En pose mad og 20 mark

Livet var meget enkelt i Hämeenkyrö. Vi havde købt et lille hus ved en smuk skov. Jeg var for nylig blevet medlem af Kirken, men min mand var ikke interesseret i evangeliet. Vi bestræbte os på at være selvforsynende. Vi dyrkede kartofler og andre grøntsager i vores køkkenhave. Jeg syede børnenes tøj og lappede vores eget. Vi havde brug for og var taknemlige for de gavepakker med tøj, som min mor sendte os fra det nordlige Finland.

Men som tiden gik, blev forholdene værre. Vi måtte rationere vores mad. Til tider spiste min mand og jeg kun kartofler, så børnene kunne få lidt mere. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at bede: »Kære Vorherre, vil du ikke nok sende en, som kan hjælpe os?«

Jeg fandt et job, men det var ikke nok. Der var ikke meget tilbage af min løn, når jeg havde betalt mine udgifter, som bl.a. omfattede busbilletter og babysitter.

Skønt vi sad hårdt i det, lærte jeg altid mine børn at være taknemlige for det, vi havde. Når Petri skulle bede bordbøn, sagde han ofte: »Tak, kære himmelske Fader, for grøden, men vil du ikke nok give os lidt pølse også, hvis du har noget?«

I de situationer bad jeg endnu mere inderligt: »Vil du ikke nok sende en, som kan hjælpe os?«

I en nabolandsby boede tante Toini under bekvemme forhold, men hun havde det slet ikke godt. Hun var plaget af sin fortid. Skønt hun altid havde været velhavende og haft nok af alting, havde det ikke været tilfældet med hendes søster.

Hendes søster havde en familie – en mand og et par tvillingedøtre på tre år. Hendes søsters mand var kommet alvorligt til skade ved en arbejdsulykke. Ikke længe efter blev søsteren syg af tuberkulose, og i sin fortvivlelse opsøgte hun tante Toini og bad om den lille sum af 20 finmark og brød til sine piger. Men i sin selviskhed havde tante Toini afvist at hjælpe hende på nogen måde. Kort efter døde tante Toinis søster af tuberkulose, og hendes mand døde som følge af sin ulykke. Fremmede adopterede deres treårige døtre.

»Det var min skyld, at min søster døde, og at de små piger måtte bortadopteres,« betroede tante Toini mig den dag, jeg traf hende. Mit blik blev sløret af tårer, mens hun fortalte sin triste historie, og jeg fornemmede, at hun søgte tilgivelse.

»Min søster boede i dette hus,« fortalte hun mig. Hun så mig i øjnene og rakte mig 20 mark. »Værsgo. Bed til, at Gud vil tilgive mig.« Da der var gået et lille stykke tid, tog hun sig sammen, rejste sig og sagde: »Nå, lad os så komme i gang. Jeg henter noget brænde, så vi kan lave aftensmad.«

Mens hun hentede vand i brønden, opsendte jeg en ny bøn: »Tak, kære himmelske Fader! Velsignet være den fyldte pose og de 20 mark!«

Hver eneste lørdag ved samme tid dukkede tante Toini op med posen fuld af mad og 20 mark. Hun spurgte aldrig, hvad hun kunne hjælpe med; hun gik bare i gang. Af og til blev hun hos os en dag eller to. Så var hun altid den første, der stod op om morgenen for at koge grød. Hun gav os nye gryder og pander, da hun så, at vi havde brug for det. Til tider vaskede hun vores tøj i hånden.

Ugerne gik hurtigt, når vi så frem til lørdag og tante Toinis besøg. Nogle gange fortalte jeg hende om Kirken, og ofte bad vi sammen. Marika og Petri var glade, hver gang hun kom, og tante Toini glemte aldrig at have lidt pølse med til Petri. Hun så ud til at nyde samværet med vores familie, og jeg tænkte, at vi måske også gav hende noget.

Tante Toini besøgte os regelmæssigt gennem tre år. Men så en lørdag kom hun ikke. Hun kom heller ikke dagen efter. Senere fik vi at vide, at tante Toini netop var gået ud af en butik og havde sat kurs mod vores lille hytte, da hun pludselig sank om på jorden og aldrig vågnede op igen.

Min mand og jeg og vores børn deltog i tante Toinis begravelse. Vi kendte ikke nogen af de tilstedeværende, og vi var ikke sikre på, hvornår det var passende for os at lægge vore blomster på hendes grav. Vi besluttede os for at vente til sidst med at lægge vore blomster og udtrykke taknemlighed og tage afsked med hende.

Efter begravelsen kom en kvinde hen til os og fortalte, at hun var tante Toinis datter. »I kunne godt have lagt jeres blomster som de første. Mor holdt så meget af jer,« sagde hun. »Hvad var det for en kraft, der forandrede hende? Engang var hun så nærig og egoistisk. Men i løbet af de sidste tre år blev hun et helt nyt menneske. Hun var så kærlig og omsorgsfuld.«

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, bortset fra: »Det var kærlighed.«

Skønt der er gået 40 år, siden jeg første gang traf tante Toini, lærer jeg stadig af de lektier, som hun bragte os sammen med poserne med mad. Hun var min læremester. Hun lærte mig, hvordan man skal længes efter tilgivelse, og hvordan man yder tjeneste og hjælper andre. Og jeg indser nu, at selvom hun kom for at give os mad, havde hun selv fået næring.

20 år efter tante Toinis begravelse, fandt Petri ud af, at vi er i familie med tante Toini gennem min mands familie. Vi udførte tempelordinancer for hende. Åh, hvor bliver det dog en glædens dag, når vi møder hinanden på den anden side af sløret!

Tante Toini var et inspirerende eksempel på kærlighed og en forandring i hjertet. Jeg vil altid huske hende med poserne fulde af mad og 20 mark, og jeg håber, at jeg kan følge den samme vej, som hun fulgte, for det er den vej, Frelseren ønsker, at vi skal følge

Maija-Kaarina Mälkinen er medlem af Tampere 2. Menighed i Tampere Stav i Finland.