Skulle jeg vælger arbejde eller Kirken?

Min hustru og jeg blev gift i 1981 i templet i Tokyo i Japan. Til at begynde med var starten på vores ægteskabelige liv ikke let. Jeg var taknemlig for at have et arbejde, men havde problemer med at betale alle vore udgifter. Vi bad vor himmelske Fader om hjælp og gjorde alt, hvad vi kunne for at få det til at løbe rundt samt betale vores tiende. Vi vidste, at hvis vi stolede på Herren, ville han hjælpe os.

En uge gav både min hustru og en ven mig det samme lille avisudklip. Det var en annonce om en fuldtidsstilling som engelsklærer.

Jeg sendte min ansøgning til firmaet og blev bedt om at komme til samtale. Ved slutningen af samtalen sagde intervieweren: »Du skrev i din ansøgning, at du havde taget del i frivilligt arbejde som missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Så det betyder vel, at du går i kirke hver søndag, ikke? Hvis du skulle vælge mellem at gå i kirke eller på arbejde om søndagen, hvad ville du så vælge?«

Det var et svært spørgsmål, fordi jeg havde brug for et bedre arbejde. Men efter at have overvejet spørgsmålet, svarede jeg: »Jeg ville gå i kirke.«

Med et svagt smil sagde intervieweren: »Jaså.« Så afsluttede han samtalen med løftet om, at firmaet ville træffe en beslutning den aften, og at jeg skulle ringe for at få svar. Da jeg forlod lokalet, troede jeg, at jeg havde fejlet.

Senere samme aften da jeg skulle foretage opkaldet, tastede jeg nummeret på firmaet med stor frygt.

»Hvad er resultatet så af samtalen?« spurgte jeg sekretæren. »Jeg fejlede, gjorde jeg ikke?«

Jeg blev forbavset, men glad for hendes svar.

»Vi vil gerne tilbyde dig at arbejde for os,« sagde hun.

Omkring en måned senere fandt jeg ud af, hvorfor jeg fik jobbet. Sekretæren forklarede, at intervieweren boede ved siden af sidste dages hellige missionærer. Han havde ofte set missionærerne cykle friske af sted på arbejde om morgenen.

»Han troede på, at eftersom du tilhørte samme kirke, ville du arbejde ligeså hårdt for os, som missionærerne ville arbejde for deres kirke,« sagde hun. »Du er heldig!«

Siden da har vores familie altid haft, hvad vi har haft brug for.

Hver eneste gang jeg tænker på denne dejlige oplevelse, bliver jeg opmuntret og trøstet. Jeg ved, at Gud ofte bruger andre mennesker til at velsigne sine børn. Jeg kan ikke tilstrækkeligt udtrykke, hvor taknemlig jeg er for min hustrus og vens inspiration om at give mig den avisannonce, for de hårdtarbejdende missionærer og deres store eksempel og for vores barmhjertige, kærlige og omsorgsfulde himmelske Fader, der har mirakuløs kraft til at hellige vore oplevelser til gavn for os.