Må jeg ikke også blive døbt?

»Nuno og Miriam, vil I følge Jesu Kristi eksempel og blive døbt næste lørdag?« spurgte søster Silva.

Paulo kunne ikke tro sine egne ører. Søstermissionærerne havde lige inviteret hans 10-årige bror og søster til at blive døbt!

»Ja! Ja!« sagde tvillingerne glade.

Miriam kunne ikke holde op med at smile. Nuno gav søster Lopes en high-five. Bedstemor strålede af glæde fra sin store røde lænestol i hjørnet.

I et par uger havde søstermissionærerne undervist Paulo og hans søskende hjemme hos deres bedstemor på São Miguel, den grønne, vindblæste ø – 1.600 km fra Portugal. Paulo elskede at åbne den øverste del af bedstemors hoveddør og mærke havbrisen, mens han så på søster Lopes og søster Silva, der kom gående op ad gaden for at undervise ham om evangeliet.

Søstermissionærerne havde sagt, at det ville blive en særlig lektion i dag. Nu vidste Paulo hvorfor. Nuno og Miriam skulle døbes, ligesom Jesus havde undervist om! Paulo ville også følge Frelserens eksempel.

»Søstre, må jeg også blive døbt på næste lørdag?« spurgte han ivrigt, mens han holdt sin illustrerede Mormons Bog tæt ind til sig.

Søster Silva smilede, men rystede på hovedet. »Desværre, Paulo. Herren har fortalt os, at vi alle skal døbes, men først når vi er fyldt otte år. Fordi du kun er seks år, så er du ikke ansvarlig for dine handlinger endnu.«

»Men søstre,« protesterede Paulo, »jeg har bedt og læst Mormons Bog sammen med min familie, ligesom I underviste mig om. Jeg går i Primary hver uge sammen med bedstemor og onkel Mário. Jeg ved, at denne kirke er sand! Må jeg ikke blive døbt sammen med Nuno og Miriam?«

»Du har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at efterleve befalingerne og lære om evangeliet,« sagde søster Lopes. »Men du skal stadig vente to år, før du må blive døbt.«

Paulos hals begyndte at brænde, og varme tårer fyldte hans øjne. Han sprang op og løb op på sit værelse på loftet, hvor han sov sammen med sine søskende.

Da Paulo havde grædt ned i sin pude i et par minutter, hørte han nogen komme op ad lofttrappen. Onkel Mário satte sig ned på Paulos seng.

»Hvad skete der, Paulo?« spurgte onkel Mário.

»Søster Silva og søster Lopes sagde, at jeg ikke måtte blive døbt, men Nuno og Miriam må gerne,« sagde Paulo. »Jeg vil gerne være medlem af Kirken! Jeg elsker at synge salmer til nadvermødet og lære mere om skrifterne i Primary. Jeg vil ikke føle mig udenfor.«

»Paulo, du kan stadig være en del af Kirken, selv om du ikke er gammel nok til at blive døbt,« sagde onkel Mário kærligt.

»Hvordan?« snøftede Paulo ind i sin pude.

»Du ved, at Primary er ved at forberede et nadvermødeprogram,« sagde onkel Mário. »Din primarylærer har fortalt mig, at hun har brug for frivillige til at bære deres vidnesbyrd til programmet. Det er én måde, du kan deltage i kirken på,« forklarede onkel Mário.

»Er det rigtigt?« Paulo satte sig op og så på sin onkel. Han tænkte et øjeblik. »Måske kunne jeg også bære mit vidnesbyrd til Nuno og Miriams dåb!«

»Det er en god idé!« sagde onkel Mário. »Selv om du er for ung til at blive døbt, så kan du stadigvæk godt have et vidnesbyrd.«

Paulo hoppede ned fra sin seng og skyndte sig ned ad trapperne.

»Hvor skal du hen, Paulo?« spurgte onkel Mário.

»Jeg skal sammen med missionærerne øve mig på at bære mit vidnesbyrd!« svarede Paulo glad tilbage. »Jeg vil bære det for andre, mens jeg venter på at blive døbt!«