Guds sande væsen

Billede

Christ healing

Kvinde er blevet helbredt, af J. Kirk Richards

Efter at generationer af profeter havde forsøgt at undervise den menneskelige familie i Guds vilje og handlemåde, sædvanligvis med lidet succes, sendte Gud – som en sidste indsats – sin Enbårne og fuldkomne Søn, skabt i hans lignelse og billede, hertil for at leve og tjene blandt dødelige i hverdagens hårde liv – for at få os til at kende ham.

At komme til jorden med et sådant ansvar, at stå i Elohims sted – at tale som han ville tale, dømme og tjene, elske og advare, være overbærende og tilgivende, som han ville være – er en pligt af så svimlende proportioner, at I og jeg ikke kan forstå det. Men med den loyalitet og beslutsomhed, som er karakteristisk for et guddommeligt barn, kunne Jesus forstå det, og det gjorde han. Da så pris og ære begyndte at komme, gav han ydmygt sin Fader al æren.

»Faderen … gør sine gerninger,« sagde han oprigtigt. »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen« (Joh 14:10; Joh 5:19). Ved en anden lejlighed sagde han: »Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen« (Joh 8:38) …

»Nogle i dagens verden har desværre en sørgelig misopfattelse af [Gud, vor evige Fader]. Blandt disse er der en tendens til at føle sig langt fra Faderen, endog fremmedgjort fra ham, hvis de overhovedet tror på ham. På grund af en fejltolkning (og helt sikkert i visse tilfælde en fejloversættelse) af Bibelen ser disse Gud Faderen og Jesus Kristus, hans Søn, som handlende meget forskelligt, og dette på trods af det faktum, at Guds Søn både i Det Gamle og Det Nye Testamente er den samme og handler, som han altid gør under Faderens ledelse, som selv er den samme »i går, i dag og for evigt«.¹

Ved at give de sultne mad, helbrede de syge, tale imod hykleri, bede om tro – var det Kristus, der viste os Faderens vej, han som er »barmhjertig og gavmild, er langsom til vrede, er langmodig og fuld af godhed.«² I sit liv og især ved sin død erklærede Kristus: »Dette er Guds barmhjertighed, jeg viser jer, såvel som det er min egen.« I den fuldkomne Søns tilkendegivelse af den fuldkomne Faders kærlighed i deres fælles lidelse og sorg for de synder og sorger, resten af os var årsag til, ser vi den endelige betydning af erklæringen: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« (Joh 3:16-17).