Vi skaber selv vores egen lykkelige slutning

Billede

man and woman on a train

Illustration: Joshua Dennis

Jeg havde været medlem af Kirken i 10 år, da jeg modtog en bekræftelse af, at jeg skulle begynde at kigge mig om efter en partner. Jeg forstod læresætningen om evigt ægteskab, og jeg havde bedt inderligt om sådant et ægteskab og muligheden for at stifte familie. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle finde en sidste dages hellig kvinde i Samara i Rusland, hvor jeg boede, men jeg stolede på, at Herren ville hjælpe mig (se 1 Ne 3:7).

I 2009 blev jeg inviteret til at deltage i en række konferencer for enlige voksne, der blev holdt rundt om i ti forskellige byer i Samara-missionen. Jeg håbede på, at disse aktiviteter kunne blive en anledning til at møde min evige ledsager.

Jeg var glad for at deltage på konferencerne, der på mange måder var opbyggende, men månederne gik og jeg havde stadig ikke mødt nogen at date.

Jeg begyndte at blive lidt urolig og bad Herren om hjælp. Som respons fik jeg en tanke, der advarede mig mod at lade mig friste til at søge et forhold med en uden for Kirken.

Jeg vidste, at profeterne havde sagt, at vi bør stræbe efter at blive gift i templet, og jeg vidste, at det ville være umuligt at opnå en fylde af glæde, hvis min partner og jeg ikke stod sammen om at følge Frelseren. Jeg fortsatte med at bede om at have den åndelige styrke til at modstå en sådan fristelse og om Herrens hjælp til at følge hans plan for mig.

I mellemtiden begyndte jeg at forberede mig på min regelmæssige tur til templet i Helsinki i Finland, hvor jeg ville tilbringe en uge.

På toget mødte jeg tre andre medrejsende, deriblandt en kvinde ved navn Mariya, som jeg opdagede var ugift. Hun var betagende både fysisk og åndeligt, og jeg undrede mig over, at jeg aldrig tidligere havde mødt en kvinde som hende. Jeg tænkte tilbage på min tidligere advarsel om at lade mig friste til et forhold med en uden for Kirken.

»Vær stærk,« tænkte jeg. »Hold fast i dine principper. Du finder en værdig og vidunderlig søster i Kirken.«

Jeg tænkte, at jeg i det mindste kunne være en god medlemsmissionær og måske fortælle hende om evangeliet, og i håb om inspiration trak jeg min Mormons Bog frem for at læse i den, hvilket hun måske ville bemærke. Ganske overraskende sagde Mariya: »Jeg tror godt, jeg ved, hvor du er på vej hen!«

Jeg kiggede op og så, at hun sad med sit eget eksemplar af Mormons Bog. Hun var også medlem af Kirken og på vej til templet.

Næste morgen gik turen videre med bus til Helsinki, og jeg fandt ud af, at Mariya var fra Voronezh – en by i den vestlige Moskva-mission. Jeg fattede umiddelbart sympati for hende og bad inderligt om vejledning. Og jeg modtog en god fornemmelse i hjertet.

»Vorherre, vi har kun en uge i templet,« sagde jeg i min bøn. »Vil du ikke nok hjælpe os til at lære hinanden bedre at kende i den tid.«

Og det gjorde vi. Indimellem tempelsessionerne, gik vi ture, spiste sammen, handlede og talte sammen. Da ugen var forbi, tog vi begge hjem – Mariya til Voronezh, og jeg til Samara. Men vi rejste frem og tilbage mellem hinanden for at lære hinanden bedre at kende, og den 14. september 2010 blev vi gift i det nyindviede tempel i Kijev i Ukraine.

Mariya og jeg lever nu lykkeligt sammen i Voronezh. Vi ved godt, at det er eventyr, der slutter med sætningen – »og de levede lykkeligt til deres dages ende.« I det virkelige liv må vi selv sørge for, at tingene ender lykkeligt ved altid at bevise os trofaste mod Herren ved at holde vore tempelpagter, arbejde på at styrke vores ægteskab og stræbe efter at være mere som Jesus Kristus.

Vi er taknemlige for vores mirakuløse møde og håber, at vores historie vil indgyde andre, der søger efter deres evige ledsager, håb og styrke. Andres historie ender måske ikke som vores gjorde, men Mariya og jeg ved, at Herren hører vore oprigtige bønner, uanset hvilken udfordring vi har. Han elsker hver eneste af os og bekymrer sig om os alle. Hvis vi giver ham lov, vil han lede os på livets vej og lade alle ting tjene os til gode (se L&P 90:24).