Hvad er ærbødighed egentlig?

Billede

en ung mand med høretelefoner bærer en nadverbakke

På grund af nogle unikke oplevelser jeg har haft, har jeg tænkt på betydningen af ærbødighed. Sådan definerer præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, det:

»Tilbedelse omfatter ofte handlinger, men sand tilbedelse omfatter altid en bestemt sindstilstand.

Når vi tilbeder Gud, vækker det de dybeste følelser af loyalitet, hengivenhed og ærefrygt. Tilbedelse forener kærlighed og ærbødighed i en hengivenhedstilstand, som drager vores ånd nærmere Gud.«¹

Hvem tænker I på, når I tænker på ærbødighed? Vil følgende scenarier blive anset for at være ærbødige eller være udtryk for manglende ærbødighed på et nadvermøde?

1. Et barn tegner i sin malebog.

2. En ung mand omdeler nadveren, mens han har hovedtelefoner på.

3. En mand hopper og vifter vildt med armene.

4. En ung kvinde spiller et spil på sin telefon.

5. En missionær råber tilfældigt.

6. En kvinde sidder altid i foyeren, aldrig i kirkesalen.

7. En mand ligger på en madras på kirkegulvet.

8. En gruppe medlemmer gestikulerer og udtrykker sig højlydt.

9. En teenagepige sidder under sin stol.

10. En kvinde går frem og tilbage i kirkesalen.

De fleste af os er enige i, at en missionær, der råber op på et nadvermøde, er langt mindre ærbødig end børn, der tegner billeder for at holde sig beskæftiget. Men lad os bruge et øjeblik på at gennemgå vores antagelser om ærbødighed ved at gennemgå disse 10 sande scenarier – som jeg personligt har oplevet på kirkemøder.

1. Et barn tegner i kirken. Denne praksis er almindelig og accepteres af næsten alle medlemmer. Vi ved, at dette normalt ikke er et udtryk for manglende ærbødighed, medmindre vi lader os distrahere af det.

2. En mand omdeler nadveren, mens han lytter til musik i sine hovedtelefoner. Dette vil i de fleste tilfælde være yderst uhensigtsmæssigt. Men lad mig dele »resten af historien«. Jeg kender en mand, der har et stærkt vidnesbyrd, han har været på mission og har accepteret en lang række kaldelser. I de seneste år blev han imidlertid diagnosticeret med en skizoaffektiv lidelse. Når han bærer hovedtelefoner og lytter til blød og fredelig musik, hjælper det ham med at fortrænge de konstante stemmer i hans hoved. Han bliver i stand til at føle Ånden og ærbødigt tjene andre med hjælp fra sine hovedtelefoner.

3. En ung mand hopper og vifter vildt med armene. Resten af historien: Denne ikketalende bror med autisme bliver begejstret, hver gang han ser biskoppen på talerstolen. Han formidler sin entusiasme ved at klappe i hænderne og hoppe.

   Billede

   en gruppe børn i Primary; en har en servicehund, og en anden er i en klapvogn

4. En ung kvinde spiller et spil på sin telefon. Resten af historien: Denne søster bekæmper sin sociale angst ved stille at spille spil på sin telefon. Faktisk er hun bedre i stand til ærbødigt at lytte og modtage talernes budskaber, fordi hendes angst er rettet andetsteds.

5. En missionær råber tilfældigt. Resten af historien: Mens jeg var på missionærskolen, havde en missionær i min zone Tourettes syndrom. Med jævne mellemrum råbte han i klassen, kantinen og under kirkemøderne. Hans råb blev ikke betragtet som udtryk for manglende ærbødighed; vi indså hurtigt, at han var forberedt på at tjene og ivrig efter at dele evangeliet med andre og fuld af ånden.

6. Hver uge sidder en kvinde i foyeren og aldrig i kirkesalen. Resten af historien: Mens jeg arbejdede for kirken i Salt Lake City, skrev en søster til vores handicapafdeling om sin erfaring med posttraumatisk stress på grund af sin militærtjeneste. En opringning fra en mobiltelefon eller anden pludselig støj kunne udløse et flashback, så derfor sad hun aldrig i kirkesalen for ikke utilsigtet at komme til at skade nogen.

7. En mand ligger på en madras på kirkegulvet. Resten af historien: Da jeg flyttede til en ny menighed, blev jeg overrasket over at se en bror på en transportabel hospitalsseng i kirkesalen. Denne mand havde mange handicap og var kun i stand til at deltage i kirken på denne måde. Jeg indså hurtigt, at dette var almindeligt i denne menighed, og det blev hurtigt naturligt for mig. Hans tilstedeværelse var ikke udtryk for manglende ærbødighed, snarere tværtimod. Når det kommer til stykket, helbredte Frelseren så ikke netop en sengeliggende mand, som blev sænket ned af sine venner i et tætpakket hus? (se Luk 5:18-20).

8. En gruppe medlemmer udtrykker sig højlydt og med store armbevægelser. Resten af historien: Lydniveauet ved døvemenigheder kan være højt for hørende deltagere. For døvesamfundet er det ikke udtryk for manglende ærbødighed at lave lyde, grine eller hoste højlydt, men det anses for uærbødigt, hvis medlemmerne under nadvermødet kommunikerer via tegnsprog om verdslige ting.

9. En teenagepige sidder under stolene. Resten af historien: Da jeg var teenager, sad en af pigerne på min alder altid under sin stol i klassen. Denne unge søster var opvokset hos mange forskellige plejefamilier og følte sig kun tryg i et aflukket område. Siden da har jeg indset, at vi ikke kan forvente, at eleverne lærer noget, når de er i en tilstand af kæmp, flygt eller frys. Eleverne må føle sig trygge, hvis de skal kunne tage viden til sig og vigtigst af alt mærke Frelserens kærlighed.

10. En kvinde går frem og tilbage i foyeren. Resten af historien: Det er faktisk mig. Jeg har kæmpet med angst i over et årti og haft anfald af alvorlig angst og andre sundhedsproblemer. Når det står på kan jeg kun gå i kirke, hvis jeg har mulighed for at bevæge mig. At gå frem og tilbage eller lege med en taktisk lille nips i hænderne er nogle gange det eneste, der kan få mig til at være opmærksom på talerne og føle Ånden. 

Satan udnytter det faktum, at vi ikke altid kender resten af historien, at vi ikke altid ved, hvilke udfordringer vores brødre og søstre hver dag står med. Han ønsker, at vi skal glemme, at de fleste medlemmer gør deres bedste, uanset hvordan det ser ud for andre. De scenarier, jeg nævner ovenfor, kan være sjældne, men de repræsenterer de mange personlige kampe, som vores medlemmer navigerer i ved deres kirkedeltagelse.

Jeg tror, Satan ønsker, at vi skal tro, at vores tilbedelse hæmmes af andres kampe, forskelligheder eller svagheder. Jeg har fundet ud af, at det i virkeligheden netop er i disse øjeblikke med tilsyneladende forstyrrelser, at jeg lærer mest om min Frelsers kærlighed.

Hvad jeg har lært om ærbødighed

Billede

Kvinde bruger tegnsprog

1. Ærbødighed er et valg og en færdighed.

Det er op til mig selv at være ærbødig. Alt for ofte føler jeg mig ikke ærbødig, fordi jeg lader mig distrahere. Når jeg udvikler min åndelige disciplin og træner min ånd til at fokusere på det, der betyder mest, er jeg bedre i stand til at tage det fulde ansvar for mit forhold til min himmelske Fader.

2. Ærbødighed er ikke en ensartet størrelse.

En ven af familien, der var i fængsel i 17 år, bød ånden velkommen i sin celle ved at bygge komplicerede modeller af templerne af papir. Ærbødighed kan være til stede i enhver situation, hvis vi byder ånden velkommen.

3. Ærbødighed kan fremmes, men den er et personligt valg.

Ærbødighed kommer gennem en indre forpligtelse til at pleje en »holdning af tilbedelse«. Den kan kun være til stede, når vi virkelig føler og viser vores kærlighed til Herren og andre medlemmer. Min far fortalte mig engang, at når vi tager ansvar for vores ærbødighed, skifter vores perspektiv fra »du ødelægger min tilbedelse!« til »du er okay. Du er velkommen her. Du ødelægger ikke min ærbødighed, fordi jeg vælger selv at være ærbødig.« På den måde indser vi, at andres handlinger ikke behøver at stå i vejen for vores personlige forhold til vor Frelser og himmelske Fader. At vi tager personligt ansvar for vores egen ærbødighed betyder naturligvis ikke, at vi bør ignorere, hvordan vores adfærd kan påvirke andres oplevelse. Vores bestræbelser på personlig ærbødighed kan være en forlængelse af vores kærlighed til dem som vores brødre og søstre.