Den rigtige jul

Højtiden er omgærdet af traditioner, og dens rødder strækker sig langt tilbage i historien. Julen stammer fra en hedensk gudsdyrkelse, som eksisterede længe før kristendommens indførelse. Guden Mithra blev tilbedt af de gamle indoeuropæere, og denne gudsdyrkelse bredte sig langsomt til Indien og Persien. Oprindelig var Mithra gud over den klare himmels guddommelige lys, og senere, i den romerske tidsalder, blev han tilbedt som solguden – Sol Invictus Mithra.

I det første århundrede [før] Kristus foretog Pompeius erobringstogter langs Kilikiens sydkyst i Lilleasien, og mange af de fanger, som blev taget under disse felttog, blev ført med til Rom. Det førte til den hedenske Mithratilbedelses indførelse i Rom, for disse fanger udbredte religionen blandt de romerske soldater. Denne gudsdyrkelse blev populær, især i den romerske hær. Den dag i dag finder man blandt ruinerne af det vidtstrakte romerske imperiums byer helligdomme, som var viet til Mithra. Mithraismen blomstrede i den romerske verden og blev den førende konkurrent til kristendommen blandt disse mennesker.

Solgudens tilbedere afholdt en festlig højtid umiddelbart efter vintersolhverv, årets korteste dag – det tidspunkt, hvor solen står stille efter dens årlige dyk ned over den sydlige halvkugle. Dens begyndende opstigen fra dens laveste punkt blev betragtet som Mithras genfødsel, og romerne fejrede hans fødselsdag hvert år den 25. december. Der var megen munterhed under denne højtid – fest og festmåltider, gaver til gode venner og udsmykninger med stedsegrønt.

Gradvist fik kristendommen overhånd over mitrhaismen, som havde været dens stærkeste rival, og den festdag, som højtideligholdt Mithras fødsel, blev af de kristne brugt til at mindes Kristi fødsel. Den hedenske soltilbedelse, som havde så dybe rødder i den romerske kultur, blev erstattet af en af de største højtider blandt de kristne. Julen er nedarvet til os som en taksigelsens og glædens dag – en dag med glæde og fred mellem mennesker. Skønt højtiden har en jordisk oprindelse og betydning, så har den dog guddommeligt indhold. Den gamle kristne højtid har overlevet gennem århundrederne.

Hvordan ser man så på julen i dag? Legenden om julemanden, juletræet, julepynt og mistelten og udveksling af gaver er alt sammen udtryk for ånden bag den dag, som vi fejrer; men julens sande ånd stikker meget dybere end dette. Den findes i Frelserens liv, i de principper, som han forkyndte og i hans sonoffer, som er vores store arv.

For mange år siden fremkom Kirkens Første Præsidentskab med denne udtalelse:

»I de sidste dages helliges øjne har julen både en mindeværdig og profetisk betydning – den er en påmindelse om to store og højtidelige begivenheder, som universelt betragtet er de største og mest forunderlige begivenheder i menneskehedens historie. Disse begivenheder var, allerede inden kloden blev dannet, [forudordineret] til at finde sted på den. En af disse var Frelserens komme i tidernes midte, hvor han skulle dø for verdens synder; og den anden er den opstandne og herliggjorte Forløsers genkomst, når han skal herske på jorden som Kongernes Konge« (»What Christmas Suggests to a Latter-day Saint«, Millenial Star , 2. januar 1908, s. 1).

I Paulus’ korte brev til galaterne, udtrykte han stor bekymring over deres åbenbare vantro og forkastelse af hans lærdomme om Kristus. Han skrev til dem: »Det er godt at være ivrig for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer. Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer!« (Gal 4:18-19). Med andre ord skrev Paulus, at han følte smerte og ængstelse, indtil Kristus »fik skikkelse« i dem. Det er en anden måde at sige »i Kristus« på, sådan som Paulus gentagne gange anvendte den vending i sine skrivelser.

Det er muligt for Kristus at fødes i menneskers liv, og når sådan en begivenhed indtræffer, er det menneske »i Kristus« – Kristus har fået »skikkelse« i vedkommende. Det forudsætter, at vi tager Kristus til os og gør ham til en levende realitet i vores tilværelse. Han er ikke bare en almindelig sandhed eller en historisk kendsgerning, men Frelser for alle mennesker hvor som helst og når som helst. Når vi stræber efter at være kristuslignende, får han »skikkelse« i os; hvis vi lukker op, træder han indenfor; hvis vi søger hans råd, rådgiver han os. Hvis Kristus skal have »skikkelse« i os, skal vi have tro på ham og hans forsoning. En sådan tro på Kristus og en overholdelse af hans befalinger er ikke en begrænsning for os. Det er derimod det, der gør mennesker frie. Denne Freds Fyrst venter på at skænke os fred i sindet, hvilket kan gøre hver enkelt af os til et redskab for denne fred.

Den rigtige jul kommer til den, der har taget Kristus ind i sit liv som en motiverende, dynamisk og fornyende kraft. Julens virkelige ånd ligger i Mesterens liv og mission. Jeg vil fortsætte med det, som forfatteren beskrev som julens sande ånd:

»Det er et ønske om at yde ofre for andre, at yde tjeneste og at nære en følelse af broderskab for alle mennesker. Den består af en villighed til at glemme det, man har gjort for andre, og kun huske det, som andre har gjort for en; at ignorere det, som verden skylder en, og kun tænke på … ens pligter som … kan gøres med tiden eller i nærmeste fremtid, mens muligheden for at gøre godt og hjælpe næsten træder i forgrunden – så man ser, at ens medmennesker er lige så gode, som man selv er, og søger at se om bag deres ansigter og ind i hjertet – at skubbe alle sine beklagelser i baggrunden og se sig om efter et sted, hvor man kan så glædens frø og så skynde sig ubemærket videre« ( Improvement Era , december 1919, s. 155).

Efter at have overvejet julens betydning skrev James Wallingford disse linjer:

(I Charles L. Wallis, red, Words of Life , 1966, s. 33).

En klog mand har sagt:

»Det mest forbløffende ved juleevangeliet er dets relevans. Det har sin plads i enhver tidsalder og passer til alle sindsstemninger. Det er ikke bare en smuk historie, som engang blev fortalt, men evigt vedkommende. Det er stemmen, der råber i enhver ørken. Det har lige så stor betydning i vor tid, som det havde den nat for længe siden, hvor hyrderne fulgte stjernens lys til Betlehem« (Joseph R. Sizoo, i Words of Life , s. 33).

Man har sagt, at julen er børnenes fest; men efterhånden som barndommens drømme svinder og en mere moden forståelse træder i deres sted, bliver Frelserens enkle belæring om, at »det er saligere at give end at få« (ApG 20:35) en realitet. Udviklingen fra hedensk fest til en kristen højtid til minde om Kristi fødsel i hver enkelts liv er en anden form for modenhed, som kommer til den, der er blevet rørt af Jesu Kristi evangelium.

Hvis du ønsker at finde julens sande ånd og nyde dens sødme, så lad mig komme med dette forslag. Giv dig tid, midt i denne fortravlede juletid, til at lade dit hjerte søge Gud. Det kan være i en stille stund, og på et stille sted, hvor du kan knæle – alene eller sammen med dine kære – og takke for de goder, som du har modtaget, og bede om, at hans Ånd må dvæle i dig, mens du oprigtigt stræber efter at tjene ham og holde hans bud. Han vil da tage dig ved hånden, og han vil indfri sine løfter.

Jeg ved, at Gud lever. Jeg bærer vidnesbyrd om hans Søns guddommelighed, han, som er denne verdens Frelser, og jeg udtrykker min taknemlighed over den velsignelse, som det er at have den levende Guds profet på jorden i dag.

Taget fra en tale holdt på Brigham Young University den 5. december 1972. Sproget moderniseret.