Syv ideer til at blive et mere forenet og velkommende fællesskab af hellige

Som den gode hyrde kender vor Frelser os personligt og »kalder sine egne får ved navn« (Joh 10:3). Vi kan følge hans eksempel ved at søge at kende og forstå hinanden. Vi kan også hjælpe andre til at føle sig værdsatte. Uanset hvor stor jeres stav er, eller hvor lille jeres gren er, er der altid nogen, I kan lære bedre at kende.

Når du introducerer dig selv, viser du, at du bekymrer dig om dine brødre og søstre, uanset om du besøger nogen, der kommer i kirke for første gang, eller taler med et gammelt medlem, som du ikke snakker med særlig tit. Det viser taknemmelighed for det, som ældste Randy D. Funk, da han var medlem af De Halvfjerds, kaldte »deres villighed til at komme ind i folden og forblive i folden.«¹ Husk i fremtidige samtaler Frelserens eksempel på, hvor kraftfuldt og hensynsfuldt det kan være at tiltale nogen med deres navn.

Apostlen Paulus skrev til de hellige i Korinth og bad dem »at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind« (1 Kor 1:10). En måde at holde sammen i tanke og sind på er at arbejde sammen mod fælles bestræbelser på at komme videre og blive på pagtsstien, uanset hvor vi for tiden er på vores rejse. Opfordringerne til efterlevelse, omsorg, opfordring og forening i arbejdet med frelse og ophøjelse² giver os samlede muligheder som pagtsholdere.

Vi kan fokusere på disse fire guddommeligt anviste ansvar for at imødekomme behovene i vores lokale enhed og lokalsamfund. Som gren, menighed, stav eller mission kan medlemmer og ledere rådføre sig med hinanden for bedre at forstå, hvordan man tjener hinanden i en fælles sag. At arbejde side om side i denne almindelige sag kan forene os på ekstraordinære måder.

Rygter eller sårende sladder, der måske eller måske ikke er sand, kan skabe en negativ opfattelse af andre vokse og ødelægge vores bånd til hinanden. Tro ikke på skadelige rygter, da det skaber sprækker i Kirkens samfunds grundvold. Selv hvis et rygte er sandt, så undgå at sprede eller starte det. Ingen er fuldkomne, og ingen er undtaget fra at have brug for Guds hjælp, så vær ikke den første til at kaste din sten (se Joh 8:7).

Hvis et medlem af menigheden har brug for irettesættelse, bør ledere rådføre sig med ham eller hende under fire øjne. Kristus befalede: »Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd« (Matt 18:15).

Ældste Adrián Ochoa fra De Halvfjerds har sagt, at Herren »ønsker, at I skal være en del af hans store værk. Planen for lykke vil aldrig blive mere virkelig for jer, end når I hjælper andre til at efterleve den.«³ Vores omsorgsopgaver er en måde, hvorpå vi kan udføre dette med glæde.

Uanset om I drager omsorg ofte eller har brug for at finde ud af, hvad jeres omsorgsopgave er, kan vi altid søge Ånden for at vide, hvad Gud ønsker, vi skal gøre for at tjene andre i hans navn. Når vi søger at følge Frelserens eksempel på at drage omsorg for den ene, kan vi opleve glæden og godheden i Jesu Kristi evangelium ved at skabe et velkommende samfund.

Vi har alle forskellige personligheder og karaktertræk. Og der er brug for os alle i Kristi legeme (se 1 Kor 12:12-31). Vi kan søge at forstå og værdsætte alle mennesker bedre. Når vi stræber efter at lære hinanden bedre at kende, kan vi opdage, at vi bedre kan støtte hinandens behov.

For eksempel kan det gøre os forskellige, om vi er introverte og udadvendte. Nogle mennesker, der ofte omtales som »udadvendte«, føler sig meget trygge i store gruppesammenhænge eller opgaver, der kræver, at de omgås mennesker, de ikke kender. Andre, der kaldes »introverte«, foretrækker ofte situationer, der giver dem mulighed for at omgås mindre grupper af mennesker, som de kan knytte tættere bånd til. Begge har egenskaber, der er vigtige i Herrens værk. Kirken giver mange muligheder, der sommetider er mere naturlige for udadvendte, såsom at tale i kirken, missionere eller deltage i aktiviteter med andre, de ikke kender så godt. Når vi stræber efter at styrke vores fællesskaber, kan vi se behovene hos introverte og gøre ting for at hjælpe dem. Så de er mere bekvemme ved at deltage i arbejdet med frelse og ophøjelse på en måde, der understøtter deres styrker og introverte egenskaber.

Andre måder, hvorpå vi kan søge bedre at forstå og støtte hinanden, omfatter at være opmærksom på familiers baggrunde, økonomi, sundhedsmæssige behov, interesser, og hvor hver person er på pagtsstien. Når vi forbereder os til alle former for aktiviteter, klasser, møder og interaktioner, kan vi prøve at huske på, hvordan vi kan hjælpe alle til at føle sig inkluderede og se, hvor nødvendige de er i Herrens værk. Det gælder også for at nå ud til medlemmer med forskellige interesser og baggrunde.

Det Nye Testamente taler om mange mirakuløse helbredelser og guddommelige kald til at være discipel. Det er et tidløst vidnesbyrd om vores evne til at ændre os. En velkommende og kristuscentreret menighed er ikke fuldstændig uden læren om tilgivelse. Det er vigtigt, at når vi har forurettet andre, og når de har forurettet os, så kan vi alle blive forsonet gennem vor Forløser (se 2 Kor 5:18).

Præsident Russell M. Nelson opfordrede os til at udøve »den ydmyghed, det mod og den styrke, der kræves både for at tilgive og søge tilgivelse.«⁴ Selvom det måske ikke er let at tilgive andre, kan det udvide vores evne til at elske. Selvom det måske ikke er behageligt at søge andres tilgivelse, kan det styrke vores evne til at omvende os.

Når vi viser medfølelse over for andres fejl og mangler, øger det omfanget af Guds kærlighed gennem os. Tilgivelse bringer vores gruppe af sidste dages hellige tættere på Kristus og giver os mulighed for mere fuldt ud at få vores »hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21).

Skabelsen af et mere forenet og velkommende religiøst samfund rækker ud over vores egen religions grænser. Når Kirkens medlemmer tilbyder verdensomspændende tjeneste fra Argentina til Zimbabwe, kan vi elske alle, uanset deres religiøse overbevisning.

Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Som kirke samarbejder vi med andre religioner om at beskytte mennesker af alle trosretninger og overbevisninger samt deres ret til at udtrykke deres overbevisning. Det betyder ikke, at vi accepterer deres overbevisninger, og det betyder heller ikke, at de accepterer vores, men vi har mere til fælles med dem, end vi har med dem, der ønsker at bringe os til tavshed.«⁵

Tal med andre om, hvorfor de elsker deres tro, og fortæl dem, hvorfor I elsker jeres tro. Se, hvad I kan gøre sammen for at styrke jeres fællesskab. At være venner med dem, der ikke deler vores tro, skaber en uforgængelig enhed, som fryder Gud, for vi »er alle én i Kristus Jesus« (se Gal 3:28).