Jeg vælger at høre ham

Billede

et sæt nøgler på et bord med en kvinde, der beder i baggrunden

Jeg blev født ind i Kirken, så jeg har deltaget i primary- og ungdomsaktiviteter. Jeg nød Primary på grund af sangene og lektionerne.

Som teenager begyndte jeg imidlertid at falde fra, da jeg flyttede til en ny menighed. Jeg deltog i ungdomsaktiviteter de fleste uger, men jeg holdt mig for mig selv og deltog ikke meget. Jeg kunne ikke lide kirken om søndagen, men jeg deltog alligevel nu og da. Jeg indså, at jeg ikke rigtig var omvendt til evangeliet og dets lærdomme. Jeg havde ikke mit eget vidnesbyrd.

Som sædvanlig under et faste- og vidnesbyrdmøde gled mine tanker over på andre ting. Jeg hørte ikke efter, da medlemmer af menigheden bar deres vidnesbyrd, men jeg sagde amen i slutningen af hver enkelt. Så gik en søster op på talerstolen og begyndte at bære sit vidnesbyrd. Da hun nævnte kage, kiggede jeg op og begyndte at være opmærksom.

»Jeg taler altid med min himmelske Fader, selv når jeg bager kage,« sagde hun. »Jeg beder en lille bøn om, at kagen vil hæve og blive vellykket. Jeg ved, at han besvarer vores bønner.«

Jeg tænkte ikke meget på det vidnesbyrd, før vores bil en dag ikke ville starte, da vi skulle hen til butikken for at købe noget mad. I det øjeblik kom jeg i tanker om søsterens ord. Så jeg gik tilbage til mit soveværelse for at bede Gud om at hjælpe os, så bilen ville starte. Jeg knælede og bad. Da jeg var færdig, tog jeg bilnøglerne og satte dem i tændingen. Og så kom svaret på min bøn – lyden af bilen, der startede.

På grund af dette svar på en helt enkel bøn gik jeg fra næsten at være faldet fra til at vandre ad en vej, der har hjulpet mig med at få et personligt vidnesbyrd og blive helt omvendt til evangeliet. Ordene til min yndlings-primarysang, »Min Frelser elsker mig«,¹ blev mere end blot ord i en sang. De blev til følelser, som jeg virkelig har.

Jeg beder om alt nu. Og selv om svaret eller tidspunktet ikke altid er, hvad jeg ønsker, vælger jeg stadig at høre ham, mens jeg husker Nefis ord: »Men se, jeg siger jer, at I altid skal bede og ikke miste modet« (2 Ne 32:9).