En kristuslignende karakter

Måske er den største indikator på karakter evnen til genkende og kunne respondere passende mod andre mennesker, der oplever den selvsamme udfordring eller modgang, som umiddelbart og stærkt også presser os. Karakter afsløres for eksempel i evnen til at mærke andres lidelse, når vi selv lider, i evnen til at opdage andres sult, når vi er sultne, og i evnen til at række ud og vise barmhjertighed for andres åndelige smerte, når vi selv er midt i åndelige nød. Således udvises karakter ved at se og række udad, når den naturlige og instinktive reaktion ellers er at være selvoptaget og se indad. Hvis en sådan evne virkelig er det højeste mål for moralsk karakter, så er verdens Frelser det fuldkomne eksempel på en sådan konsekvent og barmhjertig karakter.

Billede

Christ teaching

Disse tolv, som Jesus sendte ud, af Walter Rane.

I det værelse på den aften, hvor Kristus indstiftede nadveren, den selvsamme aften han skulle opleve den største lidelse, der nogensinde havde fundet sted i alle de verdener, han havde skabt, talte han om Talsmanden og fred:

»Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.

Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:25-27).

Selvom Mesteren vidste, at han stod over for den mest intense og ensomme oplevelse uden hverken trøst eller fred, og i et øjeblik, hvor hans hjerte måske var oprørt og bange, rakte han ud og tilbød andre præcis de velsignelser, der kunne og ville have styrket ham.

I den store ypperpræstelige bøn, som Jesus bad, inden han gik med sine disciple over på den anden side af Kedronbækken og videre til Getsemane have, bad Mesteren for sine disciple og for alle »dem, som ved deres ord tror på mig,

at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig …

for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig …

og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem« (Joh 17:20-21, 23, 26).

Jeg tog mig selv i at gentage følgende spørgsmål, når jeg tænkte over denne og andre begivenheder, der fandt sted så tæt på, at han blev forrådt og hans lidelser i haven: Hvordan kunne han bede for andres ve og vel og enighed umiddelbart inden sin egen store kval? Hvad gjorde ham i stand til at søge trøst og fred til dem, hvis behov var så meget mindre end hans? Når den verden, som han havde skabt, bebyrdede ham med sin faldne natur, hvordan kunne han så helt og aldeles fokusere på andres forhold og bekymringer? Hvordan var Mesteren i stand til at række ud, når en mindre skabning ville have vendt sig indad? En udtalelse fra ældste Maxwell giver svar på hvert af disse væsentlige spørgsmål:

»Jesu karakter garanterede hans fantastiske forsoning. Uden Jesu ophøjede karakter kunne der ikke have været nogen ophøjet forsoning! Hans karakter er af en sådan beskaffenhed, at han led ›smerter og trængsler og fristelser af enhver art‹ (Alma 7:11), ›men han gav ikke efter for dem‹ (L&P 20:22).«²

Jesus, der led mest af alle, har den største medfølelse med alle os, der lider så meget mindre. Dybden af hans lidelse og medfølelse er i sandhed tæt knyttet til dybden af den kærlighed, som den, der tjener, føler.

Billede

young women at church

Vi kan i dette jordeliv stræbe efter at blive velsignet med og udvikle væsentlige sider af en kristuslignende karakter. Det er muligt for os dødelige i retfærdighed at stræbe efter at modtage de åndelige gaver, der er forbundet med evnen til at række ud og respondere passende mod andre mennesker, der oplever den selvsamme udfordring eller modgang, som umiddelbart og stærkt også presser os. Vi kan ikke bare opnå sådan en evne gennem ren viljekraft eller beslutsomhed. Vi er derimod afhængige af og i behov for »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8). Men »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30) og »med tiden« (Moses 7:21) bliver vi gjort i stand til at række ud, hvor den naturlige tendens i os ellers er at vende os indad.

Jeg mener, at vi må bede om, længes efter, stræbe efter og arbejde for at fremelske en kristuslignende karakter, hvis vi har håb om at modtage den af Åndens gaver, vi kalder næstekærlighed – Kristi rene kærlighed. Næstekærlighed er ikke en egenskab eller et karaktertræk, vi blot opnår gennem vores egen målrettede vedholdenhed og beslutsomhed. Vi må i sandhed ære vores pagter og leve værdigt og gøre alt, vi kan for at kvalificere os til den gave, men til syvende og sidst er det gaven næstekærlighed, der besidder os – vi besidder ikke den (se Moro 7:47 på engelsk). Herren afgør, om og hvornår vi modtager enhver af Åndens gaver, men vi må gøre alt, hvad der står i vores magt for at ønske, længes efter, indbyde og kvalificere os til sådanne gaver. Når vi i stigende omfang handler på en måde, der er i overensstemmelse med Kristi karakter, så indikerer vi måske på den mest vægtige måde for himlen, at vi virkelig ønsker den ypperligste åndelige gave næstekærlighed. Og vi bliver selvfølgelig velsignet med denne forunderlige gave, når vi i større grad rækker ud mod andre, hvor det naturlige menneske i os typisk ville vende sig indad.

Jesus er Kristus, den evige Faders enbårne Søn. Jeg ved, at han lever. Og jeg vidner om, at hans karakter gjorde både udødelighed og evigt liv muligt for os. Må vi række udad, når den naturlige tendens i os er at vende os indad.