Undervis i kyskhed og dyd

Jeg har været så privilegeret at møde unge og unge voksne i alle samfundslag og fra forskellige dele af verden. Ved en bestemt lejlighed talte jeg til en imponerende gruppe teenagere om dyd, kyskhed og moralsk levevis. Efter at have rost dem for deres kommentarer, selvtillid, fremtoning og opførsel spurgte jeg dem: »Hvordan er I blevet så veltalende, sikre i jeres svar og så trygge ved et så følsomt emne som dette?« En ung kvinde svarede uden tøven: »Jeg har forældre, der underviser.« De andre nikkede samtykkende. Denne enkle og dog store oplevelse understreger den påvirkning, som forældre har i deres børns tilværelse – især om deres ansvar for at undervise om dyd, kyskhed, seksuel intimitet og passende venskaber.

Desværre underviser mange forældre ikke deres børn så godt i seksuelle spørgsmål, som de burde. For eksempel viste en undersøgelse af 200 aktive unge enlige sidste dages hellige, at kun 15 procent anså deres forældre som værende den primære kilde til information omkring seksuelle spørgsmål. Disse unge medlemmer sagde, at de primært lærte om dette vigtige emne fra venner eller jævnaldrende, nettet, medierne, underholdning, fagbøger, slægtninge eller deres kirkeledere.

Det er selvfølgelig ikke noget let emne at undervise i. Men jeg tror, at forældre er de bedste undervisere til at gengive så hellige principper. De følgende strategier vil hjælpe jer til at udvikle enkle, effektive og varige principper og skikke, der fremmer en effektiv læring og undervisning – især med hensyn til at lære jeres børn, hvordan man lever et dydigt og kysk liv.

Undervisning og læring bør begynde tidligt. Forældre, der effektivt underviser deres børn i seksuelle spørgsmål, forstår, at de fleste børn møder disse emner i en langt yngre alder end de selv eller deres forældre forventer eller ønsker det. Mange børn bliver udsat for seksuelt indhold på nettet i en ung alder af 11 år og nogle endda yngre. Underholdningssteder, sportssteder, reklamer og selv sociale medier er mættet med seksuelle billeder og hentydninger.

Nogle forældre spørger med rette: »Hvornår bør jeg tale om seksuelle spørgsmål?« Det afhænger af barnets alder og modenhed og den pågældende situation. Åndelig vejledning vil komme, når forældre bønsomt og omhyggeligt betragter deres børns opførsel, bevidst lytter til deres børn og tager sig tid til at overveje og skelne, hvornår og hvad der skal undervises i. Jeg husker for eksempel, da min søn stillede mig et spørgsmål om anatomi, da han var knap 5 år gammel. Selv om det var lidt foruroligende, så var det tydeligt, at det var det rette tidspunkt at tale om det. Da jeg overvejede, hvordan jeg skulle svare, blev det dog også klart, at dette ikke var det rette tidspunkt at tale med min søn om ethvert seksuelt relateret spørgsmål.

Undervisning og læring bør finde sted igen og igen. Læring er en process fremfor en enkeltstående lejlighed. Når det drejer sig om at undervise børn i seksuel intimitet eller andre relaterede spørgsmål, så omtales det ofte som »snakken«. Uanset om det er bevidst eller ej, så antydes det, at forældre underviser i dette emne i én enkel samtale. Det er ikke den mest effektive måde for et barn at lære på. Frelseren har forklaret, at vi lærer »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30). Vi vil få større succes med at undervise, hvis vi genoptager dette emne med vore børn, efterhånden som de bliver ældre og mere modne. Forældre, der forstår dette princip, forbereder sig selv mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt på at undervise deres børn i seksuelt relaterede spørgsmål i løbet af deres barndom og ungdom.

Effektiv læring og undervisning er afhængig af forholdet mellem underviseren og eleven. Når det drejer sig om at undervise børn om seksuelt relaterede spørgsmål, så bekymrer de fleste forældre sig udelukkende om, hvad de bør sige. Selv om det er vigtigt, så handler effektiv undervisning og læring om mere end blot at tale og videregive information. Faktisk er måden, hvorpå forældrene griber undervisningen af deres børn an på måske langt vigtigere end det, de faktisk ender med at sige. Undersøgelser støtter konklusionen om, at de forældre, der har størst indflydelse på deres børn, når de behandler seksuelle emner, er dem, der taler åbent, udtrykker kærlighed og bekymring, og som tager aktiv del i deres børns liv.¹

Bemærkninger fra min uformelle undersøgelse af unge sidste dages hellige kredsede flere gange om et ønske om, at deres forældre var mere åbne eller villige til at tale om seksuelt relaterede spørgsmål. Disse unge voksne gav udtryk for, at de ikke blot ønskede, at deres forældre var involverede i processen, men de ønskede også, at deres forældre ville »tale med dem fremfor til dem.« De længtes efter samtaler, der var »naturlige«, »normale«, »behagelige« og meget mindre »akavede.« Dette bør motivere forældre til at arbejde på at være til at tale med, være til rådighed, naturlige og uanfægtede af emnet, situationen eller selve timingen. Hvis der er en pris at betale for forældre, så er det at undervise deres børn effektivt omkring ting, der har størst betydning; forældre må optræde på en måde, der hjælper deres børn til at føle sig behageligt tilpas og trygge ved at tale om alle emner – især de mere personlige.

Undervisning og læring er mest effektivt, når emnet er relevant og ægte. Afhængigt af vores tilgang kan undervisning i seksuel intimitet føles akavet, urealistisk, upraktisk eller endda prædikende. En af nøglerne til succes er at forstå, at de fleste spørgsmål og bekymringer, som børn har, kommer af reaktioner på hverdagssituationer og -betragtninger. Når vi er opmærksomme, lytter og betragter vore børn, vil vi kunne afgøre, hvad vi bør undervise i.

For eksempel bidrager film, modeluner, ideer, fjernsynsprogrammer, reklamer eller musiktekster med muligheder for at tale om moralske standarder. Andre muligheder opstår, når vi betragter vore børns forhold og samspil med andre, måden hvorpå de og deres jævnaldrende klæder sig, sproget de bruger, hvor knyttede de er til det modsatte køn, såvel som samfundets vekslende fortolkning af kyskhed og moralske standarder. Der findes mange muligheder i dagligdagen for at tale med børn om moralitet og dyd.

Det vigtigste aspekt ved autentisk undervisning er muligvis det, at forældre demonstrerer kyskhed, anstændighed og dyd i deres eget liv. Børn vil lytte mere villigt og følge deres forældres råd, når sådanne råd er baseret på deres forældres gode eksempel.

Det modsatte er også sandt. Som ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »På mange måder taler vore handlinger tydeligere end ord. Præsident Brigham Young (1801-1877) har sagt: ›Vi bør være det eksempel for vore børn, som vi ønsker, at de skal følge. Indser vi dette? Hvor ofte ser vi ikke forældre kræve lydighed, god opførsel, venlige ord, venlige blikke, blid tale og et glad ansigt fra et barn eller børn, når de selv er fulde af bitterhed og skælder ud! Hvor er det selvmodsigende og urimeligt!‹ Vore børn bemærker, når noget er selvmodsigende, og finder måske retfærdiggørelse i at gøre det samme.«²

Elever lærer bedst, når de forstår, hvad underviseren underviser i. Mange unge og unge voksne udtrykker frustration over, at deres forældre og selv kirkeledere har tendens til at bruge »kodeord« og implicitte budskaber, der faktisk rejser flere spørgsmål end svar og mere anspændthed end lettelse. Dette er især sandt, når det drejer sig om seksuelle spørgsmål.

Da jeg tjente som biskop i en menighed for unge voksne, blev jeg oftest spurgt om, hvad »petting« (kæleri) betød. Mine trofaste medlemmer i menigheden var blevet undervist i, at de ikke burde involvere sig i petting, men de blev aldrig undervist i, hvad petting egentlig betød. Det var svært for dem at overholde instrukser, som de ikke forstod.

Præsident Marion G. Romney (1897-1988), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab forklarede, at det ikke er nok at undervise på en måde, der vil få andre til at forstå. Det er ligeså vigtigt, at vi underviser på en måde, så ingen misforstår.³ I stedet for at bruge kodeord eller slang, så vil vi få større succes, hvis vi bruger de rette og passende benævnelser. Dette fremmer forståelse og fremelsker respekt.

Overvej, hvordan ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum så effektivt underviste i moralske principper og standarder. Han sagde: »Enhver seksuel intimitet uden for ægteskabet – jeg mener enhver bevidst kontakt med et andet menneskes hellige og intime dele med eller uden tøj på – er en synd og er forbudt af Herren. Det er også en overtrædelse bevidst at stimulere disse følelser i sit eget legeme.«⁴

For at kunne undervise effektivt må vi sikre os, at dem, vi underviser forstår budskabet. Enkle spørgsmål som: »Besvarer det dit spørgsmål?« eller »Forklarede jeg det godt nok?« eller »Har du andre spørgsmål?« er meget nyttige.

Elever omvendes, når undervisere forbinder budskabet med evige principper og standarder. I stedet for kun at fokusere på livets relevante kendsgerninger, så finder effektiv evangelisk instruktion sted, når vi forbinder den type kendsgerninger med fakta om det evige liv. Når vi fx taler om vore legemer, så kan vi tale om, hvordan en kærlig himmelsk Fader har skabt vore legemer, og hvordan vi bør nærme os hans skabelser med respekt og ifølge hans forventninger.

Selvom verden drukner i umoralitet, findes der stadig håb for fremtidige generationer. Dette håb samler sig om forældre, der gør deres bedste for at undervise opvoksende generationer til at være dydige og kyske. Forældre, der underviser deres børn i at leve et dydigt og kyskt liv, bestræber sig på at øge deres forståelse og forbedre deres undervisningsfærdigheder. Ved at gøre dette opdager de, at »Herren vil støtte [dem], når [de] underviser på den måde, som han har befalet.« Det er trods alt »et arbejde, man gør i kærlighed til andre – en mulighed for at hjælpe andre til at udøve deres handlefrihed på retfærdig vis, at komme til Kristus og modtage det evige livs velsignelser.«⁵