Åbn himlene gennem tempeltjeneste og slægtshistorie
Præsident Russell M. Nelson
Præsident for De Tolv Apostles Kvorum
Wendy W. Nelson
Fra et foredrag, der blev holdt på den slægtshistoriske konference RootsTech 2017 i Salt Lake City i Utah den 11. februar 2017. I kan se en optagelse af talen på engelsk, portugisisk eller spansk på lds.org/go/1017Nelson.
Under deres tale ved Roots Tech 2017 opfordrede præsident Russell M. Nelson og hans hustru, Wendy, de sidste dages hellige til bønsomt at overveje, hvilke ofre de kunne yde for at udføre mere tempeltjeneste og slægtshistorie.
Præsident Nelson: Da min farfar A.C. Nelson var en ung ægtemand og far på blot 27 år, døde hans far. Omkring tre måneder senere kom hans afdøde far, min oldefar, for at besøge ham. Det besøg kan dateres til natten til den 6. april 1891. Farfar blev så imponeret af sin fars besøg, at han beskrev oplevelsen i sin dagbog til sin familie og sine venner.
»Jeg lå i min seng, da far kom ind i værelset,« skrev farfar. »Han kom hen og satte sig på sengekanten. Han sagde: ›Ja, søn, da jeg lige havde et par minutter til overs, fik jeg lov til at komme og se dig i nogle få minutter. Jeg har det godt, sønnike, og jeg har haft meget at se til, siden jeg døde.‹«
Da farfar spurgte, hvad han havde lavet, svarede hans far, at han havde haft travlt med at forkynde Jesu Kristi evangelium i åndeverdenen.
»Søn, du kan ikke forestille dig, hvor mange ånder der er i åndeverdenen, der endnu ikke har modtaget evangeliet,« sagde han. »Men der er mange, der tager imod det, og der udføres et stort arbejde. Mange ser spændt hen til deres venner, der stadig lever, i håb om, at de vil udføre ordinancer for dem i templerne.«
Farfar sagde til sin far: »Vi har planer om at tage til templet og blive beseglet til dig, far, så snart vi kan.«
Min oldefar svarede: »Det er delvist derfor, jeg er kommet for at se dig, søn. Vi kan stadig være en familie og leve gennem evigheden.«
Så spurgte farfar: »Far, er evangeliet, som det forkyndes i Kirken, sandt?«
Hans far pegede på et billede af Det Første Præsidentskab, der hang på væggen i soveværelset.
»Søn, lige så sikkert som du ser det billede, lige så sikkert er evangeliet sandt. I Jesu Kristi evangelium ligger kraften til at frelse enhver mand og kvinde, der vil adlyde det, og der er ingen anden måde, de nogensinde kan opnå frelse på i Guds rige. Søn, hold altid fast i evangeliet. Vær ydmyg, vær bønsom, vær underdanig i præstedømmet, vær oprigtig, vær trofast mod de pagter, du har indgået med Gud. Gør aldrig noget, der vil mishage Gud. Evangeliet er sådan en velsignelse. Vær en god dreng, min søn.«
A.C. Nelson, præsident Russell M. Nelsons farfar.
Illustrationer af Bjorn Thorkelson; baggrund, mobiltelefon og billede af tablet fra Getty Images
Søster Nelson: Jeg elsker alle de V’er. »Vær ydmyg, vær bønsom, vær underdanig i præstedømmet, vær oprigtig, vær trofast mod de pagter, du har indgået med Gud … Vær en god dreng.« Seks ting, som din afdøde oldefar bød jer at være. Han lyder en hel del som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), der foreslog seks måder at være på.1
Præsident Nelson: Ja, gør han ikke? Det betyder så meget for mig, at min farfar skrev det ned til os. Vi ved, at hans fars børn efterfølgende blev beseglet til ham. Dermed blev formålet med hans besøg opfyldt.
Profeten Elias’ ånd
Præsident Nelson: Et navn af stor betydning i skriften forklarer, hvorfor familien er så vigtig. Det navn er profeten Elias. EL-I-AS betyder på hebraisk »Jahve er min Gud.«2 Tænk over det! Indeholdt i profeten Elias’ navn er de hebraiske ord for både Faderen og Sønnen.
Søster Nelson: Profeten Elias var den sidste profet, der havde beseglingsmagten i Det Melkisedekske Præstedømme, inden Jesus Kristus blev født. Profeten Elias’ mission var at vende børnenes hjerte til deres fædre og fædrenes hjerte til børnene, så de kunne blive beseglet, for ellers »ville hele jorden fuldstændigt blive lagt øde ved hans tilkommelse« (JS–H 1:39; fremhævelse tilføjet). Det er ret stærkt sprog.
Præsident Nelson: Jeg kan godt lide at tænke på profeten Elias’ ånd som »en tilkendegivelse af, at Helligånden vidner om familiens hellige beskaffenhed.«3 I Guide til Skrifterne står der, at »Elias’ magt er præstedømmets magt til at besegle, hvorved det, der bliver bundet eller løst på jorden, bliver bundet eller løst i himlen« (»Elias, profeten«).
Søster Nelson: Så når vi siger, at profeten Elias’ ånd virker ved at tilskynde folk til at søge efter deres døde forfædre, så siger vi i virkeligheden, at Helligånden tilskynder os til at gøre de ting, der vil tillade familier at blive beseglet for al evighed.
Præsident Nelson: Det er vidunderligt at vende børnenes hjerte til fædrene ved at fortælle væsentlige historier om slægten på en måde, der er forståelig og mindeværdig. Måske kan det altid at have slægtshistoriske dokumenter, fotografier og arvestykker omkring os styrke vores vidnesbyrd (se Mosi 1:5). Når vi hænger dem på væggen, sætter dem på bordet, vores computere, iPads, ja selv vores mobiltelefoner, kan vi måske blive tilskyndet til at træffe bedre valg og komme Herren og vores familie nærmere.
Men lader vi det være ved det, har vi ikke rigtig gjort nok. Som medlemmer af Kirken er vores interesse for slægtshistorie motiveret af instruktionen fra Herren om, at vores forfædre ikke kan frelses uden os, og vi kan ikke frelses uden dem (se L&P 128:15). Det betyder, at det er meningen, at vi skal knyttes til hinanden gennem templets hellige ordinancer. Vi er nødt til at være de stærke led i kæden mellem vores forfædre og vores efterkommere. Dersom vores samling af historier og fotografier nogensinde skulle blive et slutmål i sig selv – hvis vi ved, hvem vores forfædre er og mange storartede ting om dem, men efterlader dem strandet uden ordinancer på den anden side – vil det være nyttesløst for vores forfædre, som forbliver indespærret i det åndelige fængsel.
Søster Nelson: Det er vigtigt at bevare slægtens historier, men det bør aldrig være på bekostning af at udføre alle ordinancer for vores forfædre. Vi er nødt til at finde tid til at finde den fornødne ordinanceinformation for vores forfædre.
Præsident Nelson: Og det betyder, at vi må ofre tid, som vi normalt bruger på andre aktiviteter. Vi må bruge mere tid i templet og på at lave slægtsforskning, deriblandt indeksering.
Søster Nelson: Ofring trækker sandelig på himlens velsignelser.4 Jeg er blevet velsignet med at finde mange forfædre, hvor jeg har følt, at de var rede til at indgå pagt med Gud og til at modtage deres afgørende ordinancer. Med tiden har jeg indset, at jeg, hvis jeg arbejdede på et overvældende projekt eller var løbet tør for tid, energi og idéer, kunne sætte tid af til at finde de påkrævede oplysninger for at udføre ordinancer for nogle forfædre eller tage til templet for at udføre ordinancer for dem, at himlene så åbnede sig, og at energien og idéerne begyndte at strømme. På en eller anden måde havde jeg tid nok til at nå min deadline. Det var egentligt komplet umuligt, men det skete hver eneste gang. Tempeltjeneste og slægtshistorie giver mig en glæde, der ikke er af denne verden.
Slægtshistorie og missionering
Præsident Nelson: Hvis jeg var missionær i dag, ville mine to bedste venner i menigheden eller grenen, hvor jeg tjente, være menighedens missionsleder og menighedens tempel og slægtshistorie-konsulent.
Mennesker har et medfødt ønske om at kende til deres ophav. Det udgør en naturlig anledning for vores missionærer. Efterhånden som missionærerne lærer at elske de mennesker, de tjener, kommer de naturligt til at spørge om deres familier. »Lever dine forældre stadig?« »Lever dine bedsteforældre stadig?« »Kender du dine fire bedsteforældre?« Samtalen flyder let, når de, der drages til at tale med missionærerne, opfordres til at tale om deres kære.
På det tidspunkt kan det falde naturligt, at missionærerne spørger: »Kender du nogle af dine oldeforældre? Ved du, hvad de hedder?« Der er sandsynlighed for, at undersøgeren ikke kender navnet på alle otte oldeforældre.
Så kan missionærerne fremsætte dette forslag: »Jeg har en ven i vores kirke, der kan hjælpe. Kunne det ikke være nogle timer værd at finde navnene eller nogle af navnene på dine oldeforældre?« Den ven i kirken er selvfølgelig menighedens tempel og slægtshistorie-konsulent.
Søster Nelson: Jeg tror, at det kan være rart for missionærerne at vide, at de aldrig er alene, når de finder og underviser dem, der er modtagelige over for sandhederne i Jesu Kristi gengivne evangelium. Præsident George Q. Cannon (1827-1901), der tjente som rådgiver for fire af Kirkens præsidenter, underviste om, at i disse sidste dage vil de, som slutter sig til Kirken, tilslutte sig, præcis fordi deres forfædre har bedt om, at en af deres efterkommere ville tilslutte sig Kirken, så de, forfædrene, kan modtage deres afgørende ordinancer ved stedfortrædende arbejde.5
Ophøjelse: Et familieanliggende
Præsident Nelson: Ophøjelse er et familieanliggende. Kun gennem Jesu Kristi evangeliums frelsende ordinancer kan familier blive ophøjet. Det ultimative mål, vi stræber efter, er, at vi bliver lykkelige som familie – at vi har modtaget begavelsen, er blevet beseglet og forberedt til evigt liv i Guds nærhed.
Søster Nelson: Hver eneste klasse vi deltager i i Kirken, hver gang vi tjener, hver pagt vi indgår med Gud, hver præstedømmeordinance vi modtager, alt, vi gør i Kirken, fører os til det hellige tempel, Herrens hus. Der er så megen tilgængelig kraft for et par og deres børn i de beseglende ordinancer, når de holder deres pagter.
Præsident Nelson: Hver dag vælger vi, hvor vi ønsker at leve for evigt ved måden, vi tænker, føler, taler og handler på. Vor himmelske Fader har sagt, at hans gerning og herlighed er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (se Moses 1:39). Men han ønsker, at vi vælger at vende tilbage til ham. Han tvinger os ikke på nogen måde. Hvor nøje, vi overholder vores pagter, viser ham præcis, hvor meget vi ønsker at vende tilbage for at leve med ham. Hver dag fører os tættere på eller længere væk fra vores glorværdig mulighed for evigt liv. Vi er alle nødt til at holde vores pagter, omvende os hver dag og stræbe efter at blive mere som vor Frelser. Da og kun da kan familier være sammen for evigt.
Søster Nelson: Jeg har et vidnesbyrd om, at uanset hvor fabelagtigt jeres liv er lige nu, eller hvor skuffende og hjerteskærende det kan være, så vil jeres engagement i tempeltjeneste og slægtshistorie gøre det bedre. Hvad har I brug for i jeres liv lige nu? Mere kærlighed? Mere glæde? Mere selvbeherskelse? Større fred? Flere meningsfulde stunder? En større følelse af, at I gør en forskel? Mere sjov? Flere svar på jeres inderste spørgsmål? Flere hjertelige forbindelser med andre? Større forståelse af det, I læser i skrifterne? Større evne til at elske og tilgive? Større evne til at bede med kraft? Mere inspiration og flere kreative idéer i jeres arbejde og andre projekter? Mere tid til det, der virkelig betyder noget?
Jeg bønfalder jer om at ofre noget af jeres tid til Herren ved at forøge den tid, I bruger på at udføre tempeltjeneste og slægtshistorie, og se, hvad der sker. Jeg har et vidnesbyrd om, at når vi viser Herren, at vi oprigtigt ønsker at hjælpe vores forfædre, vil himlene åbne sig, og vi vil modtage alt, vi har brug for.
Præsident Nelson: Vi kan blive inspireret dagen lang af oplevelser med tempeltjeneste og slægtsforskning, andre har haft. Men vi må gøre noget for rent faktisk selv at opleve den glæde. Jeg vil gerne give os alle en opfordring, så den vidunderlige følelse, som dette arbejde giver, kan fortsætte og tilmed tiltage. Jeg opfordrer jer til bønsomt at overveje, hvilket offer – og helst et offer af tid – I kan yde for at udføre mere slægtshistorie og tempeltjeneste i år.
Vi er engageret i den almægtige Guds værk. Han lever. Jesus er Kristus. Dette er hans kirke. Vi er hans pagtsbørn. Han kan regne med os.