Nåde – en guddommelig kraft
Ældste James J. Hamula
De Halvfjerds
Fra et CES-foredrag »His Grace Is Sufficient for You«, der blev holdt på BYU-Hawaii den 3. juni 2014. Find talen i sin helhed på devotionals.lds.org.
Hensigten med nåde er at gøre os bedre i stand til at holde buddene og følge en højere vej, indtil vi kan rumme Kristi fylde.
Detalje fra De førte deres små børn frem, af Walter Rane, må ikke kopieres.
Af alle Jesu Kristi egenskaber var den mest bemærkelsesværdige måske, at han er »fuld af nåde« (Joh 1:14). I skrifterne anvendes ordet nåde ofte om den guddommelige tendens og kraft til at velsigne, skænke gaver eller på anden måde handle gunstigt mod menneskene. I Guide til Skrifterne defineres nåde som den: »Guddommelige hjælp eller styrke … i kraft af Guds barmhjertighed. Den gør det muligt for modtageren at gøre eller at blive noget, som han eller hun ikke ville kunne have gjort eller opnået alene ved egen kraft.
Vi har alle brug for en muliggørende kraft. Vi er Guds sønner og døtre. Som sådan har vi potentialet til at blive som ham.
Vores åndelige og legemlige utilstrækkelighed
Selvom det forventes af os, at vi når frem til at kunne rumme »Kristi fylde« (Ef 4:13), kan vi ikke gøre det på egen hånd. Hver eneste af os består af to dele – en evig ånd og et dødeligt legeme (se Abraham 3:18). Vores evige ånd kommer til denne verden som følge af valg, der blev truffet i den førjordiske verden. Disse førjordiske valg er en del af vores personlighed, karakter og åndelige intelligens. Der er ikke to ånder, der er helt ens (se Abraham 3:19). Hver ånd besidder forskellige grader af åndelig intelligens, eller lys og sandhed (se L&P 93:36) alt efter vedkommendes førjordiske valg. Selvom vi som ånder ankommer rene og uplettede i et jordisk legeme, ja endog som store og ædle, så kommer ingen ånd med en fuldt udviklet evne til at kunne rumme Kristi fylde. Åndens fuldkommenhed kan tilstræbes gennem læring i jordelivet og yderligere erfaringer i åndeverdenen, men fuldkommengørelse af vores ånd kan ikke opnås helt inden opstandelsen.
Udover vores ånds nuværende ufuldkommenhed, er vores jordiske legeme også ufuldkomment. Hvor forunderligt det end er, så er vores jordiske legeme genstand for forfald, nedbrydning og for død og ønsker, appetit og begær, som vi ikke tidligere kendte til. Under de betingelser er det enormt svært for os helt at underkaste legemet for åndens vilje. Alt for ofte er det ånden, der bliver underlagt legemets krav. Nogle af de største ånder, der er kommet til jorden, har kæmpet for at kunne beherske deres fysiske legeme. »Mit hjerte sørger på grund af mit kød,« sagde Nefi. »Jeg er omringet på grund af de fristelser og synder, som så let omklamrer mig« (2 Ne 4:17-18, se også vers 27).
Kampen mellem ånd og legeme bliver blot yderligere besværliggjort af et andet faktum ved jordelivet. Vore fysiske legemer er dannet af en »falden« jords materialer, hvilket giver Satan en vis magt til at tage til fange (se 2 Ne 2:29). Præsident Brigham Young (1801-1877) kom med følgende udtalelse: »Tro ikke, at vi nogensinde i kødet bliver fri for fristelsen til at synde. Nogle mennesker antager, at de kan blive helliggjorte i krop og ånd og blive så rene, at de aldrig igen vil mærke virkningen af den magt, som modstanderen af al sandhed har. Dersom det var muligt for et menneske at opnå den grad af fuldkommenhed i kødet, ville han ikke kunne dø og ej heller kunne blive i verden, hvor synden råder. Jeg tror, at vi i større eller mindre grad vil mærke følgerne af synd, så længe vi lever, og til sidst må vi gennem dødens ildprøve.«1
Nåde – en guddommelig kraft
Vi står i behov for en guddommelig kraft, der kan transformere os som sjæle med alle vore nuværende svagheder og mangler til guder med alle de dertilhørende styrker, dyder og evner. Lykkeligvis findes der en sådan guddommelig kraft, det er Guds nåde. Kun gennem Guds nådegave kan vi »gives mere« (Abr 3:26), således at vi med tiden kan rumme Kristi fylde. Det er faktisk præcis sådan, Kristus opnåede sin fylde.
Som Herren fortalte Joseph Smith: »Den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24). Men hvis vi behandler det lemfældigt, tilsidesætter eller ignorerer de velsignelser, vi modtager fra Herren, »da skal det, som er større, holdes tilbage fra« os (3 Ne 26:10). I sådanne tilfælde er det forgæves, at vi har taget imod Guds nåde (se 2 Kor 6:1), og vi »kan falde fra nåden« (L&P 20:32).
Alt dette tyder på, at vi må lære at være tålmodige med os selv og andre og vore nuværende svagheder og ufuldkommenheder, og vi må lære at være udholdende i den fornødne gradvise vækstproces for at blive fuldkomne.
Tro på Jesus Kristus
En forståelse af, hvordan vi skænkes nåde, kan hjælpe os til at forstå, hvordan nogle principper gør os i stand til at blive fyldt af nåde. Tro på Jesus Kristus er det første princip, der åbner for nåde (se Rom 5:1-2). Sandhed, håb, handling og et bekræftende vidnesbyrd er essentielle elementer i tro og vejen til at modtage Herrens nåde.
Tænk for eksempel på Peters oplevelse med at gå på vandet hen til Herren. Ligesom vi sommetider er, var Peter og disciplene ude på et stormfuldt hav. Jesus kom ud til dem, gående på vandet, og bød dem at komme hen til ham. I håb trådte Peter ud af båden og ud på det oprørte hav og gik hen imod Herren. Det var hans håb i Kristus, der tillige med målbevidst handling, gjorde ham i stand til at modtage kraft til at gå på vandet. Men da Peter så på stormen omkring sig, tvivlede han og begyndte at synke. »Herre, frels mig«, råbte han. Skriften fortæller, at Jesus som reaktion på det »straks rakte … hånden ud og greb fat i ham« (Matt 14:30-31). Da Peter rettede sit blik mod Herren og handlede i tro, havde han kraften til at gøre det, han ikke kunne gøre ved egen kraft – nemlig at gå på vandet.
Detalje fra Frelseren gik på vandet, af Walter Rane, må ikke kopieres
Da Peter fjernede blikket fra Herren og tvivlede, afskar Peter sig selv fra den kraft, og han blev overladt til sin egen kraft og begyndte at synke. Bemærk, hvordan Herren reagerede på Peters råb om hjælp. »Straks« rakte Herren sin hånd ud for at redde ham. Det viser Herrens nåde og evne til at hjælpe os, når vi er i nød.
Omvendelse
Omvendelse er det andet princip, der gør det muligt for os at blive fyldt af nåde. Mormon sagde: »Velsignede er derfor de, der vil omvende sig og lytte til Herren deres Guds røst; for det er dem, der skal blive frelst. Og måtte Gud i sin mægtige fylde tilstede, at menneskene må blive bragt til omvendelse og gode gerninger, så de må blive bragt tilbage til nåde for nåde i forhold til deres gerninger« (Hel 12:23-24). Ud fra dette skriftsted står det klart, at omvendt hjerte og gode gerninger harmonerer med nåde.
Tænk på eksemplet med Alma den Yngres omvendelse. Han og Mosijas sønner »var de allerværste syndere« (Mosi 28:4). Da Herrens engel viste sig for Alma, blev han konfronteret med alle sine synder og laster. I det øjeblik blev han »martret af evig pinsel« (Alma 36:12). »Selve tanken om at komme i min Guds nærhed plagede min sjæl med uudsigelig angst« (Alma 36:14), sagde han. Men Alma huskede, at hans far havde talt om, at Jesus Kristus ville komme for at sone for verdens synder. Denne erindring fik ham til at råbe i sit hjerte: »O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig« (Alma 36:18). Og med det samme »mindedes [han] ikke længere [s]ine kvaler, og [han] oprørtes ikke mere ved erindringen om [s]ine synder« (Alma 36:19).
DETALJE FRA Alma, rejser sig, af Walter Rane, MÅ IKKE KOPIERES
Almas sjælevridende omvendelse åbnede for en kraft, der rensede og transformerede ham til et nyt menneske. Han forsøgte ikke længere at tilintetgøre Guds kirke. I stedet for rettede Alma op på sit liv og arbejdede for at opbygge ved at kalde mennesker til omvendelse og til at modtage Helligånden. Alma den Yngres omvendelse fra den allerværste af syndere til en Guds profet er et dramatisk eksempel på kraften i Guds nåde og på, at den både kan retfærdiggøre og helliggøre enhver af os.
Ydmyghed
Det tredje princip er ydmyghed. Herren lærte Moroni dette: »Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27). At gøre det svage stærkt er en nådegerning.
Hvis ydmyghed er nødvendig, kan vi spørge, hvad ydmyghed er. Ydmyghed er kort sagt villighed til at underkaste sin egen vilje Herrens vilje og give Herren æren for det, der opnås. I den forbindelse er Jesus Kristus vores største eksempel. Hans ydmyghed og underkastelse kom til fuldkomment udtryk i hans sonoffer. »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39), bad Jesus. Guds nådes fylde tilflød Kristus ved den lejlighed.
Flid
Det fjerde princip er flid. Nefi underviste således sit folk: »Det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre« (2 Ne 25:23). Nogle tolker måske dette skriftsted til at betyde, at Guds nåde tilbageholdes, indtil vi har gjort vores allerbedste. Sådan læser jeg det ikke. Der er ganske enkelt alt for mange eksempler på, at Guds nåde skænkes mennesker, der ikke har gjort noget. Opstandelsens gave er givet frit til alle gennem Jesu Kristi død og opstandelse, uagtet nogen individuel indsats. Jeg forstår Nefis ord »alt vi kan gøre« som, at Guds nåde skænkes os, når vi er flittige. Som ældste Bruce C. Hafen, tidligere medlem af De Halvfjerds, har skrevet: »Frelserens nådegave til os er ikke nødvendigvis afgrænset i tid til ›efter‹ alt vi kan gøre. Vi kan modtage hans nåde før, under og efter den tid, når vi anstrenger os.«2
Tænk over eksemplet med Jereds bror. Han fik besked på at bygge nogle både, der kunne føre dem over havet. Trin for trin fulgte Jereds bror omhyggeligt Herrens anvisninger. Da han havde færdiggjort bådene, blev han bekymret for mørket i bådene og bad Herren om at skaffe lys. Selvom Herren let kunne have givet Jereds bror løsningen på det problem, spurgte han i stedet: »Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?« (Eter 2:23). Som svar forberedte Jereds bror omhyggeligt 16 sten og viste dem for Herren og bad om, at han ville røre ved dem, »så de [kunne] lyse i mørket« (se Eter 3:1).
Jereds bror havde ikke færdiggjort alt det, Herren havde bedt ham om at gøre, men Herren udøvede ikke desto mindre sin kraft for Jereds bror og rørte ved hver af stenene, så de kunne lyse op under den forestående rejse. Ved at gøre det viste Herren sin villighed og beredvillighed til at udøve sine kræfter for os, når vi flittigt bestræber os på at gøre vores bedste.
Lydighed
Det fjerde princip er lydighed. »For hvis I holder mine befalinger,« har Herren sagt, »skal I modtage nåde for nåde« (L&P 93:20). Moroni formulerer det således: »Hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32).
Uden at underkende Herrens formaning om at holde buddene eller Moronis opfordring til at fornægte os selv al gudløshed, bør vi forstå, at nåde ikke afhænger af vores fuldkomne efterlevelse. Dersom nåde afhang af vores perfekte efterlevelse af buddene eller fuldendte fornægtelse af al gudløshed, ville vores vedholdende ufuldkommenhed i jordelivet for altid afholde os fra at blive vist nåde. Når alt kommer til alt, er hensigten med nåde jo at gøre os bedre i stand til at holde buddene og følge en højere vej, indtil vi kan rumme Kristi fylde.
Herrens formaning om at holde buddene og Moronis opfordring til at fornægte os selv al gudløshed, bør vi forstå som, at vi gør disse ting efter allerbedste evne. Selvom vore handlinger er vigtige, er hjertets hensigter vigtigere.
Modtagelse af Helligånden og søgen efter Åndens gaver.
Det sidste princip er modtagelse af Helligånden og søgen efter Åndens gaver (se Mosi 18:16). Vi bliver sandeligt fyldt med Guds nåde, når vi modtager Helligånden, for det er Helligånden, der formidler og overbringer os Guds helliggørende, muliggørende og fuldkommengørende kraft.
I den henseende sagde ældste Parley P. Pratt (1807-1857) fra De Tolv Apostles Kvorum, følgende: »Helligåndsgaven … levendegør alle intellektuelle evner, øger, højner, udvider og lutrer alle de naturlige lidenskaber og følelser og tilpasser dem, ved visdommens gave, til deres retmæssige anvendelse. Den inspirerer, udvikler, kultiverer og modner alle rene sympatier, glæder, smagssanser, følelser af fællesskab og medfødte hengivenhed. Den inspirerer til dyd, venlighed, godhed, ømhed, blidhed og kærlighed. Den fremmer et menneskes skønhed, form og træk. Den plejer helbred, livskraft, livlighed og social omgang. Den opliver alle menneskets fysiske og intellektuelle evner. Den styrker og beroliger nerverne. Den giver kort sagt marv i knoglerne, glæde i hjertet, lys i øjnene, musik i ørerne og liv i hele legemet.«3
Det er sådanne velsignelser vi kan få, når vi modtager Helligånden efter vores dåb og bekræftelse. Ældste Orson Pratt (1811-1881) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at »når Helligånden tager ophold i et menneske, renser, helliger og forædler det ikke alene det menneske i forbindelse med, at det underkaster sig dens indflydelse, men den skænker også det menneske nogle gaver, og hensigten med det er at gavne vedkommende og andre mennesker. Disse åndelige gaver gives til Kirkens medlemmer i forhold til deres trofasthed, situation, naturlige evner, pligter og kaldelser, så alle kan blive belært, bekræftet, fuldkommengjort og frelst»4.
Guds nådes tilstrækkelighed
Jesus Kristus er fuld af nåde. Kristus modtog sin nådes fylde fra sin Fader, og det gjorde han »nåde for nåde« (L&P 93:12). På samme vis kan vi modtage nåde for nåde. Vi vil blive begavet med enhver af Guds egenskaber og karakteristika. Denne muliggørende og fuldkommengørende kraft i nåden er til syvende og sidst tilgængelig gennem tro, omvendelse, ydmyghed, flid, lydighed og en søgen efter Ånden og dens gaver.
Han er her ikke, af Walter Rane, må ikke kopieres
Herrens nåde er også tilstrækkelig til at rejse jer fra død og synd og begave jer med evigt liv. Den er tilstrækkelig til at forandre jer, forvandle jer og fuldkommengøre jer. Den er tilstrækkelig til at gøre jer i stand til at indse jeres guddommelig potentiale som Guds sønner og døtre.