Fører lydighed ikke til velsignelser?

Det kan være svært at bevare et større perspektiv midt i prøvelser, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Herrens veje i sandhed ikke er vores veje (se Es 55:8). Som begrænsede væsener i denne jordiske sfære kan nogle af os lide at blive øjeblikkeligt tilfredsstillet, være lykkelige uden besvær og konstant at leve komfortabelt.

Men vor himmelske Fader ønsker os det bedre. I sin uendelige visdom forstår han, hvad hvert af hans børn behøver for at opnå evig glæde, varig lykke og guddommelig trøst.

Derfor får vi ikke altid de velsignelser, vi beder om, fordi de ikke er til gavn for os på evig sigt. Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Nogle tror fejlagtigt, at Guds løfter betyder, at lydighed mod ham giver specifikke resultater efter en fast tidsplan. De tænker måske: ›Hvis jeg tjener flittigt som fuldtidsmissionær, vil Gud velsigne mig med et lykkeligt ægteskab og børn‹ eller ›hvis jeg afholder mig fra at lave lektier på sabbatten, vil Gud velsigne mig med gode karakterer‹ … Hvis livet ikke udfolder sig præcist på denne måde eller i henhold til en forventet tidsplan, kan de føle sig svigtet af Gud. Men tingene er ikke så mekaniske i den guddommelige økonomi. Vi bør ikke se Guds plan som en kosmisk automat, hvor vi (1) vælger en ønsket velsignelse, (2) indsætter den påkrævede sum af gode gerninger og (3) bestillingen leveres omgående.«¹

Herren har sagt, at »for så vidt som I holder mine befalinger, skal I have fremgang i landet« (2 Ne 4:4). Den ultimative fremgang, vor himmelske Fader har som mål for sine børn, er »udødelighed og evigt liv« (Moses 1:39). Og på grund af sin store kærlighed til os opfordrer han os til at bruge vores handlefrihed til at træffe valg, der vil føre os dertil. Men intet sted i skrifterne står der, at han vil give os præcis det, vi ønsker. Han ved langt bedre end os, hvad der er det bedste for os. Så uanset om vi modtager de velsignelser, vi håber på, eller ej, bliver vi bedt om at stole på, at det er til vores egen gavn (se L&P 122:7).

Den personlige åbenbaring om at tage på mission var et af de tydeligste svar på bønner, jeg nogensinde har modtaget. Indrømmet, jeg var ikke begejstret over udsigten til at skulle forlade min familie i 18 måneder, men jeg kunne ikke fornægte det svar, jeg modtog. Så jeg gav lydigt agt på kaldet.

Der var dele af min mission, som var vidunderlige, men jeg oplevede også en masse udfordringer, der satte min tro på prøve og fik mig til at undre mig over, hvorfor jeg overhovedet blev tilskyndet til at tage på mission! Men når jeg ser tilbage nu, kan jeg ærligt sige, at de svære oplevelser på min mission styrkede mig på mange måder, og de forberedte mig på at modtage velsignelser senere hen.

Sommetider leder vores lydighed os til en lutring (se Mal 3:2), og det er aldrig en behagelig oplevelse. Men hvis vi tillader, at ilden forandrer os, kommer der ny vækst og skønhed fra den deraf følgende aske (se Es 61:3).

Sand omvendelse til Kristus omfatter at have fuldstændig tillid til, at både han og vor himmelske Fader ønsker, at vi kun får det, der er bedst for os i den evige plan. Når vi helhjertet tror på det, kan vi oprigtigt afslutte alle vores bønner med »Din vilje ske, o Herre, og ikke vor« (L&P 109:44). Med denne forpligtelse til at gøre det, som præsident Russell M. Nelson sagde, og »lade Gud råde i vores liv«², forstår vi, at vi ikke får alt det, vi ønsker, eller tror, vi fortjener. Vi vil være tilfredse og glade med de velsignelser, der kommer til os gennem lydighed mod Guds befalinger, uden at sammenligne os med, hvordan vi opfatter, at andre mennesker lever, og hvordan Gud velsigner dem.

Billede

Abraham med nattehimlen bag sig

Abraham, af Robert T. Barrett

Et smukt eksempel på denne sande omvendelse er profeten Abraham. Herren sagde til ham: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive« (1 Mos 15:5). Så det må have været chokerende for Abraham, da Herren befalede ham i hans alderdom at ofre sin søn Isak, gennem hvem Gud havde antydet, at han ville etablere sin pagt (se 1 Mos 17:19). Abraham må have undret sig over, hvorfor Gud bad ham om at give afkald på den søn, der skulle følge ham i pagtslinjen. Men Abraham tvivlede aldrig på Herren, og han vidste, at Herren kender enden fra begyndelsen, og stolede på, at hans løfte ville blive opfyldt.

I det øjeblik Abraham skulle til at slå sin søn ihjel, stoppede en engel ham og roste hans villighed til at være lydig (se 1 Mos 22:11-12). Senere citerede englen Herren og sagde: »Jeg vil mangfoldiggøre dine efterkommere som himlens stjerner og som sandet, der ligger på havets bred« (1 Mos 22:17). Abraham havde tro på, at Herren på en eller anden måde ville velsigne ham, selvom det ikke var på den måde, han oprindeligt havde tænkt.

En stærk påmindelse fra denne beretning er, at vi kan vælge, hvordan vi opfatter Herrens virke; vi kan vælge at have tro. Abraham kunne have set på Herrens befaling om at ofre sin søn som dybt uretfærdig og nådesløs. Alligevel valgte Abraham at se det anderledes – han valgte at fokusere på Herrens kraft, pålidelighed og godhed.

Det er ikke let at udvikle et perspektiv som Abrahams – det kræver tid og øvelse. Til tider har jeg været resistent over for at udvikle den ydmyghed, der kræves for at adlyde og stole på Herren. Jeg har haft åndelige raserianfald, været vred over, at jeg ikke får, hvad jeg ønsker mig, og følt mig bitter over, at jeg fortsat oplever modgang. I disse tilfælde har jeg ikke forstået dette: »At få flyttet [os] derfra, hvor [vi] er nu, og derhen, hvor Herren ønsker [os], kræver en stor indsats, og det medfører ofte ubehag og smerte.«³

Det betyder ikke, at Herren ønsker, at vi skal være ulykkelige – tværtimod. Herrens hensigt er, at vi må »kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25). Men ordet »kunne« antyder, at vores glæde afhænger af vores handlefrihed. Hvis vi ønsker sand, evigtvarende glæde, vælger vi at se velsignelser i enhver form og på ethvert tidspunkt, de kommer. Vi vælger at forblive lydige, selv når det ikke giver umiddelbare resultater, fordi vi elsker og stoler på vor himmelske Fader. Og vi arbejder på at forstå, at de største velsignelser findes i de lektier, vi vælger at lære af vores prøvelser, for det er dem, der drager os tættere på Kristus.

Og er det ikke hele meningen med dette liv at komme Frelseren nærmere og blive som ham?

Jeg har brugt meget tid på at fokusere på de negative aspekter af prøvelser og skuffelsen ved ikke at få det, jeg tror, jeg ønsker. Jeg har stadig øjeblikke, hvor jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor mit liv ofte synes sværere end mange andre menneskers. Og jeg undrer mig sommetider over, hvorfor de ønskede velsignelser til trods for min flittige lydighed synes at mangle. Men jeg lærer at se, at Herren konstant velsigner mig, når jeg er lydig mod hans befalinger (se L&P 82:10; 130:20-21), selv om disse velsignelser ikke altid kommer på det tidspunkt eller den måde, jeg håber på.

Når som helst en velsignelse ikke gives på den måde eller det tidspunkt, vi forventer, har vi mulighed for omhyggeligt at evaluere, hvordan vi har set vor himmelske Faders og vor Frelsers indflydelse i vores liv, for den er der altid. Når vi virkelig forstår denne sandhed, vil vi have perspektivet og modet til ydmygt at erklære: »Din vilje ske.«