2005
TILPAS JER OMSTÆNDIGHEDERNE
December 2005


STYRK FAMILIEN

TILPAS JER OMSTÆNDIGHEDERNE

Den sidste artikel i en serie, som giver hjælp til dit studium af »Familien: En proklamation til verden«.

»Fædre og mødre er forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere. Uarbejdsdygtighed, dødsfald eller andre omstændigheder kan nødvendiggøre individuelle tilpasninger. Den øvrige familie bør hjælpe til, når der er behov herfor.«1

Mindre ideelt

I en ideel verden ville alle voksne være lykkeligt gift, alle ægteskaber ville være velsignet med børn, og alle familiemedlemmer ville være sunde, lydige og hjælpsomme mod hinanden. Men livet er sjældent ideelt. Ethvert mennesker møder modgang, og ingen families rejse gennem dette liv er fuldstændig problemfri. Uden trængsler, svagheder, sygdom og død kunne vi ikke lære de lektier, vi er sendt herned for at lære. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har forklaret: »Hvis vi betragter jordelivet som den eneste eksistens, så er smerte, sorg, fiasko og et kort liv en katastrofe. Men hvis vi betragter livet som noget evigt, der strækker sig tilbage til en førjordisk fortid og fremad mod en evig fremtid efter døden, så kan alle hændelser ses i det rette perspektiv.«2

Skiftende ansvar

Sygdom, handicap, død, skilsmisse og andre hæmmende faktorer kan skabe udfordringer. I sådanne tilfælde kan »individuelle tilpasninger« af rollerne være nødvendige. En far kan blive nødt til at påtage sig yderligere ansvar for husholdningen og børneopdragelsen, eller en mor, som har været hjemmegående, kan blive nødt til at søge ud på arbejdsmarkedet. Selv børn kan blive nødt til at påtage sig nye ansvar.

Når der indtræffer foruroligende begivenheder, kan det blive nødvendigt for andre slægtninge at træde til. Denne støtte kan være alt fra at yde økonomisk bistand til at afsætte tid til at passe børn, hjælpe med huslige pligter eller pleje en syg eller handicappet slægtning. Omfanget af den øvrige families indsats afhænger af omstændighederne og familiens behov.

Selv uden alvorlig modgang kan fjernere familiemedlemmer udgøre et væsentligt netværk. Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »At bygge en grundvold, som er stærk nok til at understøtte en familie i vore vanskelige tider kræver en stor indsats af os alle – både far, mor, bror, søster, bedstemor, bedstefar, tanter, onkler, fætre, kusiner og så videre. Enhver må bidrage med energi og en indsats for at hamre pæle ned i evangeliets klippegrund, indtil grundvolden er stærk nok til at kunne holde i evighederne.«3

Modgang

Du undrer dig måske over, hvorfor din familie må udholde modgang og de hindringer, som den medfører. Svaret og trøsten kan findes i evangeliets evige perspektiv. Apostlen Paulus forkyndte, at vore »lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed« (2 Kor 4:17). Hvordan er det muligt?

Ældste Merrill J. Bateman fra De Halvfjerds’ Præsidium påpeger: »Trængsler og prøvelser kan antage mange former: En af vore kæres død, et ægteskab, som er vanskeligere end ventet, intet ægteskab, en skilsmisse, et barn, der fødes med et handicap, barnløshed, arbejdsløshed, forældre, som begår fejl, en søn eller datter, som kommer på afveje, sygdom. Listen er endeløs. Hvorfor har Gud gjort plads til skuffelser, smerte, lidelser og død i sin plan? Er modgang nødvendig for at kunne skabe et Kristus-centreret liv, for at få Guds billede prentet i vores bevidsthed?

En forståelse af frelsesplanen, af den førjordiske tilværelse, jordelivet og livet efter døden giver os perspektiv … Modgang, skuffelser, smerte, lidelse og død er nødvendige for at værne om handlefriheden og give åndelig udvikling (se 2 Nephi 11). Hvis livet på den anden side kun bestod af vores jordiske tilværelse, så var modgang uforståelig … Uden et evigt perspektiv er der ingen meningsfuld forklaring på menneskers umenneskelighed mod hinanden eller på jordskælv, oversvømmelser eller handicappede børn.

Vi bør huske på, at det var Satan, som ønskede en jord uden skuffelser, uden prøvelser, uden modgang og uden herlighed, undtagen til ham selv.«4

Helbredelse gennem forsoningen

Selv om jordelivet skal være en prøve for os, så står vi ikke uden guddommelig hjælp. Ældste Ricahrd G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er vigtigt at forstå, at hans lindring kan betyde at blive helbredt, eller at få sine byrder lettet, eller endog at komme til en erkendelse af, at det betaler sig tålmodigt at holde ud til enden …

Erkend, at visse udfordringer i livet ikke kan løses her på jorden … Herren ønsker, at du skal lære, hvordan du kan blive helbredt, når det er hans vilje, samt at lære dig, hvordan du kan opnå styrke til at leve med din udfordring, når han ønsker, at den skal være et middel til vækst …

Når du føler, at du ikke kan klare mere, så læg for en tid dine udfordringer for hans fødder … Herren vil yde hjælp ved guddommelig kraft, hvis du søger udfrielse i ydmyghed og i tro på Jesus Kristus .5

NOTER

  1. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, oktober 2004, s. 49.

  2. The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 38-39.

  3. »Født af retskafne forældre«, Stjernen, aprilkonferencen, 1985, s. 21.

  4. »Et Kristuscentreret liv«, Liahona, december 1999, s. 20.

  5. »At blive helbredt«, Liahona, maj 1994, s. 7-8.