.¹¹

Herren lod israelitterne vandre omkring i ørkenen i 40 år, før han lod dem komme ind i det forjættede land.¹² Jeg kom ikke derind, men blev »taget op af Ånden« til Herren.¹³