Sarah og MR-scanningen

Billede

Sarah and the MRI

»Det ser ud til, at vi er nødt til at MR-scanne Sarahs ryg,« sagde dr. Frank. Han smilede til Sarah. »Jeg booker en tid til i morgen. Jeg kommer tilbage om et par minutter.«

Sarah havde haft ondt i ryggen i et stykke tid. Da hun var vågnet den morgen, havde det gjort så ondt, at hun havde svært ved at stå oprejst, og hun kunne knap nok gå. Sarah og hendes mor var taget hen til dr. Frank for at finde ud af, hvad der var galt.

»Endnu en MR-scanning?« spurgte Sarah og så op på mor. Hun havde været i MR-scanneren før. Hun kunne huske, hvor bange hun havde været i det store rør, der tog billeder af indersiden i hendes krop.

»Det er jeg ked af, Sarah,« sagde mor. »Men de billeder kan hjælpe dr. Frank til at se, hvad der er galt med din ryg. Jeg ved, du kan klare det. Og jeg er lige ved siden af.« Mor gav Sarahs hånd et klem.

»Men du må ikke komme med derind,« sagde Sarah. Hun bøjede hovedet, og en tåre løb ned ad hendes kind. Mor måtte komme med ind i rummet, men når Sarah skulle ind i maskinen, var hun alene.

Mor lagde armen om Sarah. »Det er rigtigt, men ved du, hvem der kan være der og trøste dig?«

Sarah kunne huske et navn, hun havde hørt om Helligånden: Talsmanden. Måske kunne Helligånden hjælpe hende, så hun ikke var så bange.

»Helligånden?« spurgte Sarah.

Mor nikkede. »Det er rigtigt. Du kan bede om, at Helligånden vil hjælpe dig? Far og jeg vil også bede for dig.«

Det gav Sarah en god idé. »Kan jeg bede far om en velsignelse?«

Mor smilede. »Selvfølgelig. Det vil han blive glad for.«

Den aften lagde far sine hænder på Sarahs hoved og gav hende en præstedømmevelsignelse. Da han velsignede Sarah, så hun kunne blive støttet af Helligånden, fik Sarah en varm rar fornemmelse i kroppen. Den følelse varede ved hele natten.

Næste dag lå Sarah på den bænk, der kørte hende ind i det store rør i MR-scanneren. Hun huskede de ord, far havde brugt under velsignelsen: Helligånden vil være der for at støtte dig. Sarah klemte mors hånd hårdt. Så kørte sygeplejersken hende ind i røret.

MR-scanneren lavede sjove lyde, mens den tog billeder af hendes ryg. Sarah var nødt til at ligge helt stille, så billederne ikke blev slørede. Hun gik i panik et øjeblik, men så fik hun den varme fornemmelse igen. Det føltes som et kram af mor. Eller en nusseklud. Hun vidste, at det hele nok skulle gå. Inden hun vidste af det, var det overstået.

Dr. Frank viste Sarah og mor billederne af Sarahs ryg på sit kontor. »Du var virkelig god til at ligge stille,« sagde dr. Frank, mens han satte sig på knæ ved siden af hende. »Disse billeder af din ryg viser, at vi er nødt til at operere dig for, at du bedre kan gå.«

Sarah slugte en klump.

»Vi vil gerne operere dig snart,« sagde dr. Frank og så op på Sarahs mor. Så henvendte han sig til Sarah igen. »Det kommer nok til at tage nogle uger bagefter, før du helt er dig selv igen, men efter jeg har set dig i dag, så ved jeg, at du vil klare det flot.«

Sarah prøvede at tænke på alle de ting, hun kunne gøre, når dr. Frank havde ordnet hendes ryg. Jeg kommer til at kunne løbe og svømme og hoppe i en bunke blade igen. Det savnede hun. Men en operation var endnu mere skræmmende end MR-scanneren. Så kom Sarah i tanke om sine bønner og sin særlige velsignelse. Vor himmelske Fader havde sendt Talsmanden. Han ville hjælpe hende igen.

Hun så på dr. Frank. »Kan jeg så hoppe i en stor bunke blade igen?« spurgte hun.

Han smilede. »Så kan du hoppe i en stor bunke blade.«