Min kaldelse som områdehalvfjerdser

Til generalkonferencen i oktober 2017 sad jeg sammen med min familie i Konferencecenteret i Salt Lake City. Der var gået 3½ måneder, hvor Anette og jeg, siden ældste Patrick Kearon (områdepræsident i Europa på det tidspunkt), havde været i København for at interviewe os, i forbindelse med denne kaldelse. Her sad vi nu, og under præsident Eyrings oplæsning af nye kaldelser til opretholdelse, var der kun én ny som områdehalvfjerdser, men da ›Engbjerg‹ ikke er let at udtale, når man ikke kender det danske alfabets udtalelse, var udtalelsen utydelighed. Maria, vores datter, kiggede over på mig med et spørgende blik: »Far, var det dit navn?« Chris, som året senere blev vores svigersøn, sagde til Maria: »Ja, det er rigtig nok, det var din fars navn!« og smilede over til os. Det blev begyndelsen til en del omvæltninger i familien, og mange weekender hjemmefra i vor Herres tjeneste, men mest alene afsted, en stor modsætning til de tre år Anette og jeg havde været velsignet med at kunne tjene sammen som missionspræsidentpar i Polen fra 2007-2010, hvor vi udførte kaldelsen sammen.

Hvorledes er det at tjene som områdehalvfjerdser, hvilke tjenesteformer, forpligtelser, muligheder og oplevelser bringer denne kaldelse med sig?

Som den første i Danmark til at modtage kaldelsen som områdehalvfjerdser, har der ikke være så mange at kunne ›læne sig op ad‹, og spørge om erfaringer. Men undervisning og vejledning har der ikke manglet, siden vi hvert år i april bliver inviteret til at deltage i lederskabstræning i Salt Lake City i de to dage før generalkonferencen. Derudover er det en velsignelse at kunne arbejde så tæt med områdepræsidentskabet, som altid er parate til at hjælpe de 14 områdehalvfjerdsere i Europa.

Fra begyndelsen af kaldelsen blev jeg en del af det 7. kvorum af halvfjerdsere, som dækkede Europa og Afrika. De to første år til lederskabstræning havde jeg den oplevelse, som jeg vil kalde historisk, at når vi som kvorum fik vores billede taget, så var halvdelen af medlemmerne af kvorummet fra Afrika og sorte, og den anden halvdel var fra Europa og hvide. Det var et billede, som jeg aldrig havde forestillet mig at blive en del af, da jeg i 1976 blev medlem af Kirken.

I korthed er de hovedansvar, som en områdehalvfjerdser har:

1. Områdehalvfjerdsere er kaldet af Det Første Præsidentskab og tjener under ledelse af De Tolvs Kvorum, og som står nævnt i L&P 107:25,34 og 38, er de kaldet til at være ›særlige vidner‹.

2. Tjener som medlem af et områderåd (area council).

3. Tjener som formand for et ›koordinerende råd‹ (coordinating council) af stavs-, distrikts-, missions-, og tempelpræsidenter i et tildelt område. I mit tilfælde blev det de første fire år for de ti lande i Balkan-området. Senest efter områdeændringerne er jeg netop blevet tildelt Portugal som mit CCM-område.

4. Præsiderer ved tildelte stavs- og distriktskonferencer i hele Europa, og assisterer ved omorganisering af stavspræsidentskaber.

5. Håndterer andre opgaver tildelt af Det Første Præsidentskab, De Tolv, De Halvfjerds’ Præsidium eller områdepræsidentskabet.

6. Foretager tildelte ›mission tours‹, med undervisning af missionsledere og missionærer.

Samtlige opgaver, sammen med de kvartårlige CCM-møder, Area Council-møder, og forskellige andre opgaver gør, at man ofte er bortrejst tre ud af fire weekender om måneden.

I forbindelse med punkt 1, at være et særligt vidne for Jesus Kristus, så er det ved opmærksomheden omkring dette og denne særlige forpligtelse, at de største oplevelser og tilkendegivelser er blevet givet, når Helligånden har vidnet gennem ens vidnesbyrd, at Kristus lever, at hans evangelium er gengivet til jorden, og at vi derved har fået en plan tilkendegivet, hvorigennem vi kan vende tilbage til vor himmelske Fader og hans Søn og leve for evigt med dem, sammen med vore familier. Det er et fantastisk løfte, som, hvis vi i det daglige husker dette, vil give os den største lykke, ikke blot i evigheden, men også under vores nuværende daglige liv og færden. Jeg ved af hele mit hjerte, at Herren lever, og at hans evangelium er genoprettet på jorden, og, som præsident Nelson siger, er det fortsat under genoprettelse. Dette har vi i høj grad kunnet bevidne under hans nu fire år som præsident for Kirken. Jeg ved ligeledes med fuldstændig sikkerhed, at præsident Russell M. Nelson er den profet, som Herren har forberedt til netop nu at lede Kirken. Jeg har personligt mødt ham til de lederskabstræninger, jeg har været med til, og her er det bevidnet for mig, igen og igen, at han er en Guds profet.

Ligesom Kristus kender hver enkelt af os, endda bedre end vi selv gør, ved navn og hvilke styrker og svagheder vi har, så gør præsident Nelson også noget ekstra for at nå ud til den enkelte. Med dette havde jeg en oplevelse under den første træning jeg var med til i april 2018. Efter Præsident Nelson havde undervist os det meste af formiddagen, inden en pause, rejste jeg mig fra min plads, nede foran i salen, hvor de nye områdehalvfjerdsere var blevet bedt om at sætte sig. Jeg havde et stykke papir, som jeg skulle give til en anden, men havde glemt det, og vendte mig derfor hurtigt om på gangarealet mellem sæderækkerne, for at få fat på papiret. Den hurtige vending gjorde, at jeg uheldigvis kom til at støde ind i en person. Af alle, hvem skulle denne person vise sig at være? Præsident Nelson! Jeg undskyldte mange gange min klodsethed, og var ret så forfjamsket. Men præsident Nelson tog det fuldstændig roligt. Jeg vred min hjerne for at finde ud af, hvad jeg skulle sige til profeten, nu hvor jeg så uhensigtsmæssigt var stødt ind i ham. Her skal det tilføjes, at vi til lederskabstræningen alle bliver givet skilte, hvorpå vores navn står, og hvor vi kommer fra. Men dette skilt huskede jeg ikke, da jeg tænkte, at jeg i det mindste kunne introducere mig selv til profeten. Så jeg sagde: »Jeg er virkelig ked af det, præsident Nelson, det undskylder jeg meget.« Men hvad mere skulle jeg sige? Jeg fandt hurtigt på, at jeg i det mindste kunne introducere mig selv. Så jeg sagde: »Præsident Nelson, måske kan jeg i det mindste introducere mig selv, jeg hedder Torben Engbjerg, og kommer fra København, Danmark,« hvortil han sagde: »Åh, det ved jeg skam godt.« Dertil sagde jeg: »Præsident Nelson, det er beundringsværdigt, at du kender alle vores navne og ved, hvor vi kommer fra.« Hertil svarede han: »Det er ikke så svært, for det står jo på dit navneskilt,« hvorefter han gav mig et varmt smil. Nu havde jeg dummet mig endnu engang. Men profeten, gav mig så en lektie, som jeg aldrig vil glemme, og som hører til blandt mine bedste minder i denne kaldelse. Han lagde i dette øjeblik sin hånd på min skulder og sagde, lige så det brændte i mig: »Men jeg kendte dig allerede,« hvor jeg følte den største kærlighed og varme i hans øjne. Men ikke nok med det, for i samme øjeblik havde jeg den helt intense oplevelse, at det var Herren selv, som gennem profeten sagde: »Men jeg kendte dig allerede.« Det var en fantastisk følelse, og for mig et helligt øjeblik, hvor jeg følte, at Herren talte direkte til mig, og at han kendte mig. Denne oplevelse vil altid stå klart i min erindring, og den har senere bevirket, at jeg føler, at Herren i denne kaldelse gang på gang har været med mig, og når min egen formåen er sluppet op, er han trådt til og har udført resten. Senere har jeg så også tænkt, hvor fantastisk det var, at jeg stødte ind i profeten, for ellers ville jeg måske ikke have haft denne oplevelse.

Vi er i den periode jeg har været kaldet, gang på gang blevet mindet om, at vi i vores kaldelse skal stræbe efter at nå ud til den enkelte, det enkelte individ. Vi skal ikke prædike programmer eller organisationer, men netop det at vise omsorg for den enkelte. Ældste David A. Bednar fra De Tolvs Kvorum har skrevet en bog udelukkende om dette emne med titlen »One by One«, hvor han beskriver, at han har været til utallige stavskonferencer, hvor der har været en enkelt person, som han har rakt ud til, som han så senere følte var hele formålet med hans besøg til netop den stav.

Jeg har på samme måde haft sådanne oplevelser. Disse er svære at beskrive i korthed, men i punktform er her blot et par stykker:

• Til en stavskonference i Salzburg i Østrig delte jeg til søndagens hovedmøde mit vidnesbyrd omkring, hvorledes jeg selv var blevet omvendt til evangeliet i en alder af 20 år. Hovedtemaet til konferencen havde tilligemed været »One by One«. Til samme møde sad en ung mand, som blev berørt af mit vidnesbyrd. Hans forældre var skilt, og ikke medlemmer af Kirken. Men hans bedsteforældre var medlemmer og havde inviteret ham med til hovedmødet. Senere samme dag var denne unge mand, Tobias, vendt hjem til sin mor og havde sagt: »Mor, jeg vil døbes. Jeg ved nu, at evangeliet er sandt.« Hvortil moderen sagde: »OK, så har dine bedsteforældre alligevel overtalt dig.« »Nej,« sagde han, »jeg følte det så stærkt til konferencen i dag, at jeg ved det er sandt, og jeg ved, at jeg vil døbes.« Stavspræsidenten var den, der skrev og fortalte mig om hændelsen, og jeg modtog senere fra Tobias billeder fra hans dåb, som foregik omkring en måned senere, da han var blevet undervist af missionærerne.

• En anden oplevelse med ›den enkelte‹ var ved en stavskonference nord for London i England. Stavspræsidenten havde hentet mig i lufthavnen, og efter et par timers køretur denne sene fredag eftermiddag, spurgte han om jeg var sulten. Hvad kunne jeg tænke mig at spise? »Fish ’n chips« var mit svar, som bragte minder frem fra min egen mission i London. Så han fandt det bedste sted i byen, og vi skulle lige til at spise vores fish ’n chips i hans bil, hvor han pludselig fik en kraftig omgang næseblod. »Åh nej,« udbrød han, »det måtte bare ikke ske,« hvorefter han forklarede, at når han med mellemrum fik en sådan omgang med næseblod, varede det normalt ved i 2-3 dage, og det ville være vanskeligt under en weekend med stavskonferencemøder. Jeg foreslog, at vi bad en bøn og tilbød, at jeg selv sagde den. Jeg husker i denne bøn, at jeg som en Herrens tjener bad for, at stavspræsidenten ikke ville være belemret med næseblod. Det holdt hele weekenden ud. Et år senere modtog jeg en mail fra samme stavspræsident, hvori han skrev: »Det er helt utroligt, ja, et mirakel, og det er aldrig før sket i mit liv, men der er nu gået et helt år siden stavskonferencen, hvor du bad for mig, og jeg har ikke haft næseblod én eneste gang siden. Tusind tak for din bøn.« Selvfølgelig vidste vi begge, at det var vor Herre, vi kunne takke for dette mirakel.

En hvilken som helst kaldelse vi får mulighed for at tjene i, vil være en velsignelse for os, uanset dens omfang, og uanset om det er som omsorgsbror eller -søster, lærer i Primary, kaldelser som leder for de unge, hjælpeforeningen eller kvorummet eller som biskop. Herren kender os, og vil velsigne os med netop det vi har brug for at lære, eller det han har brug for, at vi er over for vore medmennesker. Det er et privilegium at modtage alle kaldelser, og jeg føler mig meget beriget gennem alle de kaldelser, jeg har haft mulighed for at tjene i. De har hjulpet mig til at modtage et endnu stærkere vidnesbyrd og en viden om, at Herren lever, og at dette er hans værk.