Det Første Præsidentskabs kvorum

Kirkens præsidents og Det Første Præsidentskabs Kvorums ansvar for hele Kirken overalt i verden stadfæstes tydeligt i disse åbenbaringer, som findes optegnet i Lære og Pagter.

Samtidig omtales De Tolv Apostles Kvorum som havende »samme myndighed og magt som de tre før omtalte præsidenter« (L&P 107:24).

Og De Halvfjerds »danner et kvorum, der har samme myndighed og magt som de omtalte tolv særlige vidner eller apostle« (L&P 107:26).

Så opstår spørgsmålet: Hvordan kan de have samme myndighed? Angående dette spørgsmål sagde præsident Joseph F. Smith (1838-1918): »Jeg vil gerne korrigere en opfattelse, som til en vis grad er blevet udbredt blandt folket, nemlig at De Tolv Apostle besidder samme myndighed som Kirkens Første Præsidentskab. Det er korrekt i det tilfælde, hvor der ikke er noget andet præsidentskab end De Tolv Apostle; men så længe der er tre præsiderende ældster, som besidder den præsiderende myndighed i Kirken, har De Tolv Apostle ikke samme myndighed som dem. Hvis det var tilfælde, ville der være to myndigheder med samme myndighed og to kvorummer i præstedømmet med samme myndighed, som fungerede sideløbende, og det kan ikke lade sig gøre, for der skal være et overhoved« ( Elders’ Jorunal, 1. november 1906, s. 43).

På samme måde har De Halvfjerds, som virker under De Tolvs ledelse, kun samme myndighed i det tilfælde, at Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum på en eller anden måde blev udslettet.

Der har været længere perioder, hvor der ikke var noget Første Præsidentskabs Kvorum. Efter profeten Josephs død hvilede den præsiderende myndighed på De Tolv Apostles Kvorum, der havde Brigham Young som præsident. Det stod på i tre og et halvt år. Efter Brigham Youngs død gik myndigheden igen tilbage til De Tolvs Kvorum og forblev der i tre år og to måneder. Efter John Taylors død gik der et år og ni måneder, før Det Første Præsidentskab blev organiseret.

Siden den tid har reorganiseringen af præsidentskabet fundet sted i løbet af få dage efter præsidentens død. I hvert eneste tilfælde er det medlem af De Tolv Apostles Kvorum, som har længst anciennitet, blevet Kirkens næste præsident. Denne anciennitet afgøres ud fra den dato, hvor vedkommende blev ordineret til apostelembedet.

Det er indlysende, at skønt Det Første Præsidentskab præsiderer og har myndighed over alle anliggender i Kirken, er det nødvendigt at delegere myndighed og ansvar til andre, som så udfører de omfattende administrative opgaver i Kirken rundt omkring i verden.

»De tolv er et omrejsende præsiderede højråd og skal gøre tjeneste i Herrens navn under kirkens præsidentskabs vejledning og i overensstemmelse med himlens forordning. De skal opbygge kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer, først blandt ikke-jøderne og derefter blandt jøderne.

De halvfjerds skal handle i Herrens navn under de tolvs eller det omrejsende højråds ledelse. De skal opbygge kirken og ordne alle dens anliggender blandt alle folk« (L&P 107:33-34).

Af praktiske årsager overdrages De Tolv og De Halvfjerds derfor, under Det Første Præsidentskabs ledelse, meget af ansvaret for Kirkens religiøse anliggender. Det omfatter forkyndelsen af evangeliet til jordens folk og administrationen af de forskellige programmer for Kirkens medlemmer.

Udførelsen af dette kræver, at meget andet arbejde også udføres. Kirkebygninger skal opføres og vedligeholdes, Kirkens litteratur skal oversættes, publikationer skal trykkes og mange andre timelige opgaver skal varetages. Det Præsiderende Biskopråd har fået ansvaret for dette. Under ledelse af præsidentskabet fastlægger biskoprådet metoder og midler til indsamling af medlemmernes tiende og offerydelser, sørger for velfærdshjælp til de fattige og nødlidende og varetager mange andre funktioner.

Og med denne forholdsvis enkle og velkendte ledelsesstruktur udfører Kirken sine omfattende programmer i hele verden. Kirkens organisation er indrettet på en sådan måde, at den kan tilpasse sig yderligere vækst ved at øge medlemstallet i De Halvfjerds, der fungerer som kirkeledere, og ved at ansætte medarbejdere, der tager sig af de timelige anliggender.

Desuden lyder det i en af vore trosartikler: »Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (9. trosartikel).

Med andre ord tror vi på fortsat åbenbaring. Det er Kirkens præsidents særlige ansvar at modtage åbenbaring for hele Kirken. Enhver kirkeleder har ret til at modtage åbenbaring vedrørende sit særlige ansvarsområde og sine pligter, men åbenbaring, der vedrører hele Kirken, gives udelukkende til og gennem præsidenten.

Vi har standardværkerne, som er blevet anerkendt som hellig skrift ved Kirkens medlemmers afgørelse. Så spørgsmålet melder sig naturligvis: Er der blevet modtaget andre åbenbaringer siden da, og modtages der åbenbaringer i dag?

Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Min kirketjeneste omfatter 3 1/2 år som assistent til De Tolv, en gruppe, der senere blev overført til De Halvfjerds Første Kvorum; 20 år som medlem af De Tolv Apostles Kvorum; og 24 år som medlem af Det Første Præsidentskabs Kvorum, hvoraf jeg de sidste 10 år har været præsident. Jeg har set mange forandringer, som jeg er fuldstændig sikker på kom som følge af åbenbaring.

Fra tid til anden er jeg blevet interviewet af repræsentanter fra pressen. De har næsten alle sammen spurgt: »Hvordan modtager Kirkens profet åbenbaring?«

Jeg svarer, at den kommer i dag, som den gjorde i fortiden. I den forbindelse har jeg fortalt disse pressefolk om Elias’ oplevelse, da han havde dystet med Baals præster:

»Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.

Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen« (1 Kong 19:11-12).

Og sådan er det. Der lyder en stille, sagte stemme. Den kommer som svar på bønner. Den kommer med Åndens hvisken. Den kan komme i den stille nat.

Nærer jeg nogen tvivl om det? Overhovedet ikke. Jeg har set det igen og igen. Den vel nok mest omtalte åbenbaring i nyere tid blev givet til præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) angående alle værdige mænds mulighed for at blive ordineret til præstedømmet (se Officiel Erklæring 2). Den åbenbaring har fået fantastiske følger.

Der har været mange andre åbenbaring, som ikke har fået samme omtale – for eksempel måden, hvorpå vi finansierer lokale kirkeenheder. I mange år betalte medlemmerne ikke blot tiende og fasteoffer, men de bidrog også gavmildt til menighedens budget. De tog del i betalingen af ejendomme og byggerier. Så skete der en væsentlig ændring. Det blev besluttet, at alle sådanne udgifter skulle dækkes af Kirkens tiendemidler. Denne ændring var udtryk for stor tro baseret på åbenbaring.

I dag finansieres alle den slags udgifter via tiendemidlerne. Og det mest forbløffende og vidunderlige er, at Kirken aldrig har stået økonomisk stærkere, end den gør i dag. Herren har holdt sit løfte fra fordums dage, da han gav nutidig åbenbaring.

Jeg mener også, at tanken om mindre templer kom som en direkte åbenbaring. Jeg har flere gange fortalt, hvordan det gik til. De velsignelser, som vore medlemmer har nydt takket være opførelsen af disse mindre templer, har været enestående.

Endnu et eksempel: For nogle år siden stod det klart, at Tabernaklet i Salt Lake City ikke kunne huse alle dem, der ønskede at overvære vore generalkonferencer. Men hvad kunne vi gøre?

Jeg er sikker på, at opførelsen af vores storslåede konferencecenter kom som en følge af Herrens vilje givet gennem åbenbaring. Opførelsen af denne bygning var et dristigt projekt. Det betød, at vi måtte rive en historisk ejendom ned og erstatte den med dette storslåede auditoriumskompleks, hvilket kostede millioner af dollars.

Og nu i den kommende tid bliver vi nødt til at lukke Tabernaklet, fordi det skal jordskælvssikres og restaureres på grund af dets høje alder. Jeg spørger mig selv: »Hvad skulle vi have gjort uden Konferencecentret?«

Og sådan kunne man blive ved. Jeg kunne nævne andre eksempler, men det er der ingen grund til. Kendsgerningen er, at Gud åbenbarer sin vilje, sådan som han gjorde i oldtiden. Han leder sin kirke gennem sine kaldede tjenere.

Det Første Præsidentskab bærer en stor og tung byrde på sine skuldre. Det kan kun lade sig gøre takket være en stor og effektiv organisation. Vi behøver ikke at frygte for fremtiden. Rammerne for værkets fremgang ligger allerede fast. Der kan ske tilpasninger i programmerne, men det er Guds værk, og dets fremtid ligger fast. Det fortsætter, »ligesom den sten, der uden hænder blev revet løs af bjerget, skal rulle frem, til den opfylder hele jorden« (L&P 65:2).

Tvivl aldrig på værkets fremtid.