2023
Min mirakuløse velsignelse
Februar 2023


»Min mirakuløse velsignelse«, Liahona, feb. 2023.

Sidste Dages Helliges røster

Min mirakuløse velsignelse

Jeg er taknemlig for at vide, at præstedømmets kraft er den samme i alle lande.

Billede
portræt af Sanae Fujita

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

Mod slutningen af min uddannelse i Japan rejste jeg til Thailand for at lave feltundersøgelser til min kandidatgrad. Jeg var begejstret, men nervøs for turen.

Inden jeg tog af sted, bad jeg om en præstedømmevelsignelse. Under velsignelsen blev jeg rådet til at søge præstedømmevelsignelser i svære tider. Jeg fik at vide: »Husk, at der på denne jord ikke er noget sted, der ikke blev skabt ved præstedømmets kraft. Så uanset hvor du tager hen, så søg en præstedømmebærer og bed om hjælp, så vil du blive velsignet.«

Billede
kort, hvor Thailand er fremhævet

Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde Kirken i Thailand, når jeg ankom. Internettet var endnu ikke udviklet, så jeg kunne ikke slå bygningers placering op. Vi ankom til lufthavnen i Bangkok en lørdag eftermiddag. I bussen bad jeg oprigtigt: »Himmelske Fader, i morgen er det søndag. Hjælp mig med at finde Kirken.«

Jeg afsluttede min bøn og så udenfor. Til min overraskelse så jeg et skilt med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på thai og engelsk.

Næste morgen tog jeg en motoriseret rickshaw hen til den bygning. Bagefter gav medlemmerne dér mig adressen på et sted, der lå tættere på mit arbejde på landet, og hvor der blev holdt grensmøder. De gav mig også fuldtidsmissionærernes telefonnumre. Den følgende søndag mødte jeg op i denne gren.

Efter dagevis med lange timer i den varme sol blev jeg udmattet. Til sidst blev jeg syg.

Jeg ringede til fuldtidsmissionærerne, og vi aftalte at mødes på grenens adresse. Da jeg ankom næste dag, var der ingen. Mens jeg sad og ventede udenfor, bad jeg: »Himmelske Fader, jeg ved, at du kan helbrede mig, hvis det er din vilje. Vil du ikke nok hjælpe mig?«

Missionærerne ankom snart sammen med grenspræsidenten. Da disse tre præstedømmebærere lagde deres hænder på mit hoved, følte jeg Helligånden kraft strømme fra toppen af mit hoved til mine tæer. Jeg blev straks helbredt.

I en lille by langt fra mit hjemland søgte jeg hjælp hos præstedømmebærere. Herren velsignede mig gennem sit præstedømme og min tro. Siden da har jeg på mine rejser bedt om mange velsignelser fra præstedømmebærere verden over. Jeg er taknemlig for at vide, at præstedømmets kraft, som værdige præstedømmebærere besidder, er den samme i alle lande.