Joseph Smith: Svaghed vendes til styrke

Joseph beskrev sig selv som »en ubetydelig dreng … som var dømt til at skaffe sig et ringe underhold ved sit daglige arbejde« (JS–H 1:23). Han blev født i de lavere sociale lag med begrænset adgang til skolegang. Hans første forsøg på at skrive sin historie understreger det svage udgangspunkt fra, hvilket han blev kaldet til værket.

Billede

entry from Joseph Smith 1832 history written in his own hand

»Jeg blev født i byen Sharon i staten Vermont i Nordamerika den 23. dag i december i 1805 e.Kr. af gode forældre, som gjorde sig enhver anstrengelse for at lære mig om den kristne religion. Da jeg var omkring ti år gammel, flyttede min far Joseph Smith sen. til Palmyra i Ontario County i staten New York, og da han var af ringe kår, var han nødt til at arbejde hårdt for at forsørge en stor familie med ni børn. Det krævede enhver anstrengelse af alle, der kunne bidrage til familiens underhold, derfor blev vi berøvet fordelen ved en uddannelse. Det er nok at sige, jeg knap lærte at læse og skrive ej heller grundreglerne i matematik.«²

Joseph var så pinligt bevidst om sin mangel på uddannelse, at han engang beklagende sammenlignede det med at være fanget i »et lille smalt fængsel, der henlå i totalt mørke af papir, pen og blæk og snørklet, usammenhængende og ubehjælpeligt sprog.«³ Trods det kaldte Herren ham til at oversætte Mormons Bog – alle 588 sider af det, der oprindeligt blev udgivet – hvilket han gjorde på mindre end 90 dage.

Enhver person, der tænker klart, vil konkludere, at det var umuligt for den ringe uddannede Joseph at udføre en sådan ting på egen hånd, og de forklaringer, nogle er fremkommet med, er langt sværere at tro på end den sande forklaring: Han var en profet, som oversatte ved Guds gave og kraft.

Billede

Emma scribing

På sine ældre dage mindedes Emma Smith, at på det tidspunkt, hvor hendes mand oversatte de gyldne plader, »kunne han hverken skrive eller diktere et sammenhængende og velformuleret brev, endsige diktere en bog som Mormons Bog. Og selvom jeg deltog aktivt i de hændelser, der fandt sted, er det et ›stort underværk‹ for mig såvel som for enhver anden.«⁴

I denne historiske kontekst er det interessant at se på side et i Josephs første lommebog, der er dateret den 27. november 1832 (vist til højre). Han skrev dette omtrent tre og et halvt år efter, han havde afsluttet oversættelsen af Mormons Bog. Bemærk, at han skriver og derefter udstreger følgende ord:

Billede

Joseph Smith journal

»Joseph Smith juniors – Lommebog købt for at notere noter af alle de forhold, der kommer under min observation.«

Når jeg har holdt denne lommebog og læst de overstrøgne ord, har jeg forestillet mig, hvordan Joseph sad i primitive rammer i nybyggernes Amerika og skrev den indledende sætning og tænkte: »Nej, det er ikke helt rigtigt, lad mig prøve igen.« Så stregede han sætningen ud og skrev: »Joseph Smith juniors lommebog – købt den 27. november 1833 med det formål at tage noter af alle de ting, jeg observerer og …

Endelig og sikkert ikke helt tilfreds med det opstyltede og haltende sprog, han lige havde griflet, skrev han: »Åh, må Gud give mig at blive ledt i alle mine tanker. Åh velsign din tjener. Amen.⁵ Jeg fornemmer i den sætning, at Joseph følte sig utilstrækkelig og svag, og han bad i tro Gud om at vejlede ham i al sit virke.

Sammenlign nu den lommebogsindledning med en kopi af den originale manuskriptside, som blev transskriberet en gang mellem april og juni 1829 (se næste side).

Billede

Book of Mormon manuscript page

Billeder af en tidlig udgave af Mormons Bog og manuskriptsider udlånt af Kirkens historiske bibliotek.

Bemærk den flydende prosa – uden tegnsætning, uden overstregninger. Det var ikke en komposition. Joseph dikterede det ord for ord, mens han så på de redskaber, Herren havde beredt til ham, deriblandt Urim og Tummin og til tider en seersten, og han brugte en hat til at beskytte sine øjne mod uvedkommende lys, så han tydeligt kunne se ordene, som de fremkom (se 2 Ne 27:6, 19-22; Mosi 28:13). Som I kan se, er der stor forskel på oversættelsen af Mormons Bog og lommebogsindledningen. Den ene var et produkt af Joseph Smith, profeten, seeren og åbenbareren, den anden et produkt af manden Joseph Smith. Hvis I kigger nærmere på dette originale oversættelsesudkast, vil I læse de ord, der må have været opmuntrende for Joseph:

»Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).

Kort inden disse ord havde han oversat følgende: »Men se, jeg, Nefi, vil vise jer, at Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse« (1 Ne 1:20).

Ja, det er et tema i Mormons Bog – og i profeten Josephs liv – at den svage, som ydmygt søger Herren i tro, gøres stærk og tilmed mægtig i Herrens værk. Denne styrkelse vil finde sted i selv tilsyneladende små ting.

Billede

Joseph and Oliver working on translation of Book of Mormon

For eksempel rettede Joseph, der stavede dårligt, stavemåden på et navn Coriantumr (se Hel 1:15) som hans skriver, Oliver Cowdery, havde brugt. Første gang Joseph dikterede navnet for Oliver, skrev Oliver Coriantummer. Det var helt logisk, for på engelsk er der ingen ord, der ender på »mr«. Men Joseph, som stavede tilstrækkelig dårligt til at acceptere den stavemåde, Herren gav ham – korrigerede stavemåden under oversættelsen. Nu ved vi, at hvor denne stavemåde er ualmindelig på engelsk, er den fuldgyldig egyptisk stavemåde, og den passer ind i den gamle verdens rammer. Det kunne Joseph kun vide gennem åbenbaring.⁶

Miraklet med oversættelsen af Mormons Bog er et eksempel på, hvordan Joseph, i sin svaghed, blev gjort stærk. Der er en anden og mere personlig lektie at lære: hvis vi ligesom Joseph vil erkende vores svagheder og af hele vores hjerte vende os i tro til Herren, og vi er opsatte på at gøre hans vilje, vil vi også blive stærke i vores svaghed. Det betyder ikke nødvendigvis, at svagheden udslettes i jordelivet – men det betyder, at et sådant menneske vil blive gjort stærk i Gud.

Joseph vedstod sig ydmygt sine ufuldkommenheder. Han bemærkede, at han som ung havde udvist »ungdommens svaghed og den menneskelige naturs små karakterfejl« (JS–H 1:28). Senere i livet fortalte han de hellige i Nauvoo, at han »kun var en mand, og de måtte ikke forvente, at [han] var fuldkommen … men hvis de ville bære over med [hans] og brødrenes svagheder, så ville [han] ligeledes bære over med deres svagheder.«⁷

Joseph udgav sig aldrig for at være fuldkommen eller ufejlbarlig, og alligevel anerkendte han, at Guds kraft virkede igennem ham, når han handlede som profet: »Når jeg taler som en mand, er det kun Joseph, der taler. Men når Herren taler igennem mig, er det ikke længere Joseph Smith, der taler, men Gud.«⁸

Så af svaghed blev Joseph Smith gjort stærk – stærk nok til at gøre »mere, Jesus alene undtaget, for menneskenes frelse« (L&P 135:3), end nogen anden profet til alle tider.

Vores uforanderlige Gud vil sandsynligvis gøre os stærke i vores svaghed – hvis vi vil vende os til ham i tro og hjertets hele forsæt, som Joseph gjorde.

I henhold til sin himmelske kemi giver Herren os svagheder for at fremme, at vi bliver stærke på den eneste måde, der betyder noget i tid og evighed – nemlig gennem ham. Han siger: »Og hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27).

Ifølge dette skriftsted får vi svagheder for, at vi kan være ydmyge. De, der således ydmyger sig og udøver tro på Gud, vil blive gjort stærke. Således bliver vores ydmyghed over for Gud en væsentlig katalysator for, at Guds styrke og kraft kan manifesteres i vores liv.

Der er dem, som »tror … at de er vise, og de lytter ikke til Guds råd, for de tilsidesætter det, fordi de mener, at de selv ved bedst, derfor er deres visdom dårskab, og den gavner dem intet« (2 Ne 9:28). Modgiften til denne stolthed er, at man »betragter sig selv som tåber for Gud og stiger ned i ydmyghedens dyb« (2 Ne 9:42).

Joseph forstod, helt fra han var ung, at det at søge vor himmelske Fader i oprigtig, inderlig bøn er en storslået nøgle til at udvikle ydmyghed. Daniel Tyler, et tidligt medlem af Kirken, mindedes en gang i Kirtland, hvor mange havde vendt sig mod profeten. Bror Tyler, der var til stede ved et møde, hvor profeten sammen med forsamlingen bad om Herrens hjælp, beskrev oplevelsen med disse ord:

»Jeg havde hørt mænd og kvinder bede … men indtil da havde jeg aldrig hørt en mand tiltale sin Skaber, som var han til stede og lyttede, som en venlig far ville lytte til sit pligtfulde barns sorger. Joseph var på det tidspunkt ikke oplært, men den bøn, der for en betragtelig del var på vegne af dem, der beskyldte ham for at være kommet på afveje … bidrog til himmelsk læring og talegaver … For mig virkede det som om, at jeg, i tilfælde af, at sløret blev fjernet, kunne se Herren stå ansigt til ansigt med den mest ydmyge af alle tjenere, jeg nogensinde havde set.«⁹

Da Joseph var 17 år, blev han fortalt af Moroni, at »Gud havde en gerning for [ham] at udføre, og at [hans] navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk« (JS–H 1:33).

Jeg er sikker på, at mange på den tid tænkte, at en sådan påstand var bevis på store vrangforestillinger; selv i dagens verden med internettet er navnet på den ubetydelige bondedreng kendt rundt om på kloden, og om ham tales der både godt og ondt.

Billede

early Book of Mormon

Lige inden Joseph og Hyrum Smith mødte døden i Carthage i Illinois, læste Hyrum højt for Joseph og de andre i fængselscellen og bøjede så hjørnet på den side, der indeholdt følgende ord:

»Og det skete, at jeg bad til Herren om, at han ville skænke ikke-jøderne nåde, så de kunne nære næstekærlighed.

Og det skete, at Herren sagde til mig: Om de ikke nærer næstekærlighed, så betyder det ikke noget for dig, for du har været trofast; derfor skal dine klæder blive gjort rene. Og fordi du har set din svaghed, skal du blive gjort stærk, ja, så du kan sætte dig på den plads, som jeg har beredt i min Faders boliger« (Eter 12:36-37).

Det var helt bogstaveligt i svaghed, at Joseph blev gjort stærk. Delvist motiveret af sin svaghed søgte han Gud i tro, fuldt opsat på at handle i henhold til Herrens vilje. Han gik til Herren på de betingelser hele sit liv. Som følge deraf fik han det første syn, oversatte Mormons Bog, modtog præstedømmets nøgler, organiserede Kristi genoprettede kirke og bragte Jesu Kristi evangeliums fylde tilbage på jorden. Profeten Joseph voksede i styrke; han blev ikke gjort mægtig lige på en studs. Det kom til ham, og det vil komme til os »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (L&P 128:21, se også Es 28:10; 2 Ne 28:30).

Så mist ikke modet; processen med at blive gjort stærk sker gradvis, og den fordrer tålmodighed og standhaftig beslutsomhed om at følge Frelseren og rette sig efter hans vilje, komme hvad så end, der måtte komme.

William Tyndale, der oversatte Bibelen til engelsk i 1500-tallet, sagde til en lærd mand, der nægtede at lægge Bibelen i almindelige menneskers hænder: »Dersom Gud vil spare mit liv, vil jeg inden mange år sørge for, at drengen bag ploven vil kende mere til skriften end jer.«¹⁰

Som en pudsig parallel til det 300 år senere besøgte Nancy Towle, en berømt omrejsende prædikant i 1830’erne, Kirtland for personligt at observere »mormonerne«. I en samtale med Joseph Smith og andre af Kirkens ledere kritiserede hun skarpt Kirken.

Ifølge Towles optegnelse sagde Joseph ingenting, før hun vendte sig imod ham og krævede, at han svor, at en engel havde vist ham, hvor han skulle finde de gyldne plader. Han svarede godmodigt, at han aldrig svor i det hele taget! Da hun ikke kunne skræmme ham, prøvede hun at nedgøre ham. »Skammer du dig ikke over sådanne løse påstande?« spurgte hun ham. »Du, som ikke er mere end en uvidende plovdreng fra landet!«

Joseph svarede roligt: »Gaven er blevet gengivet som i tidligere tider til uvidende fiskere.«¹¹

Således blev Tyndales ord profetiske; en plovdreng kendte sandsynligvis mere til skriften end nogen anden mand, der nogensinde har levet, Frelseren alene undtaget.

Og visselig er den genoprettede kirke og Jesu Kristi evangelium ikke Joseph Smiths værk, bondedrengen fra det amerikanske grænseland. Det er derimod Herren Jesu Kristi værk, som genoprettede det gennem profeten Joseph Smith. Når Joseph tænkte over sit liv, tænkte han måske over Jakobs observation af, at Gud Herren viser »os vor svaghed, så vi kan erfare, at det er ved hans nåde og hans store velvilje over for menneskenes børn, at vi har magt til at gøre dette« (Jakob 4:7).

Vi ved, at Joseph Smith var og er en Guds profet, som blev gjort stærk i al sin svaghed. Præsident Brigham Young (1801-1877) sagde: »Jeg har lyst til at råbe halleluja hele tiden, når jeg tænker på, at jeg kendte Joseph Smith, profeten.«¹² Selvom jeg ikke har nydt det privilegium i dette liv, finder jeg trøst i det poetiske løfte om, at »alle skal se broder Joseph igen«.¹³ Jeg er dybt taknemlig for profeten og den ydmyghed, han viste Gud, hvilket gjorde ham stærk. Jeg finder også opmuntring i den historie og i læren om, at Herren vil gøre hver eneste af os stærk i vores svaghed, hvis vi ligeledes vil ydmyge os for ham og udøve vores tro på ham med standhaftigt forsæt om at gøre hans vilje.