Fem råd til unge voksne fra unge apostle

Billede

Heber C. Kimball

Illustrationer: Elizabeth Thayer

Heber C. Kimball følte sig utilstrækkelig, da han blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum i februar 1835. Han havde end ikke været i Kirken i tre år, og han var kun 33 år gammel.

»Det var ikke en del af mine forventninger,« udtalte Heber senere.¹ Men han tog villigt imod kaldelsen, og da han blev ordineret, fik han i velsignelsen at vide, »at mange millioner« ville »blive omvendt ved hans mellemkomst«.²

Som apostel tjente han to gange som missionær i England med stor succes. Han omvendte en mængde mennesker, hvis efterkommere meget vel kan tælles i millioner i dag. For Heber og mange andre blev det til stor velsignelse, at han fortsatte fremad, selvom han ikke følte, at han havde meget at bidrage med.

Billede

Thomas B. Marsh

Thomas B. Marsh løb hjemmefra i New Hampshire i en alder af 14. Han arbejdede som landarbejder i Vermont; som tjener i Albany i New York; på et hotel i New York City og som tjener på Long Island. Han levede et lidt omflakkende liv, indtil han mødte og giftede sig med Elizabeth Godkin.

Han og Elizabeth blev senere tilskyndet af Ånden til at flytte til det vestlige New York. Der hørte de om Mormons Bog. Thomas så arkene med af de første 16 sider, da de kom ud af trykken, og trykkeren lod ham læse korrekturarket. Da Thomas troede, det var en bog, der kom fra Gud, valgte han at tilslutte sig Kirken. Han blev døbt den 3. september 1830.³

Thomas forkyndte evangeliet i mange forskellige områder. Han udholdt prøvelser, da de hellige blev fordrevet fra Jackson County i Missouri i november 1833. Han var et af de oprindelige medlemmer af højrådet i Missouri, da det blev indstiftet i juli 1834. Efter han blev kaldet som apostel i en alder af 34, tjente han som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Selvom han oprigtigt tidligere havde forsvaret Joseph Smith mod afvigere, blev Thomas selv desillusioneret senere. I 1838 valgte han at forlade Kirken.⁴

Af Thomas March kan vi lære, at en ustabil baggrund ikke behøver at afholde os fra evangeliets velsignelser – eller fra at velsigne andre.

Billede

Lyman Johnson

Lyman Johnson var den yngste af dem, der blev kaldet – 23 år og fire måneder gammel var han, da det skete. Han var blevet ordineret til højpræst nogle få dage efter, han blev 20 i 1831, og han havde allerede tjent som missionær for Kirken adskillige gange. Mens han var på en af disse missioner, holdt han en prædiken, der mindes som værende »et af de stærkeste vidnesbyrd om Joseph Smiths mission og det store værk i de sidste dage«.⁵

Desværre varede Lymans tjeneste som apostel ikke lang tid. Under den økonomiske uro i Kirtland i Ohio i 1837 vendte han sig mod Joseph Smith. Lyman blev udelukket i 1838.

Uagtet hvor godt Lyman forkyndte, og hvilket embede han havde i Kirken, så faldt han alligevel fra. Brigham Young sagde, at Lyman senere indrømmede, at han ville ønske, at han stadig kunne tro på evangeliet: »Jeg var fuld af glæde og livsmod … Jeg var glad om dagen og om natten … Men nu hersker der mest mørke, smerte, sorg og elendighed.«⁶

Billede

Parley P. Pratt

Efter Parley P. Pratt blev ordineret som apostel, gav Oliver Cowdery, som blandt flere var kaldet til at hjælpe med at udvælge apostlene, Parley en særlig opgave, idet han sagde, at han vil »få de samme vanskeligheder med at fuldføre denne kaldelse, som de gamle apostle havde haft«. Han sagde, at Parley ville møde »stærke fangehuller og skumle fængsler,« men sådanne forhold ville ikke kue ham, for de prøvelser ville gøre ham i stand »til at modtage den herlighed,« som Herren havde i vente for ham.⁷

Parleys liv fulgte det anviste mønster. Til tider kæmpede han med knusende fattigdom. Han blev latterliggjort, når han forkyndte evangeliet. Han blev fængslet i 1838 og 1839 på grund af anklager, der havde rod i de helliges vanskeligheder i Missouri. Og alligevel oplevede Parley de velsignelser, som Oliver havde lovet. Ikke længe efter han var blevet frigivet fra fængsel, skrev han: »Vi har det godt og nyder stor fremgang i Herren, trods al vores modgang.«⁸

Billede

Orson Pratt

Orson Pratt, Parleys bror, var den næstyngste apostel. Da han blev ordineret som 23-årig, var han blot nogle uger ældre end Lyman Johnson. Den tjeneste, Orson allerede havde udøvet for Kirken, var et storartet eksempel på, hvordan unge voksne kan udvirke meget godt.

Orson blev døbt den 19. september 1830 på sin 19. fødselsdag. Kort tid efter modtog Joseph Smith en åbenbaring til Orson, der sagde, at han var Guds søn, at han var velsignet, fordi han troede, og at hans ansvar var at forkynde evangeliet (se L&P 34:3-6). Orson tjente derfor som missionær adskillige gange, deriblandt en gang med Lyman Johnson i 1832, hvor de døbte henved 100 mennesker og ordinerede adskillige ældster.

Da Orson blev kaldet som apostel, var han ikke i Kirtland. Den 23. april 1835 i byen Columbus fandt han ud af, at hans tilstedeværelse var ønsket ved et møde i Kirtland den 26. april.

Uden at kende formålet med mødet hastede han straks dertil. Uvidende om at han var blevet kaldet som apostel, trådte han ind samtidig med, at forsamlingen »bad om, at han måtte indfinde sig«.⁹ Med de helliges støtte accepterede Orson sit kald.

Som apostel forberedte han en pamflet, der indeholdt den første trykte beretning om Joseph Smiths første syn. Som pioner i 1847 førte han en nøje optegnelse over rejsen mod vest. Han skrev også mange missionærpamfletter og var en stærk fortaler for Mormons Bog.

På mange måder er unge voksne i dag anderledes, end de var i 1835. Og alligevel kan deres erfaringer lære nutidens unge voksne noget midt i deres bestræbelser på at nå deres potentiale. Her er en opsummering: