Ring til mig først

Billede

en ældre kvinde og en yngre kvinde besøger hinanden

Da jeg var en ung mor med mit første barn, gik min mand stadig på college. Vi arbejdede begge på deltid for at få tingene til at hænge sammen.

Jeg glædede mig til en fridag og havde planlagt at se en gammel film i fjernsynet. Det var før, der fandtes dvd′er og streamingtjenester.

Filmen skulle begynde på det perfekte tidspunkt, nemlig kl.10.00, hvor vores søn ville tage sig en lur. Filmen havde Cary Grant i hovedrollen, en af mine yndlingsskuespillere.

Aftenen før min fridag ringede menighedens hjælpeforeningspræsident. En søster i vores menighed havde fået et mildt slagtilfælde og havde brug for pleje den næste dag, indtil hendes søn kom hjem fra arbejde.

»Jeg ville gerne gøre det selv, men jeg har besøg,« bedyrede hjælpeforeningspræsidenten. Hun forklarede, at hun ikke havde andre at spørge og tilbød at se efter vores søn, mens jeg tog mig af søsteren. Tøvende indvilligede jeg.

Næste morgen afleverede jeg vores søn og tog hen til søsteren. Hendes navn var Louise, og en pludselig følelse af hengivenhed for hende strømmede igennem mig. Hun var gammel nok til at være min bedstemor, som døde for nylig.

Jeg hjalp Louise med at klæde sig på og lavede morgenmad til hende. Hun satte sig i en stol og tændte for fjernsynet. Klokken var næsten 10. Da hun zappede gennem kanalerne med fjernbetjeningen, sagde hun: »Der er ikke noget interessant i det fjernsyn.«

Jeg tøvede og sagde så: »Der er en Cary Grant-film på kanal 11.«

»Er det sandt?« spurgte hun. »Jeg elsker Cary Grant!«

Vi så filmen og nød den i fulde drag. Bagefter fortalte hun om sit liv, da hun var på min alder. Hun fortalte om sin søn, og jeg fortalte hende om min. Hun talte om Kirken og sagde, at hvordan hun savnede den.

Jeg lovede hende at komme igen, når hendes søn var kommet hjem. Jeg bad hjælpeforeningspræsidenten om først at ringe til mig, hvis Louise nogensinde havde brug for hjælp igen.

I løbet af de næste to uger fik Louise endnu et slagtilfælde og døde, før jeg havde mulighed for at se hende igen. Vi havde kun tilbragt ni timer sammen og set en film sammen, men hun forblev en kær ven. Jeg tænker ofte på hende.

Jeg er taknemlig for, at jeg ikke missede chancen for at hjælpe en søster, der havde brug for mig – og som jeg også selv havde brug for, selv om jeg ikke vidste det.