Den røde seddel

Billede

The Red Ticket

Mateo kiggede på ligningen på tavlen og skrev den hurtigt ned i sit kladdehæfte. Matematik var hans bedste fag, så han ville virkelig gerne følge med. Men han kunne knap nok høre, hvad fru Santos sagde, fordi hans ven Daniel snakkede.

»Shh! Daniel, jeg kan ikke høre noget,« hviskede Mateo. Men Daniel blev ved med at tale. Til sidst hørte fru Santos ham.

»Daniel, du forstyrrer igen,« sagde fru Santos. »Du har allerede fået en advarsel. Nu bliver du nødt til at give mig en seddel.«

Daniel strakte sig langsomt under bordet og rakte hende sedlen. Hans skuldre sank ned, og han kiggede ned i gulvet. Fru Santos gav eleverne sedler, når de opførte sig pænt og hørte efter. Eleverne skrev deres navn på sedlerne og lagde dem hver dag i en bøtte. Men man skulle give en seddel tilbage, hvis man ikke opførte sig pænt. Hver fredag trak fru Santos en seddel op af bøtten, og vinderen måtte vælge en ting i klassens skattekiste. Daniel havde måttet aflevere en masse sedler tilbage for at snakke, så hans navn blev ikke trukket op særlig tit. Mateo var ked af, at Daniel mistede endnu en seddel.

I frikvarteret løb Mateo ud for at spille fodbold. Han så, at Daniel stod alene henne ved gyngerne. Han kunne se, at han græd. Mateo ville gerne hjælpe ham.

»Har du lyst til at spille fodbold?« spurgte Mateo.

Daniel sagde ikke noget. Mateo prøvede at tale lidt mere med ham, men Daniel vendte sig om.

»Nå, men jeg er på fodboldbanen, hvis du skifter mening.«

Mateo gik hen for at spille med sine andre venner, men han kunne ikke lade være med at tænke på Daniel. Mateo blev snart otte år og skulle døbes. Han ville gerne være som Jesus og være en god ven. Var der noget, han kunne gøre for at hjælpe Daniel?

Den næste dag læste klassen en historie i små grupper. Men i stedet for at læse kastede Daniel sin bog op i luften.

Mateo prøvede at stoppe ham. »Daniel, vi skal læse bogen, ikke lege med den.«

Daniel kastede bogen i vejret igen. Fru Santos så, at den næsten ramte loftet. Hun gik hen til Daniel og rakte sin hånd frem for at få en seddel. Daniel rakte ned under sit bord. Panikken spredte sig over hans ansigt, mens han ledte.

»Åh nej! Han må være løbet tør for sedler,« tænkte Mateo. Ingen sedler betød, at Daniel skulle sidde inde i frikvarteret. Mateo tænkte, så det knagede. Hvad kunne han gøre? Så fik han en god ide.

»Daniel,« sagde fru Santos, »hvis du ikke har en seddel, så …«

Mateo tog en dyb indånding. »Må jeg betale for ham, fru Santos?« spurgte han.

Der blev helt stille i klassen. Det var der ingen, der havde spurgt om før. Mateo var ikke sikker på, hvad hun ville sige.

Fru Santos så overrasket ud. Så smilede hun. »Du er en rigtig god ven. Ja, du må gerne betale for Daniel.« Mateo rakte fru Santos en af sine sedler.

»Tak, Mateo,« sagde Daniel.

»Det er i orden,« sagde Mateo. »Skal vi så læse sammen nu?«

Daniel nikkede og tog sin bog op.

Da Daniel begyndte at læse, følte Mateo sig varm og glad indeni. Den gode ide var kommet fra Helligånden. Mateo vidste, at Jesus ønskede, at han hjalp Daniel – for han elsker Daniel. Og Mateo kunne mærke, at Jesus også elskede ham!