Helede hjerter og slægtsforskning

Skønt vi bor på østkysten af Queensland i Australien, er vi tyskere. Min mand, Siegfried, er født i Danzig, og jeg er født i det, der i dag er den tjekkiske republik. Da vi overvejede at tage på mission, havde vi en del bekymringer. Vores familie voksede hele tiden. Adskillelsen ville tage hårdt på os. Vores lille hus kunne ikke fremlejes, og vi havde også økonomiske problemer. Vi drøftede situationen og de forskellige fordele og ulemper. Men til sidst knælede vi og bad vor himmelske Fader om vejledning. Derefter virkede det meget lettere. Vi havde begge en god fornemmelse af vished om, at vi skulle tage på mission.

I den ansøgning, som biskoppen gav os, kunne vi anføre det land, som vi gerne ville tjene i. Det var selvfølgelig Tyskland. Og skønt det syntes meget tvivlsomt, at vi ville blive sendt om på den anden side af kloden, så vidste vor himmelske Fader præcis, hvad vi havde brug for. Vi blev bedt om at tjene en tempelmission i Freiberg i Tyskland. Jeg var begejstret, fordi jeg stadig forstår og taler en smule tjekkisk. Jeg vidste, at medlemmer fra Østeuropa ofte besøger templet i Freiberg.

Vi begyndte vores mission den 25. februar 1992. Vores tempelpræsident var Jiří Šnederfler, og hans hustru, Olga, var tempelpræsidentinde. De var pragtfulde mennesker – altid kærlige og imødekommende.

Vi havde kun gode oplevelser i Freiberg. Alle var hjælpsomme og venlige. Vi arbejdede hårdt, og vi var en stor familie af tempeltjenere, som elskede hinanden. Vi har stadig kontakt med mange af dem.

Højdepunktet på vores mission var et besøg af de første medlemmer fra Ukraine. Vi havde forberedt os godt. Missionspræsidentens hustru kunne tale russisk, og jeg havde endda lært dele af en af ordinancerne på russisk. Disse medlemmer nærede stor ærbødighed for Herrens hus. Når de kom og gik, bukkede de ydmygt. De var så glade for at kunne modtage deres begavelse, og mange græd af glæde og havde slet ikke lyst til at forlade templet igen.

De polske medlemmer kom tit til templet, og til at begynde med var min mand nervøs for at skulle møde dem. Hans bedstemor havde sultet i en lejr i Polen efter anden verdenskrig. Men ved at møde disse brødre og søstre og tilbede Gud sammen med dem, blev min mand følelsesmæssigt helet. Det var en stor velsignelse, der kom som følge af vores mission.

Min store velsignelse var at lære en tjekkisk søster ved navn Marie Smidova at kende. Med hendes hjælp var jeg i stand til at begynde at udføre min slægtsforskning. Kirken havde ingen mikrofilm fra det område, som jeg skulle bruge, og jeg kunne ikke nok tjekkisk til at skrive og bede tjekkiske embedsfolk om oplysninger. Søster Smidova har hjulpet mig meget, og det er jeg dybt taknemlig for.

Da vi vendte hjem efter halvandet år, blev vi forbavsede over at se, hvordan vores økonomi var blevet sundere. Vores lille hus ventede på os, og vores børn havde forberedt en dejlig velkomst. Et år senere rejste vi til Sydney i Australien for at tjene en étårig tempelmission der.

Vi er taknemlige for de oplevelser, som vores virke har bragt os. Vi vil minde alle ældre ægtepar om præsident Spencer W. Kimballs (1895-1985) ord: »Gør det nu!«

Brunhilde Gehrmann er medlem af Kawana Waters Menighed i Nambour Stav i Australien.