Taknemlig for at »høre ham«

Billede

en mand står ved en talerstol

Jeg har haft et stort høretab det meste af mit liv og kan kun høre omkring 20 procent af det, der siges fra talerstolen ved de fleste kirkemøder. Af og til får min døvhed mig til at føle mig alene og adskilt, som når forsamlingen griner af en talers humoristiske bemærkning, og jeg ikke kan grine med, fordi jeg ikke hørte bemærkningen. Og jeg var ikke den eneste. Ældre medlemmer af menigheden betroede sig til mig om, at de også havde svært ved at høre.

Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor jeg overhovedet går i kirke, når jeg kan høre så lidt, efter jeg har kæmpet med at forstå en sagte taler ved nadvermødet, eller når en søndagsskolelærer erklærer, at der ikke er nogen grund til at bruge mikrofonen, fordi alle kan høre, hvad der bliver sagt. Ville det ikke være bedre at bruge min tid derhjemme på at læse lektionerne i Kom og følg mig eller studere skrifterne?

Alligevel ønskede jeg at være lydig og fortsatte med at deltage sammen med min familie for at forny mine dåbspagter og erindre Frelseren ved at tage nadveren. Det var altid en velsignelse at føle Ånden, og jeg følte mig altid opbygget af det, jeg kunne høre.

Billede

Jesus og kvinden med blødninger

En søndag havde det højrådsmedlem, der talte ved nadvermødet, en af disse klare og tydelige stemmer, der gjorde det lettere at høre. Han talte om historien i Det Nye Testamente om kvinden, der led af blødninger i 12 år og havde tro på, at hun kunne blive helbredt, hvis hun blot kunne række ud og røre ved Jesu kappe, mens han gik forbi (se Luk 8:43-48).

Taleren kom så med en gribende indsigt, der ramte mig dybt og forklarede, at denne kvinde på grund af sin tilstand ville være blevet betragtet som uren og højst sandsynligt ikke ville have fået lov til at komme i kirke. I 12 år!

Konsekvenserne heraf fik mig til at tabe vejret. Selvom denne kvinde var syg, var hun nok ikke så syg, at hun ikke kunne komme i kirke, i det mindste lejlighedsvist. Men på grund af tidernes sociale skikke fik hun ikke lov til at komme. Sikke en forfærdelig prøvelse for en troende person!

Da jeg grundede over den hjertesorg, hun må have følt ved at være forment at tilbede Gud med andre troende på grund af sin fysiske tilstand – noget hun ikke havde kontrol over – åbnede Ånden mine øjne for hendes situation sammenlignet med min egen. Jeg fik at vide, at selvom jeg ikke kunne deltage fuldt ud, havde jeg i det mindste privilegiet af at komme i kirke og høre, hvad jeg kunne. Denne kvinde havde ikke et sådant valg. Jeg skammede mig over de gange, jeg kort havde overvejet at blive hjemme.

Med det samme talte Gud til mit hjerte og lod mig vide, at han ikke ønskede, at jeg skulle føle skyld. Han ønskede, at jeg skulle være taknemlig – taknemlig for privilegiet ved at komme i kirke og blive styrket ved at omgås Kristi trofaste disciple. Selvom jeg ikke kunne høre alt, kunne jeg forstå nogle ting – og hver af dem velsignede mit liv. Der var også særlige øjeblikke, hvor Ånden hjalp mig til at forstå det, jeg ikke kunne høre.

Jeg var taknemlig for friheden til at tilbede Gud og nyde velsignelserne ved at komme til hans hus. Ånden vidnede for mig om, at det var langt, langt bedre for mig at være til kirkemøder, tage nadveren og lære, hvad jeg kunne, end slet ikke at deltage.

Den dag ændrede min indstilling sig. I stedet for at føle mig nedslået over mine begrænsninger, blev mit hjerte fyldt med fred, og jeg besluttede mig for at fokusere på velsignelserne ved at komme i kirken. Jeg besluttede mig for at gøre en oprigtig indsats for at være taknemlig for det, jeg kunne høre, i stedet for at blive modløs over det, jeg ikke kunne høre.

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »At være taknemlig i sorgens stund betyder ikke, at vi er glade for vores omstændigheder. Det betyder dog, at vi med troens øje ser ud over øjeblikkets udfordringer.«¹ Kvinden, der rakte ud for at røre Jesu kappe, var en vidunderlig påmindelse for mig om at have tro nok på Herren til at se ud over mine begrænsninger og have tilstrækkelig tillid til Gud til at vide, at han vil velsigne mig til at hæve mig over mine fysiske begrænsninger.

Livet kommer med alle mulige udfordringer, der beskatter os åndeligt, følelsesmæssigt eller fysisk, men selv i tider med trængsler opfordres vi til at være taknemlige for de velsignelser, vi nyder. Herren har sagt:

»Mine venner: Frygt ikke, lad hjertet finde trøst; ja, fryd jer i al evighed, og giv tak under alle forhold …

Og alt det, hvormed I er blevet plaget, skal virke sammen til gavn for jer og til mit navns ære, siger Herren« (L&P 98:1-3).