Bøn og fred

En aften skændtes jeg med min mor og fik dårlig samvittighed. Så jeg besluttede mig for at bede. Selv om jeg var i dårligt humør og ikke ønskede at være »åndelig«, så vidste jeg, at bøn ville hjælpe mig med at blive gladere og mindre argumenterende. Efter min mor havde forladt værelset, begyndte jeg at bede. »Kære himmelske Fader, jeg kommer til dig i aften fordi …« Nej. Jeg åbnede øjnene og tog armene ned. Det lød mærkeligt. Jeg prøvede igen. »Kære himmelske Fader, jeg har brug for …« Det lød også mærkeligt. Jeg følte, at Satan forsøgte at få mig til at opgive min bøn til vor himmelske Fader.

Pludselig følte jeg mig tilskyndet til at sige tak! Så det gjorde jeg, og alle de ting, som jeg kunne takke min himmelske Fader for, begyndte at vælte frem. Da jeg var færdig med at takke ham, drøftede jeg det problem, jeg havde.

Bagefter følte jeg en vidunderlig indvendig fred, den varme åndelige følelse, der kommer af at vide, at vor himmelske Fader og mine forældre elsker mig, og at jeg er Guds barn. Jeg blev i stand til at undskylde over for min mor og tage imod hendes undskyldning.