Føler mig hjemme igen

Jeg var ikke forberedt på opkaldet fra min bror. »Mor er lige gået bort,« sagde han. »Hun faldt og slog sit hoved.«

Jeg blev chokeret. Min mor var død, og jeg havde lige talt med hende aftenen inden. Jeg blev ved med at spørge mig selv, hvorfor det var sket. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun var nødt til at forlade mig. Jeg var vred! Jeg dvælede ved min vrede i flere uger.

Til sidst afgjorde jeg, hvem der havde skylden. Det var Guds skyld. Han tog hende fra mig for tidligt. Min mor var der ikke til mange af højdepunkterne i mit liv, og jeg mente, at det var på grund af ham. Jeg var ikke medlem af Kirken dengang, men jeg var en troende kristen. I stedet for at henvende mig til Gud for styrke vendte jeg mig bort fra ham og lukkede ham ude af mit liv.

Jeg savnede min mor så meget. Da jeg voksede op, var mit hjem hos mine forældre et trygt sted. Uanset hvor jeg var, eller hvad jeg gjorde, så skulle jeg bare tale med min mor eller være sammen med hende for at føle mig hjemme. Nu var den følelse af at være hjemme, som jeg elskede, væk.

Årene gik, og jeg mistede min tro helt. Jeg prøvede at forstå, hvorfor min mor skulle dø, men intet gav mig fred. Så i omkring en uges tid dukkede der gentagne gange en tanke op i mit sind: Jeg var nødt til at se mod himlen efter forståelse. Jeg fortalte dette til min kære ven, der var medlem af Kirken. Hun spurgte, om jeg ville lære mere om hendes tro.

Jeg indså det ikke til at begynde med, men Ånden vækkede min sjæl af en dyb søvn. Jo mere jeg lærte om evangeliet, jo mere følte jeg, at jeg havde fundet et trygt sted igen. Følelsen af at være hjemme vendte tilbage.

Jeg blev døbt i maj 2013. Jeg er taknemmelig for, at min tro kom igen. Jeg vender ikke længere Gud ryggen. I stedet omfavner jeg ham. Jeg er stadig ked af, at min mor pludselig gik bort, men på grund af min tro på Gud ved jeg, at jeg en dag kan være hjemme med min mor og min familie for evigt.