Helbredt i templet

Billede

par foran et tempel

Foto med tilladelse fra forfatteren; foto i baggrunden af templet i Durban i Sydafrika af Matthew Reier

Vores første søn blev dødfødt i 2017. Ni måneder før templet i Durban i Sydafrika blev indviet i 2020, blev vores anden søn dødfødt.

På det tidspunkt følte jeg mig som Hanna fra Det Gamle Testamente. »I sin fortvivlelse bad [jeg] til Herren, mens [jeg] græd højt« (1 Sam 1:10).

Jeg følte mig hjælpeløs og vred og bar på en ulidelig smerte. Jeg kæmpede følelsesmæssigt, fysisk og åndeligt. At holde fast i jernstangen føltes som at holde fast i en tråd, der gradvist gled ud af mine hænder. Jeg brændte virkelig »i lidelsens ovn« (Es 48:10).

Jeg er så taknemlig for, at jeg modtog hjælp og helbredelse fra min familie, fra skrifterne og gennem bøn. Jeg fik også hjælp af terapeuter. Kulminationen på min helbredelse fandt dog sted i templet.

Da jeg begyndte at tjene i templet, begyndte jeg at blive fyldt med mere lys. Jeg følte mig hjemme der. Jeg følte også en dyb forvisning om, at Herren elsker mig og er opmærksom på mine kampe.

Da jeg fortsatte med at tjene i Herrens hus, begyndte jeg at se på mine forfædres navne på en anden måde. Det var ikke bare navne. Jeg indså for eksempel, at en forfader var en datter, mor, bedstemor, moster, søster eller niece. Hendes død må have været svær for de tilbageværende slægtninge. Men de velsignelser, der blev tildelt denne forfader i templet gennem hellige stedfortrædende ordinancer, udgør en stor og kærkommen glæde, der overstiger enhver smerte, som hendes tilbageværende slægtninge måtte have følt ved hendes bortgang.

Denne forståelse har velsignet mig, når jeg har tænkt på vores dyrebare drenge, vores ånds evige natur og vor himmelske Faders frelsesplan. At miste vores drenge tilskynder mig til at gøre mit bedste for at efterleve evangeliet.

Nogle dage er stadig sværere end andre. Men det at holde mine pagtsløfter gør disse dage lettere.

For at bruge præsident Russell M. Nelsons ord: »Vi savner virkelig vores [sønner]. Men takket være Jesu Kristi gengivne evangelium behøver vi ikke at bekymre os for [dem]. Når vi fortsætter med at ære vores pagter med Gud, lever vi i forventning om, at vi kan være sammen med [dem] igen.«¹