2012
Undervis om retfærdighed i hjemmet
Oktober 2012


Evangeliske klassikere

Undervis om retfærdighed i hjemmet

Delbert L. Stapley blev født den 11. dec. 1896 i Arizona i USA. Han blev indsat som medlem af De Tolv Apostles Kvorum den 5. okt. 1950 og tjente i dette kvorum til sin død den 19. aug. 1978. Denne tale blev givet på Brigham Young University den 1. feb. 1977. Hele talen findes på engelsk på speeches.byu.edu.

Billede
Ældste Delbert L. Stapley

Det er forældres ansvar og velsignelse at undervise og lære deres børn at leve på retfærdig vis.

Forældre har muligheden for at undervise og forme deres små børns karakter, før Satan får magt til at friste dem, og før de når en alder af otte år, og derved bliver ansvarlige i Guds øjne … Herren har skænket forældre disse værdifulde år, de første år af et barns liv, hvor barnet ikke er ansvarligt for de ting, det siger og gør. Det er forældres ansvar og velsignelse at undervise og lære deres børn at leve på retfærdig vis.

Den mest effektive måde at undervise i retfærdighed og religion i hjemmet er gennem vores eksempel. Forhåbentlig har forældre holdt deres eget liv kært og rent og kan derfor med fordel bruge deres liv som et eksempel i undervisningen og oplæringen af deres egne børn. Præsident David O. McKay (1873-1970) har sagt: »Hvis I vil undervise i tro på Gud, så vis selv tro på ham; hvis I vil undervise i bøn, bed da selv … hvis I ønsker, at de skal være mådeholdne, da afhold jer selv fra umådeholdenhed; hvis I ønsker, at jeres barn skal føre et dydigt liv, have selvkontrol og et godt omdømme, da vis ham et værdigt et eksempel i alle disse ting.« 1 Ved at gøre dette vil denne lære gøre stort indtryk på jeres børn; og med en sådan vejledning fra forældrene kan de finde styrke imod Satans fristelser, hvis mål det er at ødelægge deres liv, når de når ansvarlighedsalderen. Forældre har pligt til at være sådan, som de ønsker deres børn skal være med hensyn til høflighed, oprigtighed, mådeholdenhed og mod til at gøre det rigtige til alle tider. Eksemplet er mere virkningsfuldt end forskriften.

Vores daglige liv i hjemmet bør være i overensstemmelse med principperne og standarderne i Kirken. Vores måde at føre forretning på bør være i overensstemmelse med vores religion. Børn er hurtige til at opdage uoprigtighed. John Milton har sagt, at hykleri er den eneste synd, der går ubemærket forbi alle andre end Gud. Børn er dog følsomme over for de ting, der er forkerte, og de afskyr uoprigtighed og falske motiver. Vi ved, at børn påvirkes i langt højere grad af de prædikener, som vi efterlever, end de prædikener, vi prædiker. Forældre bør altid være ærlige over for deres børn, holde de løfter, de har givet, og altid tale sandt. Det er den konsekvente forælder, der vinder sit barns tillid. Når et barn føler, at I honorerer hans tillid og gengælder den, da vil han ikke bryde den, ej heller vil han bringe vanære over jeres navn …

Forældre bør aldrig skændes i deres børns nærværelse. Sommetider opstår skænderier på grund af forsøg på at irettesætte et barn. En forælder kritiserer; den anden protesterer. Og hvad angår barnets opfattelse, så er hjemmets forenede indflydelse lig nul. Forældre skal være enige om hvilken vej, de ønsker, at barnet skal gå, ellers træffer han måske af forvirring forkerte valg. Richard L. Evans har sagt: »Splittelse mellem forældre er urimelig, og den forvirrer og svækker familiens fundament. De, som barnet bør søge vejledning hos, bør være forenede i den vejledning, de giver.«2 Vi ved, at børn er følsomme over for stemningen og følelser i familien, de mærker spændinger og uenigheder, som de ikke altid kan forstå eller definere …

Et barn har ret til at føle, at han i sit hjem har et tilflugtssted, et sted, hvor han er beskyttet fra verdens farer og onder. Familieenhed og retskaffenhed er nødvendig for at dække dette behov. I dette liv er der intet andet sted end hjemmet, hvor sand og varig lykke kan findes. Det er muligt at gøre hjemmet til et lille stykke himmel. I virkeligheden forestiller jeg mig himlen som en fortsættelse af det ideelle hjem her på jorden3 …

Evangeliet, som vi underviser i, er sandt. Kristus lever, Gud lever, og guddommelige boliger i himlen forberedes til alle hans trofaste og hengivne børn. Planlæg nu det hjem og den familie, I ønsker, og hvordan I vil imødekomme jeres børns behov for at kunne holde dem på en retfærdig vej, der leder familien til evigt liv i det celestiale hjem. Må Gud velsigne jer, mine brødre og søstre. Jeg tror, at I forstår, at meget af det, der er blevet sagt, angår jer. Og det er meget vigtigt for de små børn, der kommer til jer for at velsigne jeres tilværelse, at I organiserer og leder jeres hjem på hellig vis.

Noter

  1. David O. McKay, Secrets of a Happy Life, comp. Llewelyn R. McKay, 1967, s. 11.

  2. Richard Evans’ Quote Book 1975, s. 23.

  3. Se David O. McKay, Gospel Ideals, 1953, s. 490.

Fotoillustration: Craig Dimond © IRI