Filippinerne: Åndelig styrke på øerne i havet

Omkring 550 år før Jesu Kristi fødsel, gav Herren profeten Nefi fra Mormons Bog dette løfte: »Jeg husker dem, som er på øerne i havet,« og »jeg bringer mit ord ud til menneskenes børn, ja, til alle jordens folkeslag« (2 Ne 29:7). For mange, der har læst disse ord, er der én gruppe af »øer i havet«, der strejfer tankerne: Filippinerne.

Med et befolkningstal, der nærmer sig 100 millioner, er Den Filippinske Republik en stor øgruppe på over 7000 øer, der ligger ud for Asiens sydøstlige kyst. Det er et smukt tropisk land, hvor folk er venlige, livlige og ydmyge. Landet oplever dog jordskælv, tyfoner, vulkanudbrud, tsunamier og andre naturkatastrofer og lider også under en række af socioøkonomiske problemer. Den omfattende fattigdom er et tilbagevendende problem, og det filippinske folk har udholdt perioder med politisk ustabilitet og økonomiske kriser.

Men for dem, der er bekendt med Herrens veje, er Filippinerne frugtbar jord til såning af evangeliets frø. Udover tagalog og andre dialekter, taler filippinere engelsk, som også er et af deres nationalsprog. På grund af en lang periode under det spanske styre er over 90 procent af befolkningen kristne; en betydelig del af mindretallet er muslimer.

I 1898 forsøgte man første gang at introducere Kirken i Filippinerne under den spansk-amerikanske krig gennem Willard Call og George Seaman, to sidste dages hellige soldater fra Utah, der inden deres afrejse var blevet indsat som missionærer. De forkyndte evangeliet, når muligheden opstod, men der fulgte ingen dåb.

Under 2. verdenskrig bevægede mange sidste dages hellige sig gennem øerne med allierede hære, der rykkede frem. I 1944 og 1945 holdt militærgrupper kirkemøder mange steder, og mange sidste dages hellige soldater og nødhjælpsfolk befandt sig stadig på Filippinerne, da krigen sluttede. Blandt dem var Maxine Tate og nyomvendte Jerome Horowitz. Begge præsenterede Aniceta Farardo for evangeliet. Mens de hjalp med at genopbygge Anicetas hus, der lå i et bombehærget område uden for Manila, fortalte bror Horowitz Aniceta og hendes datter Ruth om sin nye tro.

Aniceta fik et vidnesbyrd og ønskede at blive døbt, men på det tidspunkt bemyndigede Kirken ikke dåb for filippinere, idet Kirken ikke havde nogen permanente enheder på øerne. Ældste Harold B. Lee (1899-1973) fra De Tolv Apostles Kvorum blev gjort opmærksom på Anicetas ønske, og som formand for Kirkens komité for medlemmer i militæret godkendte ældste Lee Anicetas dåb. Påskemorgen i 1946 blev Aniceta Fajardo døbt af soldaten Loren Ferre, og Aniceta er nu kendt som den første filippiner, som blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Efter krigen blev der oprettet kirkegrupper på to amerikanske militærbaser – Clark Air Base og Subic Bay Naval Base – idet sidste dages hellige soldater så frem til en mere formel tilstedeværelse af Kirken på Filippinerne. Den 21. august 1955 indviede præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) Filippinerne til evangeliets forkyndelse. På grund af nogle lovmæssige restriktioner kom missionærerne imidlertid først i 1961.

I 1960 besøgte præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), dengang assistent til De Tolv Apostles Kvorum, Filippinerne i flere dage: »Jeg gav udtryk for, at missioneringen ville bære … ligeså meget frugt, som det har gjort mange andre steder i verden.«³ Efter megen forberedelse og meget papirarbejde fra medlemmer som Maxine Tate Grimm og præsident Robert S. Taylor fra den sydlige fjernøstlige mission såvel som fra venner uden for Kirken, vendte ældste Hinckley tilbage til øerne året efter for at genindvie Filippinerne til påbegyndelse af missionering.

Den 28. april 1961 mødtes ældste Hinckley med en lille gruppe soldater, bosatte amerikanere og ét filippinsk medlem – David Lagman – i udkanten af Manila. Der bad ældste Hinckley en særlig bøn: »At mange tusinder skal modtage dette budskab og blive velsignet deraf.«⁴ Disse ord, der blev udtalt af en af Herrens sande tjenere, blev snart profetiske.

De første fire missionærer – Raymond L. Goodson, Harry J. Murray, Kent C. Lowe og Nester O. Ledesma – kom få uger senere til Manila. »Folket på Filippinerne tog meget hurtigt imod evangeliet,« bemærkede ældste Lowe. »Når familiens overhoved besluttede sig for at tilslutte sig Kirken, tilsluttede resten af familien sig i mange tilfælde også Kirken.«⁵

Missioneringen gik så godt, at man i 1967 organiserede Den Filippinske Mission. I slutningen af samme år var der 3.193 medlemmer i missionen, hvoraf 631 af dem var blevet døbt det år. I 1973 var Kirkens medlemstal på Filippinerne vokset til næsten 13.000 medlemmer. Den 20. maj 1973 blev Manila Stav i Filippinerne oprettet med Augosto A. Lim som præsident. I 1974 blev missionen delt, hvilket skabte Manila-missionen og Cebu City-missionen i Filippinerne.

I august 1975 kom præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) til Manila for at lede over den første områdekonference i Filippinerne. August var en måned med meget uvejr, der gjorde det svært for mange mennesker uden for Manila at komme. En bus fyldt med hellige fra Laoag City havde svært ved at nå frem. De hellige måtte skubbe bussen ud af mudderet og tryglede chaufføren om ikke at vende om. En anden gruppe hellige trodsede det stormfulde hav i tre dage, fordi, som en søster sagde, det, der virkelig betyder noget, er at se og høre Guds levende profet.

I 1980 besøgte præsident Kimball igen Filippinerne for at lede endnu en områdekonference, og han mødtes også kort med den filippinske præsident, Ferdinand Marcos. Dette møde banede vejen for, at Kirken med tiden åbnede en missionærskole i Filippinerne i 1983 og indviede templet i Manila i Filippinerne året efter. I 1987 blev området for Filippinerne/Mikronesien organiseret med hovedsæde i Manila.

Dele af Mormons Bog blev oversat til tagalog i 1987. Oversættelsen af Mormons Bog findes nu på flere filippinske dialekter, heriblandt cebuano.

I december 1980 sendte præsident Spencer W. Kimball lederen for Kirkens ejendomskontor til Manila for at finde et passende sted til et tempel. Efter at have set på flere steder, indsendte lederen en anmodning om at købe 1,4 ha i Quezon City. Stedet har udsigt over Marikina Valley, og dets beliggenhed er relativt let tilgængeligt for mange af Kirkens medlemmer. Anmodningen blev godkendt, og grunden blev købt i januar 1981. På anmodning fra Kirken blev vejens navn ændret til Temple Drive.

På trods af tyfonvarsel kom ca. 2000 hellige fra alle øer med skib, tog og bus for at tage del i spadestiksceremonien den 25. august 1982. Tempelbyggeriet begyndte kort tid efter, og det stod færdigt til indvielse i august 1984.

Op mod 27.000 medlemmer og ikke-medlemmer var på rundvisning i templet inden indvielsen. De kom trods to tyfoner – med kun 48 timers mellemrum – der havde hærget Filippinerne et par dage før. Hellige fra fjerntliggende provinser ankom trætte, men begejstrede. I mange tilfælde var de blevet tvunget til at tage omveje til Manila, da vejene var blevet oversvømmede, og broer var blevet ødelagt af floder, der løb over deres bredder.

De besøgende og mange fremtrædende filippinere var imponerede over, hvor smukt templet var. Forfatteren Celso Carunungan gav udtryk for »en følelse af hellighed, der får dig til at føle, at du skal møde din Skaber, når du træder indenfor.« Oberst Bienvenido Castillo, øverste præst i det filippinske politi, sagde, at templet er »et sted, hvor man kan grunde over ting, der hører himlen til, fordi man befinder sig i et sådant miljø.« To nonner syntes, at templet »virkelig er Herrens hus.« Eva Estrada-Kalaw, medlem af det filippinske parlament, sagde til guiderne: »Jeg ville ønske, at I kunne bygge flere templer her.«⁶

Præsident Hinckley, der var andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, ledte mødet på det tidspunkt, hvor hjørnestenen skulle lægges, tirsdag den 25. september 1984. Der blev efterfølgende afholdt ni indvielsessessioner i det celestiale værelse. Omtrent 6.500 hellige fra 16 stave og 22 distrikter i Stillehavsområdet tog del i sessionerne.

Så snart den sidste indvielsessession var færdig, blev Paulo V. Malit jun. og Edna A. Yasona gift som det første par i templet i Manila, den 27. september 1984. Templets første præsident, W. Garth Andrus, forrettede vielsen.

Snesevis af kirkemedlemmer stod i kø for at modtage deres tempelbegavelse, hvoraf man begyndte med tempeltjenerne. Tempeltjenesten fortsatte natten igennem til den lyse morgen.

Medlemmerne følte et større ønske om at komme i templet. De, der boede langt fra Manila, måtte yde mange ofre for at rejse den lange vej enten med skib eller bus. Men de kom, og med sig havde de beretninger om tro og beslutsomhed.

For Bernardo og Leonides Obedoza fra General Santos, syntes det umuligt at tage til templet i det fjerntliggende Manila. Men som købmanden, der solgte alt, hvad han ejede, for at købe én særlig kostbar perle (se Matt 13:45-46), besluttede parret at sælge deres hus for at betale rejsen, så de og deres børn kunne blive beseglet som en evig familie. Da de havde solgt deres hjem og de fleste af deres ejendele, havde de lige akkurat skrabet nok sammen til at betale færgebilletterne til Manila for alle ni i deres familie. Leonides var bekymret, for de havde ikke noget hjem at vende tilbage til. Men Bernardo forsikrede hende om, at Herren ville sørge for dem. I 1985 blev de beseglet som familie for tid og al evighed. Det var hvert eneste offer værd, for i templet havde de fundet en enestående glæde – deres kostbare perle. Og som Bernardo havde sagt, så hjalp Herren dem. Da de vendte tilbage fra Manila, åbnede venlige bekendte deres hjem for dem. Deres børn færdiggjorde deres skolegang, og med tiden fik familien deres eget hjem et nyt sted.

Den 8. april 2006 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab opførelsen af templet i Cebu City i Filippinerne. Mange kirkemedlemmer græd af glæde, da de hørte nyheden. »Vi er velsignede ved at Herren har valgt at bygge det næste tempel i Cebu City,« sagde Cesar Perez jun., leder for Institut i Cebu City.

Et par måneder efter indvielsen af templet i Cebu City i Filippinerne, havde de filippinske hellige endnu engang grund til at fryde sig. Den 2. oktober 2010 bekendtgjorde præsident Thomas S. Monson under sine indledende bemærkninger ved generalkonferencen opførelsen af templet i Urdaneta i Pangasinan i Filippinerne.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Filippinerne er relativt ung, når den sammenlignes med andre lande. Men dens skæbne på ø-nationen er pragtfuld. Kirkens vækst har været fantastisk, og det bedste venter forude. Ældste Michael John U. Teh fra De Halvfjerds, den anden filippiner, der er blevet kaldet til at tjene som generalautoritet, har sagt: »Vi filippinske sidste dages hellige må forberede os selv åndeligt mere end nogensinde før, for værket vil gå fremad med eller uden vores hjælp.«⁷

Som det 21. århundrede går sin gang, vil den genoprettede Kirke i sandhed vokse i størrelse og indflydelse efterhånden som flere og flere filippinere tager imod dets budskab og bliver en velsignelse for dette storslåede folk på øerne i havet. For ældste Teh og de filippinske hellige er »Herrens [store] løfter til dem, som er på øerne i havet« (2 Ne 10:21) ved at blive opfyldt.