Hjælp de unge til at få åndelige oplevelser

Granja Viana Menighed i São Paulo Cotia Stav i Brasilien havde et højt antal af unge mænd, der deltog i aktiviteterne. Men deres ledere bemærkede, at nogle af dem havde personlige udfordringer og havde svært ved at opfylde deres præstedømmepligter.

Efter at biskoprådet og lederne i Unge Mænd havde rådført sig med hinanden, besluttede de at lade deres aktiviteter fokusere mere på tjeneste og mindre på underholdning og sjov. Dette indebar at besøge mindre aktive kvorumsmedlemmer, deltage i missionering med fuldtidsmissionærer og omdele nadveren til menighedens medlemmer, der var bundet til hjemmet. Disse aktiviteter gav de unge mænd mulighed for ar handle ud fra de principper, som de lærte til seminar og om søndagen (se 2 Ne 2:26).

Med tiden »gjorde disse åndelige oplevelser hele forskellen,« rapporterer en præstedømmeleder.

»Vi blev forbløffede en bestemt fastesøndag, da alle vore unge mænd bar deres vidnesbyrd,« siger han. »Mens de gjorde det, huskede mange af dem med tårer i øjnene den gode ånd, de havde følt ved disse begivenheder. En ung mand fortalte om en oplevelse, han havde haft i forbindelse med at bringe nadveren til et ældre medlem, der havde været sengeliggende i tre år. Hans hustru, der var en trofast søster, tog imod vore unge mænd med glæde og håb. Efter ordinancen fortalte hun dem om den lykke, som hun følte i sin tilværelse på grund af evangeliet på trods af de store problemer og udfordringer, hun havde. De følte Ånden og så den forskel evangeliet gør i menneskers liv. Denne oplevelse var så stærk, at de vil huske den i årene fremover – måske endda resten af deres liv.«

Præstedømmelederen fortæller, at han aldrig har set en lignende reaktion fra en »fodboldkamp eller sjov aktivitetsaften.« I stedet har oplevelsen lært ham vigtigheden af at fremme denne type oplevelser, hvori de unge kan føle Ånden, siger han.

»Sociale aktiviteter er også vigtige,« fortsætter han. »Men åndelige oplevelser er afgørende for at hjælpe de unge med at få deres eget vidnesbyrd.«

Hver søndag i Rennes Menighed i Angers Stav i Frankrig uddeler søster Delphine Letort, der er Unge Pigers præsident, et kort til hver tilstedeværende unge pige og beder dem om at vælge en jævnaldrende, der ikke var i kirke, og skrive til hende. De unge piger skriver om ugens lektion – hvad de har lært, eller hvad der inspirerede dem – samt en venlig, personlig hilsen. Derpå sender søster Letort eller en af hendes rådgivere kortene med posten til dem, der ikke var i kirke.

Aktiviteten er enkel, men effektiv, siger hun, ikke blot så de piger, der ikke er til stede, kan vide, at de huskes, men også så de piger, der skriver, kan være mere opmærksomme på hinanden.

»Ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting,« siger hun (se Alma 37:6). »Det har vi set ske. De unge piger er blevet opmuntret, og deres vidnesbyrd er vokset på grund af denne oplevelse.«

Alma underviste i, at forkyndelsen af ordet har en stærk virkning (se Alma 31:5). David Elmer, der er leder i Unge Mænd i Texas i USA, var klar over dette og i forbindelse med en spejdertur, som han stod for, ønskede han at give de unge mænd en meningsfuld oplevelse, der kunne berede dem til fremtiden.

Bror Elmer overvejede bønsomt, hvad han kunne tale om og følte sig inspireret af en tale af ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum. På turen underviste bror Elmer ud fra det budskab og inkluderede ældste Andersens historie om Sidney Going, en rugbystjerne fra New Zealand, der satte sin sportskarriere i bero for at kunne tage på mission. »Jeres mission bliver en hellig mulighed for at føre andre til Kristus og være med til at forberede Frelserens andet komme,« sagde ældste Andersen.¹

Det var en stærk oplevelse, fortæller bror Elmer, fordi han underviste ud fra en levende profets ord. Ved slutningen af mødet skrev alle de unge mænd og lederne deres navne på rugbybolde som et løfte om at tage på mission og som et håndgribeligt bevis på det, de havde lært og følt. Mange af fædrene og lederne blev oppe den nat for at tale med de unge mænd om, hvordan deres mission havde påvirket deres liv.

»Vores Gud er en personlig Gud; han kender sine unge,« siger bror Elmer. »Han er opmærksom på deres liv og udfordringer og på det, der rører sig i disse unge. Man ved aldrig, hvordan han har arbejdet i deres liv. Som ledere forbereder og sørger vi for den stemning, hvor de kan føle Ånden. Det kan man gøre gennem skrifterne og gennem profeternes ord, men det er Herren og ikke os, der arbejder i deres hjerte.«

Bror Elmer siger, at han ønsker, at de unge mænd også skal huske noget andet fra turen, at deres studium af evangeliet var konsekvent.

»Jeg følte, at en del af mit ansvar var at give dem oplevelser, hvor de kunne føle Ånden. Og hvis jeg ønskede, at det skulle ske, så var jeg nødt til at gøre min del for at planlægge det,« siger han. »Ældste David A. Bednar underviste i at anlægge åndelige mønstre i vores liv, mønstre som skriftstudium, bøn og familieaften.² Og mens vi var væk den uge, bibeholdt vi vore åndelige mønstre. Vi bad sammen som gruppe. Vi gav de unge mænd til opgave at give en 10-minutters åndelig tanke om morgenen, og deres ledere og fædre forberedte lektioner til om aftenen.

Pointen var, at selv om vi var væk hjemmefra, og vi havde andre aktiviteter end normalt, så blev vore åndelige mønstre ikke afbrudt af den grund. De unge mænd vil måske ikke huske bestemte lektioner, men jeg håber, at de vil huske, at vi bibeholdt mønstret ved at have åndelige tanker, bøn og skriftstudium.«

Myra Bocobo Garcia fra Filippinerne kender også værdien af at være konsekvent, og hun ved, at det først og fremmest læres i hjemmet. Søster Garcia og hendes mand, Edwin, har tre sønner og seks døtre mellem 8 og 22 år, og hver af dem er involveret i forskellige gode aktiviteter. Selv om det indebærer en masse mennesker, der skal i forskellige retninger, så arbejder familien hårdt på at være konsekvente med at spise aftensmad sammen.

»En af de bedste måder at samle vore børn på er ved at lave mad, forberede måltidet med glæde og spise sammen,« siger søster Garcia. Hun nævner, at spisetiden er en tid, hvor man bliver opfrisket, knytter sig til hinanden og anerkender Herrens velsignelser.

Jocelyn Fielden fra Nova Scotia i Canada siger, at de vigtigste lektier, hun lærte ved at opdrage seks børn, der nu er mellem 20 og 30 år, var ikke blot at undervise dem direkte, men også at »skabe rammer, hvor børnene kunne lære sandheder for sig selv.«

»Hold lidt igen med at træffe alle deres beslutninger eller at besvare alle deres spørgsmål,« siger hun. I stedet anbefaler hun, at man vejleder børnene »til at finde svar, råd og vejledning i skrifterne eller fra vores profet.« Hun tilføjer: »Og vær rede til at drøfte deres fund.« Når hun derudover får et spørgsmål fra sine børn, besvarer hun det sommetider ved at stille et af sine egne spørgsmål: »Hvad tror du, at du bør gøre?«

»Hav tillid til, at de vil træffe de rette valg,« siger hun. »Når vi hjælper vore børn til at genkende Ånden i deres liv gennem de mange daglige undervisningsøjeblikke, som vi har med dem, og når de ved, hvorledes Ånden føles, vil det fungere som en katalysator for dem til at søge flere åndelige oplevelser. Dette vil styrke deres vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Det vil virke som ringe i vandet: jo mere de føler det lys og den trøst, som Ånden bringer, jo mere vil de ønske det og bestræbe sig på at gøre de ting, der får Ånden ind i deres liv.«

Hun er hurtig til at understrege, at de principper, der har været mest effektive i hendes familieliv, er de principper, som kirkelederne gang på gang underviser i. Skønt en del undervisning finder sted under formelle rammer såsom ved familieaften, familieskriftstudium og familiebøn, så kan forældre også blive vejledt af Ånden til at holde øjnene åbne for andre undervisningsøjeblikke, siger hun.³

»At gå en tur, køre til aktiviteter, spille basketball, spise et måltid sammen som familie, arbejde sammen, synge og tjene andre er blot nogle få af de aktiviteter, hvor man kan undervise familien om evangeliet,« siger hun. »Når vi er i gang med andre aktiviteter, hænder det oftest helt naturligt, at vi taler om evangeliske emner.«

Kort tid efter, at KaYan Danise Mok færdiggjorde sine studier på Brigham Young University i Hawaii, vendte hun hjem til Hong Kong og modtog en kaldelse som Unge Pigers præsident. Mens hun tilpassede sig forholdene derhjemme, påbegyndte en karriere og fortsatte med studierne, så bad hun oprigtigt om inspiration til at hjælpe de unge piger med at udvikle vidnesbyrd, der kunne forberede dem på fremtiden.

En søndag, hvor søster Mok underviste i evigt perspektiv, fik hun en tilskyndelse til at læse Mormons Bog med en bestemt ung pige, som viste sig at være den eneste unge pige til stede den søndag.

»Min rådgiver og jeg bestemte os hurtigt for at sætte et mål om at færdiglæse Mormons Bog som et team med den unge pige,« siger søster Mok. »Hun tog imod udfordringen uden tøven, eftersom vi sammen skulle nå målet.«

Siden den søndag har søster Mok, hendes rådgiver og denne unge pige oprettet et »venne-system« på Facebook og via sms for at minde hinanden om at læse og dele de ting, de lærer, med hinanden.

Søster Mok siger, at hun så tegn på en tydelig ændring, der fandt sted i denne unge piges liv, som resultat af hendes skriftstudium. Søster Mok følte også selv velsignelser, efter hun var begyndt at læse i skrifterne på sin daglige togtur. »Jeg følte også Ånden og modtog svar på mine bønner, mens jeg gik fremad i livet,« fortæller hun.

»Det er min erfaring, at nogle unge bekymrer sig og er usikre på, om de kan modtage et vidnesbyrd og få åndelige oplevelser ligesom andre,« fortsætter hun. »Ved at arbejde sammen, kan vi gennem vore handlinger forsikre dem om, at det her virker, og at vi er her for at støtte dem i hvert eneste skridt på vejen.«