Hjælp efter Nancys død
Forfatteren bor i Georgia i USA.
Hvad havde jeg brug for at gøre for at aktivere Jesu Kristi helende kraft i mit liv?
Illustrationer: Iker Ayestaran
I februar 2016 døde min hustru, Nancy, efter 11 års kamp mod brystkræft. Den overvældende sorg, jeg følte, de første måneder efter hendes død, er umulig at beskrive for en, der ikke har oplevet den form for tab. Sorg, fortvivlelse, elendighed, smerte – ingen af disse ord beskriver det helt. Det var ubærligt.
Frelserens helende kraft
Jeg har længe forstået, at Jesus Kristus »steg ned under alt« (L&P 88:6), for at han ville være i stand til at »bistå [give lindring eller hjælpe] sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12). Det betyder, at Frelserens forsoningskraft rækker ud over at sørge for opstandelse og forløsning fra synder. Gennem den kraft kan han også hele os, når vi lider og står i behov for hjælp. I min sorg prøvede jeg straks – næsten vildt – at lære det, jeg var nødt til for at aktivere dette aspekt af Frelserens kraft i mit liv. I ugevis søgte jeg i skrifterne og taler af Kirkens generalautoriteter. Jeg troede oprigtigt på, at Frelseren på grund af sin egen smerte og ofring af sig selv kendte til den smerte, jeg oplevede. Men hvordan kunne det hjælpe mig? Eftersom han led dette for mig, hvad måtte jeg så gøre for, at han ville komme mig til undsætning på den måde, som han derigennem vidste, hvordan han skulle skaffe?
Efter megen gransken, studium, bøn og tempeltjeneste begyndte jeg at forstå. Frem for alt begyndte jeg tydeligere at se, at Herren allerede havde bistået, trøstet og støttet min familie, særligt i ugerne op til Nancys død. Der var forunderlige åndelige erkendelser, som jeg nu indså, var velsignelser fra den helende og styrkende kraft, der er tilgængelig for os på grund af Frelserens forsoning. Og bare det at vide, at Frelseren allerede tog sig af os på en meget personlig tilpasset måde, var i sig selv en utrolig trøst. Ligesom han var for Shadrak, Meshak og Abed-Nego i sin tid, var han med os i vores trængsels »flammende ild« (Dan 3:17).
Stol på Herren
Jeg lærte også, at der kræves nogle ting af os for, at vi kan modtage Herrens trøst og heling. Og det vigtigste er, at vi stoler på ham. Det kan være svært at gøre. Hvorfor skulle jeg stole på Gud, når han kunne have forhindret Nancys død? Som svar på det spørgsmål blev jeg ved med at tænke over noget, som Herren sagde til profeten Joseph Smith:
»I kan med jeres naturlige øjne ikke i øjeblikket se Guds forehavende med hensyn til det, som skal komme herefter, og den herlighed, der skal følge efter megen modgang« (L&P 58:3).
Vi blev velsignet med mange tegn på, at måden og tiden for Nancys død var ifølge Herrens vilje. Jeg er kommet til forståelse af, at en almægtig og kærlig Fader har tilladt os at lide sådanne trængsler, fordi denne trængsel på en eller anden måde er nødvendig i hans fuldkomne plan for vores families ophøjelse. Når jeg ved det, forstår jeg, at min del i hans plan ikke blot består i at holde ud, men i at udholde vel (se L&P 121:8). I den udstrækning, at jeg kan hellige denne prøvelse til ham, vil han ikke alene komme mig til undsætning, men også helliggøre mig. Jeg har allerede erfaret dette på mange måder.
Jeg har rådet vores børn til at gøre, hvad jeg selv har lært i denne proces:
-
Lad smerten ved svære oplevelser drive dig fremad mod mere inderligt at følge Jesus Kristus.
-
Udøs dit hjerte i bøn.
-
Hvis du er vred på Gud over, at han tillader tragiske hændelser, så trygl ham om at erstatte den vrede med tro og underdanighed.
-
Lov at elske ham og være trofast indtil enden.
-
Drik konstant af Guds ord – fra skrifterne og nutidsprofeters og inspirerede læreres taler og skrivelser.
-
Tag til templet med en sult efter at lære de ting, der hører evigheden til.
-
Find mennesker for hvem en personlig krise er blevet en troskrise og styrk dem med dit vidnesbyrd om disse læresætninger.
Et apostolsk vidnesbyrd
Omkring en måned efter Nancys død var der en nat, hvor min sorg føltes helt og aldeles ødelæggende. Jeg havde hele dagen igennem været i dyb sorg og smerte. Jeg huskede, at ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum havde belært om »at vejen til frelse altid går igennem … Getsemane.«1 Selvom min lidelse ikke kan sammenlignes med Frelserens, var jeg den nat i mine egne »mørke og bitre timer.«2
Efter dette havde stået på i nogen tid, og jeg havde bedt om hjælp, kom jeg i tanke om noget, jeg havde læst og sat bogmærke ved på min computer for adskillige år siden. Jeg fandt dokumentet og rullede ned efter det, jeg kiggede efter. Det var et interview med ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum, hvor han blev spurgt om tabet af sin hustru, Jeanene, da hun døde af kræft i 1995. Dertil svarer ældste Scott: »For det første … mistede jeg hende ikke. Hun er på den anden side af sløret. Vi er blevet beseglet i den hellige tempelordinance, og vi vil være sammen for evigt.«3
Illustration af templet i Atlanta i Georgia
Den nat ramte de ord mig med en kraft, jeg aldrig havde følt tidligere. Det var, som lyset i et fyrtårn blev tændt i en mørk nat. Jeg har aldrig læst noget, der havde så umiddelbar og stærk indflydelse på mig. Mørket og smerten var væk. Det var ligesom, da Alma »ikke mere [kunne] erindre [s]ine smerter« (Alma 36:19). Dette apostolske vidnesbyrd trængte sig ind i mit inderste. Jeg blev forbavset over, at et begreb, jeg havde forstået siden min barndom, pludselig kunne virke så bemærkelsesværdigt. Jeg opdagede, at jeg spekulerede på, hvordan det var muligt, at ældste Scott kunne vide det. Og i det øjeblik indså jeg, at jeg også vidste det. Hvis jeg er trofast, kan jeg nære det samme håb, som ældste Scott havde. Selvom der sandelig har været tristhed og sørgen siden da, har jeg aldrig siden følt så dyb en smerte og sorg, som jeg oplevede den nat.
Det er den kraft, Frelseren rækker ud mod os for at bistå os i vores prøvelser. Jeg ved, at vores families sorg aldrig helt vil forsvinde, men den bliver opslugt i det, der er blevet kaldt Frelserens forsoning »styrkende« og »fuldkommengørende« velsignelser.4 Vi er kommet Frelseren nærmere, vi har følt ham forvisse os, og vi er blevet opretholdt ved vores pagters sikre grundvold.