PROFILER AF TRO
Josephine Scere
Pennsylvania i USA
Indvielsen af templet i Philadelphia i Pennsylvania i 2016 har givet Josephine mulighed for at komme hver uge. I templet finder hun styrke til at klare livets udfordringer.
Leslie Nilsson, fotograf
Jeg blev født under svære kår. Min mor var immigrant fra Liberia, vi var fattige, og jeg blev misbrugt som barn, mens jeg blev passet af mennesker, min mor troede, hun kunne stole på. Det har gjort nogle ting meget svære i mit liv.
Når man bliver prøvet sådan, inden man når ansvarsalderen, tror jeg, at der kan komme en dybde i ens forhold til Frelseren. Det forhold var den mest dyrebare velsignelse for mig, og det kommer jeg under ingen omstændigheder til at vende ryggen til.
Det har gjort mig opsat på at efterleve evangeliet i mine prøvelser.
Den afrikanske kultur indgyder en kærlighed til Gud fra en tidlig alder. Jeg husker, at min bedstemor lærte mig Fadervor, da jeg var fire. Hun prægede mig med, hvor vigtigt det er at have et personligt forhold til Frelseren. Det var en meget håndgribelig ting for mig.
Evangeliet kom ind i mit liv på et gunstigt tidspunkt. Jeg var 14. Det kom igennem et seniormissionærægtepar, Glenn og JoAnne Haws, der selv efterlevede hvert et ord, de forkyndte for mig. De tog mig under deres beskyttende vinger.
Min mor var blevet medlem i 1995. På den tid var der borgerkrig i Liberia. Hun mistede nogle søskende under krigen. Derefter blev min lillebrors far, som min mor var sammen med på det tidspunkt, dræbt her i USA. Det var virkelig svært for hende, og hun blev inaktiv.
Min mor fortalte ikke, at hun var medlem af Kirken. Jeg kan blot huske, at jeg så flere skrifter på hendes bord. Da ældste og søster Haws kom for at omgås og undervise hende, sagde de: »Vil du ikke gerne have, at din datter ved det, du ved?« Jeg blev døbt den 21. maj 2000.
Livet er svært, uanset om man er sidste dages hellig eller ej. Min styrke kommer fra mit forhold til Frelseren og min søn, Enoch. At holde de pagter, jeg har indgået i templet, giver mig også styrke.
Templet her i Philadelphia har ændret byens ansigt. Jeg var næsten i templet hver dag, da der var åbent hus. Folk stoppede op og glanede over templet. Jeg var nattevagt en aften, og der var en dame, der stoppede op og spurgte: »Hvad er det for en bygning?«
Jeg svarede: »Det er en bygning, hvor trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan indgå hellige pagter med Herren.«
Hun slog blikket ned og sagde: »Jeg får gåsehud.«
»Og i det øjeblik slog det mig. Den dame var en rigtig philadelphianer. Hun havde ingen anelse om, hvad der foregik, men hun kunne mærke Ånden stærkt alligevel, fordi evangeliet er sandt.
Sandheden er sandheden, uanset hvordan. Man behøver ikke diskutere det. Man behøver ikke bevise det. Det er det bare. Det er sandt, og det er sandt for alle. Det er sandt for folk, der bor i Salt Lake City i Utah, og det er sandt for mennesker, der bor i slummen i Philadelphia. Jeg tror, at det er det, der får os til at holde ud.
Livet er svært, uanset om man er sidste dages hellig eller ej,« siger Josephine. Men hendes prøvelser har gjort hende opsat på at efterleve evangeliet, siger hun.
Familien Sceres aftenrutiner omfatter en masse lektier.
Josephine sætter sit forhold til Frelseren og sin søn, Enoch, først i livet.
»Vi har en pligt og et ansvar for hinanden,« siger Josephine. »Herren ser os alle på den måde, vi bør se hinanden på.«
Enoch ser frem til sin daglige tid med sin mor på tomandshånd.
Enoch holder en pause fra lektierne for at spille basketball med sin mor uden for deres hjem i Philadelphia.