Hun fandt sin tro igen
Vejen tilbage er ikke altid let, men den står altid åben.
Ordene: »De faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk« (1 Ne 8:28) lyder sikkert ikke særligt håbefulde for mange os, når vi læser Mormons Bog. Snarere tværtimod. Det er alt for let at forestille sig den dystre skæbne for den gruppe mennesker, der beskrives således i Lehis syn om livets træ – den gruppe, som smagte frugten og som forlod den.
Men Te Oranoa M., der er 17 år og fra New Zealand, har en anden tilgang til tingene. »Det, der inspirerer mig ved dette skriftsted, er, at der ikke står, at de var fortabt for evigt,« siger hun.
Sikke en utrolig indsigt! Og det er indsigt fra personlig erfaring. »Jeg faldt fra og kom væk fra Kirken,« siger hun, »men jeg har været i stand til at komme tilbage.«
Gled væk
Te Oranoa voksede op i Kirken og taler om at få sit eget vidnesbyrd og tilmed sætte åndelige mål. »Men det vidnesbyrd blev koldt,« siger hun.
På nogle områder føler hun, at hun har noget til fælles med Amulek, især når han beskriver sig selv over for folket i Ammoniha: Jeg »forhærdede … mit hjerte, for der blev kaldt på mig mange gange, og jeg ville ikke høre; derfor kendte jeg til dette, og dog ville jeg ikke vide af det« (Alma 10:6).
Dette skriftsted ramte Te Oranoa. »Akkurat ligesom Amulek kendte jeg til alle disse åndelige ting, og Ånden fortalte mig, at der var visse ting, jeg skulle gøre, men fordi jeg var stædig og stolt, gjorde jeg det ikke. Derefter begyndte mit vidnesbyrd ligesom at ebbe ud.«
Mod slutningen bliver beretningen om Amulek endnu mere bekendt for Te Oranoa. Det blev også et vendepunkt på vejen tilbage.
Fandt et kært minde
Selv mens hendes tro var blevet kold, havde hun stadig gode minder fra tidligere. Te Oranoa glemte aldrig, hvordan hun havde følt i templet sammen med de andre unge eller til en ungdomskonference.
»Der var et mønster,« siger hun. »Jeg havde det rigtig godt, når jeg kom i kirke, men jeg havde det ikke godt, når jeg ikke kom.«
Til sidst besluttede Te Oranoa sig for at se, om hun kunne forbinde de gode følelser igen. Det første, hun gjorde, var at læse de seneste generalkonferencetaler igennem.
En tale fra oktoberkonference i 2016, »Lær af Alma og Amulek«, af præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, vakte noget i Te Oranoas sjæl. Hun genkendte en del fra sit eget liv, og hvordan præsident Uchtdorf beskrev, at Amuleks tro var falmet. Hun huskede også tydeligere end nogensinde før den glæde, hun havde følt, da hendes tro var stærkere. Så hun ønskede straks at ændre på tingene.
»Jeg håbede på at finde noget, der kunne genantænde mit vidnesbyrd,« forklarer hun, »og så læser jeg præsident Uchtdords tale og bliver fyr og flamme!«
Håb om evigheden
Te Oranoas vej tilbage har ikke altid været let, men der er særligt ét lys for enden af tunnellen, der får hende til at holde ud; det er håbet om en evig familie.
»Familier kan være sammen for evigt,« siger hun. »Det er min største drøm og håb her i livet. Når som helst jeg gerne vil lære noget om noget eller synes, at en læresætning er svær at forstå, prøver jeg at relatere det til evige familier. For eksempel, hvorfor er Jesu Kristi forsoning vigtig for mig? For det første har jeg brug for hans forsoning, så jeg kan blive værdig til at komme i templet og blive beseglet til min familie for evigt.«
Vende sig til Gud
Det er måske værd at huske, at de folk i Lehis syn, der faldt fra, efter de havde smagt frugten, rent faktisk smagte den. De må have kendt til, hvor god den var, omend kun for en kort stund. Og de kan blive påmindet om det igen. Det er det håb, som Te Oranoa holder fast i for sig og for andre.
»Man behøver ikke at blive ved med at gå ad forbudte stier resten af ens liv,« siger hun. »Man kan vende tilbage til Herren, når som helst man ønsker det.«