2012
Det gode bliver ved med at finde sted
Oktober 2012


Til vi ses

Det gode bliver ved med at finde sted

Eftersom jeg er en, der er ked af, at nutid så hurtigt bliver til fortid, så var jeg taknemlig for den enkle påmindelse om at nyde øjeblikket og se frem til fremtiden.

Det var en fredag aften som alle andre. Mine nærmeste venner og jeg sad i min lejlighed efter at have set en film og skiftedes mellem at snakke stille og roligt og grine højlydt. En følelse af ægte tilfredshed fyldte luften, og jeg kunne ikke holde op med at smile, mens historier og ideer hvirvlede gennem lokalet. Nogle af dem havde jeg kun mødt en måned forinden, andre havde jeg kendt alle mine 25 år.

På et tidspunkt talte en af disse mangeårige venner og jeg om minder om nogle af vore collegevenner fra år tilbage. Mens vi talte, tænkte jeg på, hvor meget jeg savnede disse venner, hvor sjovt vi havde haft det, og hvor tætte vi havde været. Nu var vi alle færdige med uddannelsen, var flyttet forskellige steder hen i verden og befandt os i omstændigheder, vi aldrig kunne have forestillet os. Jeg sukkede over den midlertidige følelse af tab, men kiggede så rundt i lokalet på de grinende ansigter, der omgav mig i det øjeblik og blev pludselig ramt af tanken: Det gode bliver ved med at finde sted.

Denne enkle tanke betød ret meget for mig, eftersom jeg altid har haft svært ved at møde nye forandringer og tøver med at give slip på det gode. Jeg savner fortiden, selv om den stadig er en del af nutiden, og forsøger desperat at nyde de øjeblikke fuldt ud, som jeg bevidst og beslutsomt lever i. Jeg ved, når jeg har fat i noget godt, og jeg ønsker at holde fast og aldrig give slip. Denne dovne og hyggelige fredag aften var et sådant godt øjeblik. Normalt, når jeg indser, hvor godt det er, så begynder jeg straks at tænke på, hvordan alting er flygtigt, og hvordan man i sidste ende mister det pga. tiden eller omstændighederne.

Men den aften blev jeg ikke ked af det. Mens jeg sad stille og var omgivet af folk, jeg holder af, vidste jeg, at selvom noget af alt det gode naturligvis ender, og fremtiden utvivlsomt byder på mange svære tider, så bliver det gode ved med at finde sted. Og det vil det altid gøre – så længe jeg lader det. Selv om dem, jeg holder af, rykker videre, så bliver tomrummene fyldt med nye fantastiske mennesker og oplevelser, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.

Nogle gange er det svært at rykke videre, men det skal vi. Det at rykke videre betyder ikke at glemme venskaber eller tvinge minder til at falme. Det betyder at åbne vores hjerte for endnu mere glæde og flere oplevelser.

Et par uger efter den fredag blev præsidentskabet i min UV-gren afløst. Alle, der kommer fra en lille gren, kan sikkert forestille sig, hvor svært det var at tænke på, hvad der ville ske, når vores gren ikke længere kunne støtte sig til disse mænd og deres hustruer, som vi havde opbygget kærlighed og tillid til. Men jeg lukkede øjnene og gentog for mig selv de ord, der var kommet til mig den fredag: Det gode bliver ved med at finde sted. Jeg blev trøstet og klar til forandringen.

Forandring er et af Herrens virkemidler. Han ønsker, vi skal være lykkelige, udvikle os og være begejstrede for at rykke videre i livet. Livet er en rejse, og mens vi stadig nyder godt af nutiden og forbereder os på uundgåelige udfordringer, så må vi gå fremad, forblive optimistiske og lade vores hjerte være åbent over for de oplevelser og alt det gode, der uden tvivl er på vej.

Fotoillustration: Matthew Reier