2016
Styrke til at vælge
December 2016


Styrke til at vælge

Forfatteren bor i Californien i USA.

Tjene som missionær eller blive professionel bodybuilder? Min ven gav mig et skriftsted og et citat, der hjalp mig til at træffe valget.

Billede
weightlifting

Jeg var helt oppe og flyve en dag, hvor en mand ringede mig op og fortalte, at han havde set mit bodybuilderprogram, og at han gerne ville sponsorere mig. Han ville betale for mit tøj, mine proteiner og rejserne til Europa og de shows, der var der. Han sagde endda, at jeg kunne komme i et blad. Bodybuilding var min passion, og jeg havde drømt om dette! Det eneste problem var, at jeg lige havde sendt mine missionspapirer ind nogle dage før. Jeg fortalte manden, at jeg ville tænke over det og vende tilbage.

Det var en af de sværeste beslutninger i mit liv. For mine forældre var det helt udelukket at takke ja til sponsoren. De sagde: »Du får måske chancen igen efter din mission.« Men jeg kunne ikke slå det ud af mine tanker. Jeg vidste, at jeg burde tage på mission og tjene Herren, men min drøm var lige inden for rækkevidde.

Jeg spurgte en masse venner om, hvad de syntes, jeg skulle gøre. Nogle sagde, at jeg skulle takke ja til sponsoren, og andre sagde, at det var Satan, der modarbejdede mig, fordi han ikke ville have, at jeg tog på mission.

En dag kom en af mine rigtig gode venner med et citat af præsident Ezra Taft Benson (1899-1994): »Mænd og kvinder, som overlader deres liv til Gud, vil opdage, at han kan få meget mere ud af deres liv, end de selv kan. Han vil gøre deres glæde dybere, udvide deres visioner, skærpe deres opfattelsesevne, styrke deres muskler, opløfte deres ånd, mangedoble deres velsignelser, øge deres muligheder, trøste deres sjæl, give dem venner og udøse fred.«1

Det citat ramte mig virkelig. Og ligeledes gjorde et skriftsted, som jeg læste i Mormons Bog: »Og dersom menneskenes børn holder Guds befalinger, giver han dem næring og styrker dem og sørger for midler, hvorved de kan udføre det, som han har befalet dem« (1 Ne 17:3).

Ved hjælp af dette citat og skriftsted og min familie og venners støtte besluttede jeg mig for at tage på mission og jeg blev kaldet til at tjene i Cochabamba-missionen i Bolivia.

At tage på mission var den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg var vidne til utallige velsignelser, mens jeg tjente, deriblandt at jeg hurtigt var i stand til at lære spansk.

Herren velsignede også min familie. Mens jeg var på mission, modtog jeg e-mail fra mine forældre, hvori der stod, at min storebror havde været i kirke for første gang i 12 år. Han lagde senere sit arbejdsskema om, så han kunne komme hver søndag, og han satte sig et mål om at læse Mormons Bog. Min lillebror, som også havde haft det svært, ændrede også nogle ting i sit liv og styrkede sin tro. Min fætter blev aktiv igen og begyndte at tage til templet hver uge for at gøre dåb for de døde. Vi er i sandhed blevet velsignet.

Note

  1. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 42-43, fremhævelse tilføjet.