Englenadvermøde

Nogle få dage efter Thankgiving begyndte min treårige søn, Drew, at blive syg. Hver morgen vågnede han, spiste morgenmad og fik tøj på og virkede til at have det fint, men som dagen skred frem, blev han sløv og ville ikke spise noget.

Dette fortsatte i flere uger. Og fredag den 18. december bar jeg til sidst Drew hen til lægen omkring klokken 3 om eftermiddagen. Drew kunne hverken stå eller gå og hans hud var askegrå.

Jeg så på lægen og sagde: »Sådan har han haft det hver eftermiddag og aften i de sidste tre uger.« Lægen kastede et hurtigt blik på Drew og indlagde ham straks på hospitalet. Her tog de nogle prøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt med ham.

Den næste dag blev Drew overført til et andet hospital. Søndag morgen havde jeg mistet modet. Efter to dages prøvetagninger på to forskellige hospitaler, var der stadig ingen, der vidste, hvad min søn fejlede. Oven i det hele var det den sidste søndag inden jul. Det var det nadvermøde på hele året, jeg bedst kunne lide med juleprogrammet, og jeg ville gå glip af alle de smukke sange og taler i menigheden.

Da min mand og jeg gik med Drew hen mod det rum på hospitalet, hvor der blev holdt nadvermøde, var jeg ret modfalden. Jeg gik hen til bordet, hvor programmet lå og tog et, og jeg fortsatte med at gå fremad og kigge nedad, da jeg stødte ind i nogen.

Jeg så mig om og sagde »Undskyld«, men der var ikke nogen. Da jeg kiggede ind i lokalet, hvor der skulle være nadvermøde, lignede det et auditorium. På forhøjningen var der stole til talerne, et klaver og et bord til nadveren med et par stole bag. Rummet var halvfyldt med seks syge børn og deres forældre, mange gik rundt med drop.

Da jeg kiggede rundt i lokalet, følte jeg, at der var engle til stede. Vi satte os ned, og tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder, for jeg følte Guds kærlighed til de af hans børn, der var syge og havde ondt. Dem, der måtte ligge på hospitalet med alle mulige sygdomme på den mest vidunderlige tid af året.

Det viste sig at blive det smukkeste nadvermøde, jeg har været med til i mit liv.

Lægerne fandt aldrig ud af, hvad der var galt med Drew. Han fik noget medicin til behandling af symptomerne og derefter blev han udskrevet fra hospitalet næste dag. Der har ikke været nogle eftervirkninger siden, men det julenadvermøde vil jeg altid huske.