2017
Min gave til Frelseren
December 2017


Min gave til Frelseren

Forfatteren bor i Idaho i USA.

Jeg følte mig utilstrækkelig som missionær. Hvad kunne jeg gøre for at holde op med at fokusere på mig selv og begynde at rette min opmærksomhed mod Frelseren?

Billede
gift to the Savior

Illustration: Dinara Mirtalipova

Der er meget koldt om vinteren i Rusland, og det er ofte overskyet, hvilket gør dagene mørke og noget triste. Det var sidst i november, og med det deprimerende vejr følte jeg mig alene, utilstrækkelig og ude af stand til at være en god missionær. Jeg havde lige fået en ny makker, og selvom søster Hart var skøn, lå der nu et pres på mig for at lære sproget bedre, være et eksempel og finde nogen – bare en – at undervise.

Vi havde lige fået at vide, at vores nye missionspræsident ville holde en zonekonference i Jekaterinburg, fem timer fra vores område i Perm. Tidligt en kold decembermorgen tog søster Hart og jeg til togstationen.

Mens vi ventede, tænkte jeg over de følelser, jeg havde haft. Jeg tænkte på de forestående helligdage, og at jeg savnede min familie. Begejstringen over at være på mission var dalet, og nu følte jeg ikke, at jeg har opnået meget i de ni måneder, jeg havde været ude som missionær. Endelig kom vores tog, og vi steg ombord og fandt vores pladser. Jeg opdagede, at jeg tænkte på Frelseren. Jeg lukkede mine øjne og bad om, at jeg ville vide, hvordan jeg kunne slippe af med disse følelser og fokusere mere på ham.

Ved zonekonferencen næste dag holdt præsident Rust en smuk og hjertelig tale. Da søster Rust rejste sig for at tale, fortalte hun en enkel historie om, hvordan Frelseren er den hyrde, der vil tage ud og finde det ene får, der er kommet på afveje og føre det sikkert tilbage til folden. Hun talte om de ofre, Frelseren ydede for os, og til sidst bar hun et stærkt vidnesbyrd om den mulighed, vi som missionærer har for at tjene ham ved at føre hans vildfarne får tilbage i folden. Søster Rust opfordrede os til at tænke over, hvad vi ville give Frelseren i julegave.

Da hun kom med den opfordring, fik jeg en stærk følelse af, at den gave, jeg skulle give Frelseren, blot var, at jeg skulle tale mere med folk. Indtil den dag havde jeg været rædselsslagen for at indlede en samtale med en fremmed – især på russisk. Jeg ønskede ikke, at de skulle tro, at jeg var for dum til at forstå dem, og så var det bare lettere slet ikke at sige noget. Jeg vidste dog i det øjeblik præcis, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg var nødt til at holde op med at tænke på mig selv og begynde at tænke på mine brødre og søstre. Jeg satte mig et mål om at tale om evangeliet med nogen på ethvert transportmiddel, jeg benyttede resten af måneden og tilegne det som en julegave til Frelseren.

Da søster Hart og jeg steg på toget for at tage tilbage til Perm næste morgen, tog jeg hul på mit mål om at tale med dem, jeg sad ved siden af. De var ikke ret interesseret i det, jeg gerne ville fortælle, men jeg prøvede i det mindste!

Hver dag udkæmpede jeg en kamp for at give Frelseren min gave, men jeg opdagede, jeg blev gladere og fik større selvtillid – jeg følte, at jeg blev bedre til at opfylde mit kald som missionær. Julen kom og gik, men jeg besluttede mig for at blive ved med at tale med folk. Jeg begyndte ikke kun at tale med dem i de offentlige transportmidler, men også på gaden, i butikker, på biblioteket og hvor som helst vi kom.

Vi fandt ikke nogen at undervise ved, at jeg talte mere med folk, men jeg følte dog, at jeg fik sået lidt evangeliske frø. Vi blev venner med buschauffører, folk i vores lokale butik og andre. Det bedste ved det var, at når vi mødte nogen igen, kunne vi ofte se, at de smilede, og de var de første til at hilse på os. Jeg tror på, at de frø, vi såede, en dag vil spire, når der viser sig nye muligheder for folk til at lære om evangeliet. Vor himmelske Fader arbejder ad uransagelige veje, og sommetider begynder det hele ganske enkelt med at sige »hej«.

Når jeg nu tænker tilbage på den tid på toget til Jekaterinburg, kan jeg se, at vor himmelske Fader besvarede min bøn. Han hjalp mig til at se, at missionering ikke handlede om mig – det drejer sig om andre, og når vi sætter andre før os selv og vores egne sorger og bekymringer, finder vi den glæde, som vi alle søger. Det forundrer mig, hvor gavmild Frelseren er, for selv, når vi stræber efter at give ham alt, vi kan, velsigner han os og giver os hundredfold tilbage.