Hvor Herren havde brug for mig

Noel Cohen fra Nairobi i Kenya

Jeg havde håbet på at blive kaldet til Afrika på min mission, men Herren havde brug for mig i en anden del af sin vingård.

Billede

placeholder altText

Foto: Cody Bell

Begge mine forældre sluttede sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Kenya, og begge tog på fuldtidsmission. Lige siden jeg var ung, lærte de mig, at jeg også burde tage på mission. Jeg så frem til det.

Ni måneder inden jeg modtog mit kald, flyttede jeg fra Kenya til New Jersey i USA, hvor min mor arbejdede. Da jeg indsendte mine missionspapirer, tænkte jeg, at det ville være herligt at tage tilbage til Afrika på min mission. Faktisk håbede jeg på at få et kald dertil.

Men da jeg modtog mit missionskald, fandt jeg ud af, at jeg skulle til Spokane-missionen i Washington i USA. Jeg vidste ikke engang, hvor det var, men den første tanke, Ånden indgød i mit sind, var: »Det er der, Herren har brug for dig.«

Da jeg landede i Spokane nogle få måneder senere, hilste missionspræsidenten på mig og stillede mig et spørgsmål: »Jeg kiggede i din ansøgning. Taler du virkelig swahili?«

»Ja,« svarede jeg. »Jeg er vokset op med at tale swahili og engelsk.«

»Jamen, så,« sagde han, »er dit missionskald blevet ændret fra at tale engelsk til at tale swahili.«

Han havde bedt om en missionær, der kunne tale swahili. Nogle ældster i missionen havde endda prøvet at lære Swahili på egen hånd. Jeg fandt snart ud af hvorfor.

Spokane havde modtaget en stor gruppe flygtninge fra de østafrikanske lande Tanzania, Kenya, Burundi, Rwanda og Uganda. Mange af disse flygtninge kom oprindeligt fra Den Demokratiske Republik Congo. Deres swahili var lidt anderledes end det, jeg talte, men vi kunne forstå hinanden. Jeg endte med at tilbringe hele min mission med at undervise flygtningene i denne menighed i Spokane.

Kærligheden var det største

Kirkemedlemmer siger ofte, at »folk er ligeglade med, hvor meget du ved, indtil de ved, hvor meget du holder af dem.« Under min mission lærte jeg, hvor sand den udtalelse er i forhold til missionærernes succes.

I deres hjemlande havde mange af de flygtningefamilier, vi underviste, set konflikter og krige og forfærdelige ting ske, og som er svære at forestille sig. De havde virkelig oplevet had, og hvilke grimme ting mennesker er i stand til at gøre mod andre. Mange havde mistet deres tro på menneskeligheden og måtte flygte fra deres hjem.

Da vi missionærer begyndte at undervise dem, var det ikke nødvendigvis, hvor meget vi vidste om evangeliet, der hjalp dem til at komme til Kristus. Det var mere, hvor meget vi og menighedens medlemmer viste dem kristuslignende kærlighed. Da vi viste dem kærlighed og tog os af dem, følte de igen håb. De så, at der stadig fandtes gode mennesker i verden, og at de gode mennesker, de var kommet til at kende i menigheden, var knyttet til Jesu Kristi evangelium. De ønskede at føle den kærlighed, at være en del af den, så de kom til kirken og kom tilbage til kirken.

»Din kirke er fuld af kærlighed,« sagde en mand, vi underviste, til mig.

Inden vi nåede at bede om hjælp fra fællesskabet, spurgte medlemmer af menigheden i Lincoln Heights, der har ansvaret for swahili-gruppen, hvad de kunne gøre for os. Flygtningefamilierne sagde ofte: »Denne person hjalp os med dette, og denne person hjalp os med hint.« Menigheden begyndte endda en søndagsskole på swahili.

Det var vidunderligt at se menighedens medlemmers kærlighed drage afrikanerne til Kirken. Kærlighed var det største blandt det, der førte til vores succes blandt swahilierne. Nogle medlemmer tog andre med i kirke i deres biler, nogle havde familier boende, nogle besøgte familier, og andre hjalp familier »bag kulisserne«. Og biskoppen i menigheden, Filip Huber, der arbejdede hårdt for at lære swahili, viste også altid sin kærlighed og støtte. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre menighed at arbejde med.

Dette er Herrens værk

Vi er alle Guds børn. Han kender os og vil bruge os på de områder, hvor vi bedst kan tjene ham med vores unikke evner. Dette er hans værk. Det er ikke vores værk. Han sætter os der, han ved er bedst. Når missionærerne bliver kaldet, kommer de måske ikke derhen, hvor de gerne ville, men Herren sender dem derhen, hvor han ønsker, at de skal hen. Det sted, han sender dem til, er det land, hvor han har beredt folk til at modtage dem.

Da jeg ankom til Spokane, følte jeg, at jeg alligevel ikke behøvede at tage til Afrika. I Spokane følte jeg, at jeg blev bragt til et lille Afrika i Amerika.

Sommetider tænker jeg på min mission og siger: »Det var for stort for mig at være en del af det. Var det virkelig meningen, at jeg skulle være en del af det?«

Jeg er ydmyg og taknemmelig, når jeg tænker, at ja, det var det.