En elefant i klasseværelset

En af de mest interessante ting, bror Sitole opdagede, var, at når lærerne styrker eleverne til at deltage i deres egen læring, nyder alle gavn af den større synsvidde, som de forskellige perspektiver giver.

Den forståelse nåede bror Sitole frem til under et lærerrådsmøde, da et medlem af menigheden fortalte en lignelse om en blind mand og en elefant, blot med et lille tvist. Lignelsen handlede om, hvordan seks blinde mænd hver især beskrev en elefant forskelligt (et ben som en sølje, halen som et reb, snablen som en vandslange og så videre), fordi de rørte forskellige dele.²

Billede

parts of an elephant

»Men forestil jer, at den elefant repræsenterer undervisning i evangeliet,« siger Sitole. »Så bliver vi nødt til at gøre hver enkelt medlem af klassen i stand til at dele deres synsvinkel, så vi sammen kan nå frem til en fælles forståelse af, hvordan evangeliet er en velsignelse for os alle.«

Det er derfor, lærerne i bror Sitoles menighed altid sidder rundt om et bord under lærerrådsmøderne – for at fremme diskussionerne. »Det minder os om, at alles stemme tæller,« siger han.

I Tokyo i Japan var Natsuko Soejima i tvivl om, at hun kunne undervise godt nok. »Da jeg blev kaldet til at være søndagsskolelærer for de unge, fortalte jeg biskoppen, at jeg var bange,« fortæller hun. »Men han sagde, at det var et kald fra Gud, så jeg tog imod det.«

Som gruppe skræmte klassen hende på grund af de individuelle udfordringer, de havde. To af de unge var hørehæmmede. Nogle af de andre i klassen var tilflyttere fra andre lande, og de talte kun engelsk. Hun frygtede også aldersforskellen på sig og klassen.

Ved et lærerrådsmøde fandt søster Soejima et svar. »Vi talte om at elske hvert medlem af klassen, lære deres navne at kende, bede for dem enkeltvis og at undervise – vejledt af Ånden – i henhold til deres behov,« forklarer hun, »så det var det, jeg begyndte at gøre.« Hun gjorde også noget andet, som hun lærte ved rådsmødet: »Jeg brugte et sprog, der afspejlede min kærlighed.«

Resultatet? »Mit hjerte ændrede sig. Jeg begyndte at føle hengivenhed for mine elever. Jeg bekymrede mig om dem, der ikke kom, og bad også for dem. Så snart jeg havde undervist, begyndte jeg at forberede til næste gang for at have tid til at tænke over undervisningsmuligheder. Jeg blev overvældet af glæde.«

Brad Wilson er søndagsskolepræsident i Minnesota i USA, og han sikrer sig, at lærerne ikke forlader lærerrådsmødet, før de har drøftet, hvordan de vil lave noget om på grund af det, de har lært.

»Vi følger anvisningerne i Undervisning på Frelserens måde,« siger bror Wilson. »Vi drøfter lærernes erfaringer, derefter drøfter vi et af de foreslåede emner. Som mødeleder stiller jeg spørgsmål og opsummerer tankerne. Så øver vi implementeringen. Vi deler os op i små grupper og drøfter, hvad vi kan gøre anderledes på grund af vores møde i dag.«

Ron Goodson, der er vejleder for diakonernes kvorum i samme menighed, siger, at han er imponeret over måden, bror Wilson »coacher« rådet på. »Vi taler om, hvordan Frelseren ville undervise,« siger han. »Når man så føler Ånden, tænker man: ›Det her er noget, jeg kunne prøve i min klasse.‹ Det ændrer ens tilgang, når man tænker over Frelseren. Det kommer til at handle mindre om ›jeg skal forberede en lektion‹ og mere om, ›hvad har disse diakoner brug for, og hvordan kan jeg give dem det?‹«

Han husker, at han skrev dette i sin dagbog: »Jeg deltog på lærerrådsmødet i dag, og dette er jeg nødt til at gøre.« Rent faktisk er hans dagbog fuld af sådanne noter. Nu forbereder han sig på forhånd: »Begynd tidligt og få tilskyndelser hele ugen.« Han spørger diakonerne, hvad der sker i deres liv: »Jeg bliver bedre i stand til at hjælpe dem, når jeg kender dem bedre.« Og han inviterer diakonerne til at hjælpe med at undervise: »Når de gør det, lærer de også bedre.«³

»På vores rådsmøde talte vi om, hvordan musik kan indbyde Ånden,« siger Jocelyn Herringtong, der er lærer i Primary i samme menighed i Minnesota. »Jeg skulle undervise solstrålerne senere. Jeg tænkte: ›Jeg vil synge, mens de farver, det bliver rart.‹ Jeg begyndte at synge, og så stoppede de alle op for at lytte. Så jeg blev ved med at synge. Det indbød Ånden, og da jeg var færdig, sad de ærbødigt og ventede på, at jeg begyndte at tale. Vi havde også talt om det [på mødet] – at bære ens vidnesbyrd, når muligheden byder sig. Så jeg bar mit vidnesbyrd med ord, de kunne forstå.«

Søster Herrington siger, at hun er glad for, at primarylærerne er blevet inkluderet på lærerrådsmøderne. »Vi taler om undervisning af voksne,« siger hun, »men så siger bror Wilson: ›Hvad med undervisningen af de unge? Hvad med undervisningen af børnene?‹ Han gør os opmærksomme på alle de forskellige aldersgrupper.«

Adam Martin, der er søndagsskolepræsident i Calgary i Alberta i Canada, siger, at han påskønner forslagene fra menighedsrådet. »Hjælpeforeningspræsidenten eller ældsternes kvorumspræsident vil sige: ›Vi kan godt lide, at lærerne har fokus på det her,‹ så det tager vi op på lærerrådsmødet,« siger han.

Når lærerrådsmødet først er i gang, ved lærerne ikke helt, hvad de kan forvente, så han har givet mange personlige invitationer og introduceret øvelsesmateriale, man finder på teaching.lds.org. »Nu ruller bolden,« siger han. »De ved, at det er et sted, hvor man drøfter, hvad der sker.«

Ved et nyligt møde blev der fokuseret på Ånden. »Vi talte om at forberede os godt, men ikke bekymre os om at dække alt,« siger han. »En søster sagde, at hun altid havde følt, at hun skulle nå at tale om alle emner i sin lektionsplan. Man kunne se, at der gik et lys op for hende, da vi talte om at følge inspiration, når man leder en drøftelse.«

Billede

elephant on a table

Enhver undervisningssituation byder på sine muligheder, udfordringer og potentielle velsignelser. Det er derfor, at rådene er effektive, for de gør, at lærerne – med Åndens hjælp – kan søge og finde svar på deres specifikke udfordringer.

Geoffrey Reid, der er stavens søndagsskolepræsident i Arizona i USA, siger, at lærerrådsmødet virker bedst, når lærerne forstår, at det er deres opgave at komme med råd: »Så ser de, at de kan hjælpe hinanden.«

Han fortæller, at staven har fokus på at hjælpe lærerne til at skifte fra at tænke: »Klarer jeg mig godt?« til at tænke: »Hvordan er budskabet blevet modtaget?«

Marisa Canova, der er primarylærer i staven, siger, at hun som respons på en tilskyndelse, hun fik på et lærerrådsmøde, nu opfordrer de otte væbnere i klassen til at bede for hinanden. Det virkede, men det er ikke sikkert, at det virker på samme måde i en klasse for voksne. »At bede for alle medlemmer i den store søndagsskole kan måske være overvældende,« siger hun. »Heldigvis siger de lærere: ›Hvordan tænker I, at vi kan tilpasse det til vores klasser?‹ Og så finder vi løsninger sammen.

Det, jeg påskønner ved lærerrådsmøderne,« siger hun, »er, at de giver os tid til at reflektere over, hvordan vi gør tingene, og hvad vi gør. Det er nyttigt med støtte og feedback, det giver en følelse af, at vi alle arbejder frem mod det samme mål. Jeg synes også godt om de forskellige perspektiver, som de mange mennesker rundt om bordet har. Det hjælper mig til at overveje ting, som jeg helt sikkert ikke var kommet i tanke om selv.«

Når vi deltager aktivt ved lærerrådsmøderne, bliver billedet af den elefant, der kaldes »evangelisk undervisning«, klarere. Ligesom bror Sitole i Afrika opdager mange medlemmer rundt om i Kirken, at efterhånden som vores evne til at undervise på Frelserens måde tiltager, ændrer det ikke alene måden, vi underviser på, men også måden vi lærer på.