3 Enkle (og ufarlige) måder at dele evangeliet med andre på

Da jeg var i Barcelona på min mission, gik min kammerat og jeg forbi vores kirkebygning, da vi så en ung kvinde gå hen imod os. Vi følte os tilskyndet til at tale med hende, så vi stoppede kvinden og spurgte hende, om hun nogensinde havde set vores kirkebygning før. Vi fandt ud af, at hendes navn var Maya (alle navne er blevet ændret), og jeg inviterede hende med til en spilleaften, som vi havde planlagt med andre unge voksne den følgende fredag. Hun accepterede.

Jeg kan stadig huske, hvordan Maya og Alicia, en af vores venner, der var nyomvendt, grinede sammen til spilleaftenen. Alicia var sådan en god ven for Maya. Hun spurgte Maya om hendes familie, hendes interesser og hendes religiøse overbevisning og opbyggede med tiden et venskab med Maya. Vi lærte mere om Mayas religiøse baggrund og hendes hengivenhed over for Gud, og hun udtrykte også en interesse i at lære mere om, hvordan vi kommunikerer med Gud.

Med tiden idet min kammerat og jeg, Alicia og resten af menigheden lærte Maya at kende og blev ved med at invitere hende og vise hende kærlighed, følte hun Ånden i Jesu Kristi gengivne evangelium og besluttede sig for at blive døbt. Idet vi huskede på tålmodighed og broderlig venlighed (se L&P 4:6), ved jeg, at de ægte venskaber, som Maya oplevede, påvirkede hendes beslutning.

Da jeg kom tilbage fra min mission, flyttede jeg fra mit hjem i Guatemala og begyndte at gå i skole på Brigham Young University i Utah i USA. Jeg var ked af og lidt modløs over at flytte til et sted, hvor jeg øjensynligt ikke ville få mange muligheder for at fortælle andre om evangeliet. Så jeg bad inderligt om at finde nogen, der havde brug for at høre sandheden.

Efter nogle få uger gik jeg en tur efter kirke og så en høj mand, der kiggede på plakater på skolen. Jeg følte straks, at jeg skulle tale med ham. Jeg var nervøs, for jeg var stadig ikke perfekt til at tale engelsk og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg gik forbi ham, men vendte mig derpå om og præsenterede mig selv og stolede på, at vor himmelske Fader ville hjælpe mig (se L&P 100:5-6).

Vi havde en god samtale, og han fortalte mig, at han ikke var medlem af Kirken, men han var studerende, og at han var forbløffet over den tjeneste, Kirken gør for folk. Jeg kunne ikke tro, at jeg talte med et ikke-medlem på BYU’s campus! Vi udvekslede telefonnumre, og over tid præsenterede jeg ham for flere medlemmer af Kirken og hjalp ham med at lære mere om evangeliet.

Manden tilsluttede sig ikke Kirken, men gennem den oplevelse lærte jeg, at hvis vi ønsker at velsigne andre menneskers liv, så vil Gud hjælpe os til at gøre brug af alle muligheder omkring os (se L&P 4:3). Så nu beder jeg ikke om missionær-muligheder – jeg beder om at have øjne til at se de muligheder for at missionere, der er lige foran mig.

Da jeg skulle giftes, besøgte et nært familiemedlem, ved navn Maria, mig. Maria havde tidligere besluttet sig for at forlade Kirken for at være i et forhold med en anden kvinde. Jeg er ikke enig i alle hendes valg, men jeg elsker Maria og respekterer hendes handlefrihed, så jeg har forsøgt at bevare et godt forhold til hende.

Da Maria og Kristen var på besøg, fik jeg mulighed for at give dem begge præstedømmevelsignelser, da de søgte vejledning om nogle ting, de kæmpede med i deres liv. Frelseren reagerede ofte på troen hos dem, der var uden for pagten, eller som ikke holdt hans befalinger (se Matt 8:5-13; Mark 7:24-30; Luk 7:36-50). Så selvom jeg ikke var sikker på, hvad jeg skulle sige, klædte jeg mig pænt på og forberedte mig på at lade Guds kraft strømme gennem mig.

Mens jeg gav velsignelserne, følte jeg mig tilskyndet til at dele specifikke råd med både Maria og Kristen og give visse løfter. Jeg vil aldrig glemme den stærke Ånd, vi alle følte. Jeg tror, at det forandrede os og gjorde os alle bedre.

På grund af vores kærlighed til hinanden kan jeg dele mine følelser om evangeliet med Maria på en måde, som hun måske ikke ville være modtagende over for fra andre. Kærlighed kvalificerer os til at udføre hans værk ved at åbne op for muligheder for at dele hans evangelium og ved at invitere hans hjælp ind i vores indsats (se L&P 4:5). I fuldkommen kærlighed delte Frelseren sandheder med kvinden ved brønden, selvom hun havde syndet og var samaritaner (se Joh 4). Hun følte den kærlighed og de sandheder, han delte med hende, og blev for evigt forandret af hans budskab.

Og selv hvis vores invitationer til at efterleve evangeliet ikke bliver accepteret, kan det at dele Guds kærlighed med andre stadig gøre en varig forskel i deres liv.

I forhold til missionering har ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum sagt:

»Stol på, at Herren kan udføre mirakler. Forstå, at det ikke er jeres opgave at omvende folk. Det er Helligåndens opgave. Jeres opgave er at dele, hvad I har på hjerte, og leve i overensstemmelse med jeres overbevisninger.

Så bliv ikke skuffet, hvis nogle ikke straks tager imod evangeliet …

Det er et anliggende mellem den enkelte og vor himmelske Fader.

Det er jeres ansvar at elske Gud og elske jeres næste, hans børn.

Tro, kærlighed og handling.

Følg den vej, og Gud vil udvirke mirakler igennem jer til velsignelse for sine dyrebare børn.«¹

Når vores kærlighed til andre er større end vores frygt for afvisning, får vi mulighed for at se Kristi smukke velsignelser udfolde sig, når vi stræber efter at indsamle Israel. At bryde de barrierer, jeg havde som teenager, har hjulpet mig til at få et stærkt vidnesbyrd om vigtigheden af missionering i mit liv. Vi kan indbyde andre til at komme til Kristus på naturlige, små og enkle måder, især ved at lære dem at kende, tilbyde hjælp og elske dem.

Ikke alle mine bestræbelser på at fortælle om, hvad der er i mit hjerte, har ført til omvendelse, men jeg anerkender, at når jeg har modet til at fortælle andre om evangeliet, hjælper jeg andre til at tage et skridt tættere på Kristus, og jeg går også fremad på min egen rejse på pagtsstien. Vi kan trods alt finde større lykke og velsignelser, når vi prøver at blive som Jesus og bringe andre til ham.