2022
Europæisk julekoncert
April 2022


Europæisk julekoncert

Og det skete i de dage, at der …

For nu at bruge et citat fra Lukas, så skete der lørdag den 18. december at der indgik en mail fra staven, der fortalte om en europæisk julekoncert, der skulle løbe af stablen allerede den næste dag, søndag den 19. december. Ret kort varsel og nok en skam, at det ikke var blevet bekendtgjort tidligere, men gennem vores nyhedsdistributør i menigheden, bror Leo Lykke Nielsen, lykkedes det at få linkene til koncerten sendt ud til medlemmerne på vores mailliste.

Så søndag aften – midt i VM-finalen i håndbold – satte vi os til rette foran fjernsynet, hvortil vi havde åbnet linket og sikken en oplevelse.

Særdeles værdige rammer

At koncerten blev optaget i løbet af sommeren, var ikke til at se i de valgte rammer. De medvirkende optrådte i Besøgscentret ved templet i Rom, hvor vi kunne glæde os over Thorvaldsens Kristusstatue omgivet af de 12 apostelstatuer. Og samme glæde fandt vi over rammerne for fortællerens base, nemlig Vor Frue Kirke i København med de originale statuer, hvorfra bror Tomas Kofod på sædvanlig elegant og dybfølt vis bandt koncerten sammen.

At vi i løbet af de forskellige numre »rejste« rundt i Europa, gjorde ikke oplevelsen ringere.

De medvirkende

Det var i forvejen oplyst, at koncerten var med Jenny Oaks Baker, Family Four og Alex Sharpe, men var det så lige det?

Jenny Oaks Baker er en særdeles velanskrevet violinist, der er datter af præsident Dallin H. Oaks. Family Four – der jo i sin tid var navnet på en nu hedengangen svensk popgruppe – er en gruppe på 4 (jo) med flygel, guitar, cello og violin og tænk, de hedder alle Baker til efternavn, for deres mor er … Jenny Oaks Baker. I øvrigt medvirkede også hendes mand på percussion. Alex Sharpe er en kendt irsk sopran, der som de øvrige er medlem af Kirken.

Derudover medvirkede i nogle af numrene koret Carmina Cantorum.

Programmet

Titlen på koncerten var Vidner om julen og den handlede dybest set om Jesus Kristus og vores taknemmelighed over for Gud for Frelseren og hans budskab.

Med Tomas som kyndig guide blev vi ført fra O, kom hver en trofast over The First Noel, Stille Nat, Lyt nu medens englekor og videre gennem Little drummer boy, We Three Kings til Fryd dig o jord og Do you hear what I hear inden vi fik en julehilsen fra præsident Massimo de Feo, europæisk områdepræsident.

Så lyttede vi til O come, come Emmanuel og et afsluttende budskab fra præsident Dallin H. Oaks, hvorefter de medvirkende sluttede med Engle fra Guds himmelsal.

En enestående begivenhed

At have lejlighed til at overvære denne meget skønne koncert få dage før jul var en enestående begivenhed, men forhåbentlig ikke en enkeltstående. Uden tvivl er der lagt et gigantisk stykke arbejde i denne koncert, såvel fra de medvirkende som fra alle dem, der har haft ansvar for teknik og logistik, men jeg håber på, at man vil gentage det, og at mange flere vil få lejlighed til at overvære/se/høre en så herlig optakt til julens højtid, TAK.