2018
Forstå islam
April 2018


Forstå islam

Billede
mosaic of kaaba in mecca

Foto: Getty Images

En mosaik fra det 19. århundrede, der illustrerer Kabaen i Mekka, byen, hvor Muhammed blev født, og den helligste by i den islamiske verden.

Der går nærmest ikke en dag, hvor islam eller muslimer ikke bliver nævnt for godt eller ondt i nyhedsmediernes overskrifter. Det er forståeligt, at mange ikke-muslimer – deriblandt sidste dages hellige – finder det ejendommeligt eller tilmed bekymrende. Har vi noget til fælles med vores muslimske naboer? Kan vi leve og arbejde sammen?

Først lidt om den historiske baggrund, som kan være nyttigt at vide:

I 610 e.Kr. klatrede en arabisk købmand ved navn Muhammed op i bjergene omkring sin fødeby Mekka for at tænke og bede om den religiøse forvirring, der omgav ham. Senere fortalte han, at han havde modtaget et syn, hvor han blev kaldet som profet for sit folk. Denne begivenhed markerer begyndelsen på den religion, der kendes som islam, et ord der betyder »underkastelse eller underdanighed« (til/mod Gud). En person, der tror på islam, kaldes muslim, hvilket betyder »den underkastede eller underdanige«.

Efterfølgende sagde Muhammed, at han modtog mange åbenbaringer frem til sin død 25 år senere. Til at begynde med fortalte han indbyggerne i sin fødeby om åbenbaringerne, han advarede om en kommende guddommelig dom; han tilsagde sine tilhængere at omvende sig og behandle enker, forældreløse og fattige ordentligt, og han forkyndte om de dødes universelle opstandelse og Guds endelige dom.

Men den latterliggørelse og forfølgelse, han og hans tilhængerne blev udsat for, blev så intens, at de blev tvunget til at flygte til byen Medina, der ligger fire dages kamelrejse mod nord.

Der ændrede Muhammeds rolle sig dramatisk.1 Fra blot at være forkyndende og advarende blev han lovgiver, dommer og politisk leder i en meget vigtig arabisk by og over tiden over hele Den Arabiske Halvø. Denne tidlige grundlæggelse af et samfund af troende gav islam en religiøs identitet med rodfæste i lov og ret, som stadig er blandt de mest slående og vigtige kendetegn.

To væsentlige grupperinger udsprang blandt Muhammeds tilhængere efter hans død i 632 e.Kr. – hvor man til at begynde med var delte omkring spørgsmålet om, hvem der skulle efterfølge ham som leder af det islamiske samfund.2 Den største af disse kaldes sunnimuslimer (de hævder at følge sunna eller Muhammeds vedtagne praksis, og de er relativt fleksible i spørgsmålet om arvefølge). Den anden, som opstod omkring Muhammeds svigersøn, Ali, kaldte man shi‘at ‘Ali (Alis gruppe), og de er nu kendt som shiamuslimer. I modsætning til sunnierne tror shiaerne på, at retten til at efterfølge Muhammed som ledere i samfundet med rette tilhører profeten Muhammeds nærmeste mandlige slægtninge, Ali og hans efterkommere.

Trods den uenighed har den islamiske verden været mere forenet, religiøst set, end den kristne verden. Desuden kan man argumentere for, at den islamiske civilisation i flere århundreder efter omkring 800 e.Kr. var den mest avancerede i verden, hvad angår fysik, lægevidenskab, medicin og filosofi.

Kilder til muslimsk lære og praksis

De åbenbaringer, som Muhammed hævdede at have fået, blev samlet i en bog Qur’an (Koranen, fra det arabiske verbum qara’a, »at læse« eller »oplæse«) et årti eller to efter hans død. Komponeret af 114 kapitler er Koranen ikke en historie om Muhammed. Meget i stil med Lære og Pagter er den slet ikke et narrativ; muslimerne betragter den som Guds ord givet direkte til Muhammed.3

Billede
reading the quran

Kristne, som læser den, vil finde mange velkendte temaer. Den taler for eksempel om Guds skabelse af universet på syv dage, hvordan han placerede Adam og Eva i Edens have, hvordan de blev fristet af djævelen, deres fald og den linje af kaldede profeter (hvoraf de fleste også fremgår af Bibelen). Disse profeter beskrives i Koranen som muslimer, der har underkastet sig Guds vilje.

Abraham, der beskrives som en ven af Gud, er en fremtrædende figur i teksten.4 (Blandt andet tror man på, at han modtog åbenbaringer, som han skrev ned, men som siden er gået tabt).5 Moses, Farao og Israels børns udvandring spiller også en rolle.

Det er påfaldende, at Maria, Jesu moder, nævnes 34 gange i Koranen, sammenlignet med 19 gange i Det Nye Testamente. (Hun er faktisk den eneste kvinde, der nævnes ved navn i Koranen).

Et ord, der konstant går igen i Koranen, er læren om tawhid et ord, der kan oversættes med »monoteisme« eller mere bogstaveligt som at »gøre til en«. Det repræsenterer et af de centrale principper i islam – at der kun er et helt og aldeles guddommeligt væsen. »Han har ikke avlet, og han er ikke avlet«, står der i Koranen, »og der er ingen ligesom han.«6 Det, der kan udledes af det, er helt sikkert den væsentligste forskel på islam og kristendom: Muslimer tror ikke på Jesu Kristi guddommelighed eller på Helligånden. Det indikerer også, at selvom alle mennesker er skabt lige for Gud, så er vi ifølge den islamiske lære ikke hans børn.

Dog tror muslimer på, at Jesus var en syndfri Guds profet, der blev født af en jomfru, og han er udset til at spille en central rolle i begivenheder i de sidste dage. Han nævnes ofte og ærbødigt i Koranen.

Grundlæggende islamiske læresætninger og skikke

De såkaldte »fem søjler i islam« – er ikke præcist opsummeret i Koranen, men i en udtalelse, der traditionelt tilskrives Muhammed – fastsætter nogle grundlæggende islamiske læresætninger:

1. Trosbekendelse

Hvis islam har en universel trosbekendelse, er det shahada »bekendelse af tro« eller »vidnesbyrd«. Udtrykket refererer til en arabisk formel, der oversat lyder som følger: »Jeg vidner om, at der ikke er andre guder end Gud [Allah], og at Muhammed er Guds budbringer.« Shahada’en er indgangen til islam. At man reciterer den med ærbødighed er at blive muslim.

Det ord, der på arabisk svarer til Gud, er Allah. Det er en sammentrækning af ordene al- (-en) og ilah (»gud«), det er ikke et navn, men en titel, der er nært beslægtet med det hebraiske ord Elohim.

Eftersom der ikke er noget islamisk præstedømme, er der ikke nogen præstedømmeordinancer. Ej heller er der en enkelt islamisk »kirke«. Således er bekendelsen shahada på en måde det islamiske modstykke til at blive døbt. Det nuværende fravær af et formelt, forenet verdensomspændende lederskab har andre konsekvenser. Der er for eksempel ingen overordnet leder af verdens muslimer og ingen, der taler for hele trossamfundet. (Muhammed bliver nærmest universelt betragtet som den sidste profet). Det betyder også, at der ikke er nogen kirke, hvorfra terrorister eller »vantro« kan blive udelukket.

2. Bøn

Billede
ritual prayer

Mange ikke-muslimer kender til det muslimske bønneritual, der hedder salat, hvilket involverer en række fysiske knæfald fem gange dagligt. Man reciterer de foreskrevne vers fra Koranen og rører jorden med sin pande som tegn på, at man ydmygt underkaster sig Gud. Mere spontane bønner bliver kaldt du‘a og kan bedes på alle tidspunkter og fordrer ikke knæfald.

Ved fredagsbønnen fordres det af muslimske mænd, og muslimske kvinder tilskyndes til det, at de beder i moskeen (fra det arabiske ord masjid, eller »sted for knæfald«). Der beder de i rækker, de er kønsopdelt, og bønnen ledes af moskeens imam, (fra arabisk amama, der betyder »foran«), og man lytter til en kort prædiken. Fredage svarer dog ikke helt til sabbat, selvom »weekenden« i de fleste muslimske lande er centreret om yawm al-jum‘a (»dagen for samling«) eller fredag, og det betragtes ikke som en synd at arbejde på den dag.

3. Velfærdsafgift

Zakat (betyder »det som renser«) betegner at give velgørende donationer til støtte for de fattige såvel som til moskeer og andre islamiske foretagender. Det beregnes som en afgift på 2,5 procent af en muslims totale velstand over et vist minimumsbeløb. I nogle muslimske lande indsamles den af offentlige institutioner. I andre lande er det frivilligt.

4. Faste

Hvert år afholder fromme muslimer sig fra mad, drikke og sex fra solopgang til solnedgang i hele ramadanmåneden. De beskæftiger sig også ofte med særlig velgørenhed mod de fattige og med læsning af Koranen under den måned.7

5. Pilgrimsfærd

Billede
Mecca

Muslimer, der har helbredet og ressourcerne til det, bør mindst én gang i deres liv tage på pilgrimsrejse til Mekka. (Typisk omfatter det også en tur til Medina, den næsthelligste by i islam, men det er ikke påkrævet). For trofaste muslimer er det en så åndelig og bevægende begivenhed, at det svarer til at deltage ved generalkonference eller komme i templet for første gang.

Nogle aktuelle emner

Tre centrale punkter, der i vores samtid vækker bekymring blandt ikke-muslimer ved islam, er religiøs vold, islamisk lov eller shari‘a og måden, kvinder behandles på i islam.

Nogle ekstremister har brugt udtrykket jihad som reference til »hellig krig«, men ordet betyder faktisk »praktisk arbejde« i modsætning til blot at bede og studere skriften.

Muslimske lovkyndige og tænkere har haft forskellig opfattelse af jihad. Der argumenteres for eksempel almindeligvis blandt juridiske kilder for, at en acceptabel militær jihad skal være defensiv, og at modstandere skal varsles og gives mulighed for at indstille provokerende handlinger. Nogle jurister og andre muslimske tænkere argumenterer i dag for, at jihad kan betegne enhver praktisk handling, der har til hensigt at gavne det islamiske samfund eller gøre verden bedre generelt. Det siges, at Muhammed skulle have skelnet mellem en »større jihad« og en »mindre jihad«. Den sidstnævnte er, sagde han, krigsførelse. Men den større jihad går på at bekæmpe uretfærdighed såvel som ens personlige modstand mod at leve retfærdigt.

Nutidens islamiske terrorisme hævder at have religiøse rødder, men den afspejler sociale, politiske og økonomiske klagepunkter, der har meget lidt eller ingen forbindelse til religion som sådan.8 Desuden er det vigtigt at bemærke, at det store flertal af verdens muslimer ikke har tilsluttet sig terroristernes vold.9

Sharia er en anden kilde til bekymring blandt ikke-muslimer. Uddrag af Koranen og hadith – korte overleveringer om, hvad Muhammed og hans nærmeste sagde og gjorde, giver anvisning for muslimsk adfærd, og det er et supplement, der forklarer passager i Koranen – det er en retningslinje for muslimsk liv og tro.10 Regler, der styrer både mænds og kvinders klædedragt (som hijab, eller slør) finder man i sharia, og mens det er tvungent i visse muslimske lande, er det et personligt valg i andre. Sharia dækker også områder som personlig hygiejne, tid og indhold på og af bønner, regler omkring ægteskab, skilsmisse og arv. Når muslimer således i undersøgelser indikerer, at de ønsker, at de kunne leve under et sharia-styre, kommer de måske eller måske ikke med en politisk udtalelse. De siger måske bare, at de stræber efter at leve oprigtigt som muslimer.

Billede
woman wearing the hijab

Når mange ikke-muslimer tænker på, hvordan kvinder bliver behandlet i islam, tænker de straks på polygami og slør. Men den kulturelle virkelighed er langt mere kompleks. Mange passager i Koranen erklærer, at kvinder er mænd lige, hvor andre synes at tildele dem en underordnet rolle. Der er bestemt skikke i mange muslimske lande – ofte med rødder i førislamisk stammekultur eller andre tidligere traditioner – der stiller kvinder underlegent. Men måden, hvorpå muslimer ser kvinders roller, varierer kraftigt fra land til land og tilmed indenfor nogle lande.

Sidste dages helliges syn på islam

Hvordan kan sidste dages hellige trods vores forskellige tro begynde at opbygge et forhold til muslimer?

For det første bør vi anerkende muslimers ret til at »tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11). I 1841 vedtog sidste dages hellige på et byrådsmøde i Nauvoo en bestemmelse om religionsfrihed, der garanterede »fuld tolerance og lige rettigheder« for »katolikker, presbyterianere, metodister, baptister, sidste dages hellige, kvækere, episkopale, universalister, unitarianere, muhammedanere (muslimer) og alle andre religiøse sekter og trossamfund.«11

Vi bør også huske, at vores kirkeledere generelt har været meget positive i deres anerkendelse af grundlæggeren af islam. I 1855 for eksempel i en tid, hvor mange kristne fordømte Muhammed som en antikrist, holdt ældsterne George A. Smith (1817-1875) og Parley P. Pratt (1807-1857) fra De Tolv Apostles Kvorum lange prædikener, hvor de ikke alene demonstrerede en imponerende viden om og fair forståelse af islamisk historie, men også roste Muhammed selv. Ældste Smith bemærkede, at Muhammed »uden tvivl var blevet ført frem af Gud med det formål« at forkynde mod afgudsdyrkelse, og han udtrykte sympati for muslimerne, der ligesom sidste dages hellige kan finde det svært »at få en ærlig historie« skrevet om dem. Ældste Pratt, der talte umiddelbart derefter, udtrykte beundring for Muhammeds lære og for moralen og institutionerne i muslimske samfund.12

I 1978 udkom der en mere nutidig officiel udtalelse fra Det Første Præsidentskab. I den nævnes Muhammed specifikt blandt »de store religiøse verdensledere«, idet det siges, at han »modtog en del af Guds lys. Moralske sandheder blev givet til [disse ledere] af Gud,« skrev præsidenterne Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner og Marion G. Romney, »for at oplyse nationer og give enkeltpersoner en højere grad af forståelse.«13

Bygge på det, vi har tilfælles

Selvom sidste dages hellige og muslimer tydeligvis ser forskelligt på vigtige emner – især anerkendelsen af Jesu Kristi guddommelighed, hans rolle som Frelser og kaldelse af nutidsprofeter – ser vi ens på mange ting. Begge parter tror for eksempel på, at vi er moralsk ansvarlige for Gud, at vi både bør stræbe efter personlig retskaffenhed og efter et godt og retfærdigt samfund, og at vi vil opstå og blive ført frem for Gud for at blive dømt.

Billede
family

Både muslimer og sidste dages hellige tror på familiens vigtige rolle og på det guddommelige bud om at hjælpe den fattige og trængende, og at vi viser vores tro gennem forbilledlige handlinger. Der synes ingen grund at være til, at sidste dages hellige og muslimer ikke kan gøre det side om side, og tilmed, når muligheden viser sig, samarbejde i samfund, hvor vi er naboer i en stadig mere sekulariseret verden. Sammen kan vi vise, at religionsfrihed kan være en stærk indflydelse for godt, og ikke blot en kilde til strid eller sågar vold, som nogle kritikere hævder.

Selve Koranen foreslår, at man lever fredeligt sammen trods forskelligheder: »Hvis Allah havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vil sætte jer på en prøve gennem det, som Han har givet jer. I skal derfor stræbe efter at komme først med det gode! Til Gud vender I alle tilbage, og Han vil informere jer om alt, I har været uenige om.«14

Noter

  1. Faktisk er året 622 e.Kr. – året for Muhammeds Hijra, eller udvandring til Medina – udgangspunktet for den muslimske tidsregning (Hijri), og de åbenbaringer, der er samlet i Koranen, er klassificeret som enten mekkanske eller medianske.

  2. Gennem flere århundreder er disse to fraktioner dog vokset længere fra hinanden også over andre emner.

  3. Det er dog bemærkelsesværdigt, at selv om det er tilladt at oversætte Koranen til andre sprog, er det kun den originale arabiske udgave, der anses for at være den rigtige Koran og sand hellig skrift.

  4. Se Koranen 4:125.

  5. Se Koranen 53:36-62; 87:9-19; se også Daniel C. Peterson, »News from Antiquity«, Ensign, jan. 1994, s. 16-21.

  6. Koranen 112:3-4. [Oversættelse af Koranen på dansk fundet på internettet.]

  7. Standardudgaver af Koranen er delt op i 30 lige store portioner med præcist det formål.

  8. Se for eksempel Robert A. Pape, Dying to Win: The Strategic Logic of Suicide Terrorism, 2005; Graham E. Fuller, A World without Islam, 2010; Robert A. Pape og James K. Feldman, Cutting the Fuse: The Explosion of Global Suicide Terrorism and How to Stop It, 2010.

  9. Se Charles Kurzman, The Missing Martyrs: Why There Are So Few Muslim Terrorists, 2011; se også John L. Esposito og Dalia Mogahed, Who Speaks for Islam? What a Billion Muslims Really Think, 2008; James Zogby, Arab Voices: What They Are Saying to Us, and Why It Matters, 2010.

  10. Det svarer meget til rabbinsk lov i jødedommen.

  11. Ordinance in Relation to Religious Societies, City of Nauvoo, (Illinois) headquarters of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1. mar. 1841.

  12. Se Journal of Discourses, 3:28-42.

  13. Brev fra Det Første Præsidentskab, 15. feb. 1978. I sin revision af Introduction to the Qur’an (1970) af Richard Bell foreslår W. Montgomery Watt, en fremtrædende lærd indenfor islam og en anglikansk præst, en mulig måde, hvorpå en troende kristen kan betragte Koranen som inspireret.

  14. Koranen 5:48; sammenlign med 2:48.