Den kana’anæiske kvindes sagtmodighed

I Matthæus 14 lærer vi, at Frelseren vidste, at Johannes Døber var blevet halshugget på Herodias’ opfordring. Da Jesus hørte om sin fætters død, forsøgte han at trække sig tilbage med en båd til et »øde sted for at være alene«, måske for at sørge, men folkeskarer fulgte ham til fods (se Matt 14:13). I et eksempel på stor medfølelse tilbragte Kristus dagen sammen med folkeskaren og udførte endda et af sine mægtige mirakler og bespiste tusinder med fem brød og to fisk (se Matt 14:15-21).

Den aften udførte Frelseren endnu et stort mirakel. Han var gået »ene op på bjerget«, væk fra sine disciple, for at bede. Hans disciple gik ombord på en båd, som derpå blev omsluttet af Genesaret sø og rullede mellem bølgerne og vinden. »[Jesus] kom … til dem, gående på søen«, hvilket tilskyndede disciplene til at sige: »Sandelig, du er Guds Søn« (se Matt 14:23-25, 33).

Jesus rejste derefter mod nord fra Galilæa til kysterne ved Tyrus og Sidon, som i dag ligger i Libanon. Han søgte sikkert »hvile, afsondrethed eller passende mulighed for at undervise De Tolv«, hvilket havde undveget ham.¹ Det var da, »en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: ›Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon‹« (Matt 15:22).

Billede

kort og billeder af Sidon og Tyrus

Illustration af Sidon: Balage Balogh

Den kana’anæiske kvinde

Det var bemærkelsesværdigt, at kvinden overhovedet kom hen til Jesus. Hun var kana’anæer, hvilket betød, at hun var »hedensk eller vantro«, fordi kana’anæerne havde »særdeles dårligt ry hos jøderne«.² Og alligevel fik hendes tro på Jesu Kristi kraft og hendes kærlighed til sin datter hende til at bønfalde Frelseren om hjælp. Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede: »Det faktum, at hun tiltalte Jesus som Davids søn, viser hendes tro på, at han var Israels Messias.«³

Selvom vi kun ved meget lidt om denne ikke-jødiske mor, kan vi formode, at hendes tro var ligesom den, andre kvinder nævnt i Det Nye Testamente havde. Ligesom kvinden, der led af »blødninger« (Mark 5:25), Maria og Martha fra Betania og Maria Magdalene, satte den kana’anæiske kvinde hele sin tillid til Frelseren. Hun havde en fast og sikker forståelse af, hvem han var.

Til at begynde med svarede Jesus hende ikke. Disciplene opfordrede ham til at sende hende væk, fordi hun generede dem, og de fornemmede, at hun plagede ham i hans søgen efter ro.⁴

Endelig svarede Jesus. Han forklarede sin tidligere tavshed ved at svare: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus« (Matt 15:24).

Frelserens udtalelse gør det endnu mere forbløffende, at denne ikke-jødiske kvinde kom for at søge en velsignelse til sin datter. Hun var ikke en israelitisk kvinde, men på en eller anden måde vidste hun, at Jesus Kristus var Messias, en konge. Og selvom han gjorde det klart, at hans mission var til jøderne i Israel, havde kvinden tro på, at han ville helbrede hendes datter. I sagtmodighed kastede hun sig ned for hans fødder som anerkendelse af hans kongemagt og kraft (se Mark 7:25), og bønfaldt ham igen: »Herre, hjælp mig!« (Matt 15:25).

Som svar, der virker hårdt for nutidige disciple, sagde Jesus: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde« (Matt 15:26). Bibelkyndige har forklaret, at i denne analogi er »børnene« jøderne, og »de små hunde« er ikke-jøderne.

Med andre ord var Kristi primære forpligtelse over for jøderne. Han skulle give dem mad – eller give dem evangeliet først – og så skulle de give mad eller undervise resten af verden. Ældste Talmage forklarede: »Ordene, hvor hårde de end lyder for os, blev forstået af hende med Herrens hensigt … Kvinden tog bestemt ikke anstød af sammenligningen.«⁵

Igen er denne gode kvindes svar rørende og forunderligt og sagtmodigt: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord« (Matt 15:27).

Denne trosfyldte kvinde var ufortrøden. I stedet for at tage anstød valgte hun tro. Hendes svar er et udtryk for håb, selv i en smule krummer. Sikken fantastisk tro på, at en smule krummer fra Frelserens bord ville være tilstrækkeligt til at overvinde det, der plagede hendes datter. Denne trofaste mors svar viser ydmyghed og sagtmodighed.

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret sagtmodighed som »styrke, ikke svaghed; den er aktiv, ikke passiv; modig, ikke frygtsom«.⁶ Den kana’anæiske kvinde var i sandhed stærk, aktiv og modig, da hun erklærede sin tro på, at blot en lille smule af Frelserens kraft ville være nok.

Billede

tallerken med krummer

Til sidst svarede Jesus Kristus med et styrkende og velkendt svar: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Denne tilkendegivelse af, at han værdsætter og omfavner os alle på vores rejse mod ham, opfølges i skriftens optegnelse af visheden om, at »i samme øjeblik blev hendes datter rask« (Matt 15:28).

Ældste Talmage sagde: »Kvindens prisværdige udholdenhed var baseret på den tro, der overvinder synlige forhindringer og udholder selv under modløshed.«⁷

Den slags varig tro på Jesus Kristus er præcis det, som vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, har rådet os til at udvikle: »Tro på Jesus Kristus er den største kraft, der er tilgængelig for os i dette liv. Alt er muligt for dem, der tror.«⁸

Jeg fejrer den kana’anæiske kvinde, der var stærk, aktiv, modig og vedholdende i at forfægte sin tro på Jesus Kristus som Frelseren, Messias og konge. Hun er et eksempel i Det Nye Testamente på den tro og sagtmodighed, der kræves af alle Jesu Kristi disciple. Lad os vedholdende stræbe efter den slags tro på »ypperstepræsten for de goder, som nu er blevet til« (Hebr 9:11).